Læsetid: 3 min.

Pilot lagt på is

Australsk pilot strandet i Antarktis, blev tilbudt hjælp af flyvende bedstemor
13. december 2003

Luftfart
SYDNEY – Opdagelsesesrejsende er blevet draget af Antarktis siden Scott og Schackleton, men for videnskabsmænd, der forsøger at passe deres forskningsstationer på det frosne kontinent, er den stadige strøm af forstyrrende eventyrere raktisk ret irriterende.
Så da Jon Johanson, en australsk pilot, tidligere på ugen nødlandede ved McMurdo-Scott-basen, da han løb tør for brændstof, kunne han kun betegne sin modtaglse som kølig. Han fik et måltid mad og fik modvilligt lov til at sove i et benzindepot, men de amerikanere og newzealændere, som sammen styrer basen, nægtede at sælge den uheldige australier brændstof.
En anmodning fra den australske udenrigsminister, Alexander Downer, til landets nærmeste allierede faldt for døve ører, og Johansons kvaler truede med at lægge pres på de diplomatiske relationer.
Indtil hjælpen viste sig i form af Polly Vacher, en britisk pilot, som selv var kommet ud for et uheld, men tilbød at sælge brændstof til den uheldige australier.

Velgørende flyvning
Ms. Vacher, en frygtløs 59-årig bedstemor, havde planer om at flyve over Antarktis som en del af en velgørenhedsflyvning Jorden rundt, men blev tvunget til at aflyse turen til Sydpolen på grund af hård vind. Hun havde i forvejen oplagret benzin ved McMurdo og udtalte via sin hjemmeside, at hun var villig til at give Johanson to tønder.
Hendes mellemkomst var som en Guds gave til Johanson, hvis fly i skrivende stund er strandet på en tiliset startbane, men dette standsede ikke angrebene fra basens ledelse.
Lou Sanson, chef for Antarctica New Zealand, en regeringsstøttet forskningsorganisation, sammenlignede Vachers velplanlagte forehavende med Johansons.
»Pollys rejse var velorganiseret og ordentlig planlagt,« sagde Sanson. »Hun og hendes team brugte to år på at forberede flyvningen med afgørende vejledning fra internationale Antarktis-programmer. Det er ironisk, at hun nu hjælper en strandet pilot, som kastede sig ud i en dårligt forberedt og privat flyvning over Sydpolen.«
Han tilføjede: »Han har tilsyneladende kastet sig ud i det uden en sikkerheds- og katastrofeplan i tilfælde af uheld, og han forventer, at New Zelands og USA’s regeringer bare hjælper ham. Amerikanerne driver faktisk ikke en benzintank på Antarktis ... det gør New Zealand heller ikke.«
Forskningsstationerne – isolerede samfund af videnskabsmænd, som undersøger isen for svar på spørgsmål om menneskets fortid, og den forureningsfri luft med teleskoper – har en årelang tradition for ikke at sælge benzin til eventyrere, i et forsøg på at afholde dem fra at flyve over kontinentet.

Jordemoder og tømrer
Den 47-årige Johanson, som af New Zealand Press Association bliver beskrevet som »en uddannet sygeplejerske, jordemoder og tømrer«, løb ind i problemer efter at have nået sit mål som den første pilot, der fløj et et-motors fly alene over Sydpolen. Han forlod Invercargill, en iskold by på sydspidsen af New Zealand, sidste søndag og fløj sit RV-4 fly 5.880 km for at krydse Sydpolen – en tur på 26 og en halv time. Men kraftige vindstød ødelagde hans planer om at flyve til Argentina, og han blev tvunget til at lande på det ugæstfrie Antarktis, hvor temperaturen om vinteren dykker til under minus 80 grader. Ifølge sin partner, Sue Ball, blev han endog nægtet et bad ved Murdo-Scott, og hans anmodning om at købe 104 gallon benzin blev køligt afslået. Myndighederne tilbød ham ikke et sæde på det næste militærfly til New Zealand, men sagde, at de ville redde hans fly – for egen regning.
Men Johanson var ikke forhandlingsvenlig, da han frygtede at hans fly – som han har fløjet rundt om Jorden tre gange og én gang over Nordpolen – ville blive beskadiget.
Johanson har benægtet, at han var dårligt forberedt og ikke havde nok brændstof med og sagde, at han på forhånd havde givet melding om sine paner.
»Vi havde ikke i sinde at lande i Antarktis,« sagde han. »Men desværre opførte vejret sig ikke, som det skulle.«

©The Independent og Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her