Læsetid: 3 min.

Prøv Confit de canard!

– og gem juleanden lidt endnu
5. december 2003

Under Proppen
Julen er efterhånden faretruende nær, og ænderne er begyndt at optræde mindre påklædt i annonceaviserne. Men vent lidt med juleanden og rødkålen. Prøv i stedet at lave den franske nationalret confit de canard til en stille og rolig førjul-oplevelse.
Prøv at få fat i fire store andelår, og vend dem i 400 gr. Slat 1/2 tsk. peber, 8 kviste timian og 1 helt hvidløg i. Lad det stå natten over. Næste dag vaskes saltet af, men gem timian og hvidløg. Kom andelårene i en gryde, og dæk til med andefedt. Der skal nok bruges 1/2-1 liter. Kog andelårene møre i fedtet. Tag lårene op efter 1 1/2 time, og lad dem dryppe af. Steg dem nu under grillen i ovnen til de er helt sprøde og lækre. Server et par løg i tynde skiver, som er stegt gyldne i andefedt og hvidløg sammen med lidt savojkål, som også lige er vendt i fedtet til.
Det er klart at sådan en – undskyld – herreret kræver sin vin. Lad mig foreslå tre forskellige vine, som efter min mening alle står distancen i forhold til en god omgang confit de canard.

Nænsom blanding
Vi starter i confit’ens hjemland. En god bordeaux rødvin passer fint til andeconfit. Med Mouton Cadet Réserve har man i mange år – med rette – gjort et godt køb, hvis man gerne vil smage en god bordeauxvin, der er til at betale. Der er kun brugt udvalgte druer fra Medoc-området. Det er også de klassiske bordeauxdruer cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot der nænsomt er blandet sammen.
Der er tydelige spor af fadlagring, selv om den ikke på nogen måde overdøver den fint balancerede vin. Her er en fin smag af masser af frugt, som alligevel ikke nærmer sig syltetøjssmagen. Fin lidt røget bouquet, og en svag duft af god tobak. Den smager godt, og er stadig til at betale sig fra.
Det er ikke nogen hemmelighed, at de gode vine fra Toscana er voldsomt dyre. De såkaldte Supertoscanere er næsten ikke til at komme i nærheden af. Men der er også små hemmeligheder når det gælder chianti. Sådan en vil jeg præsentere for læserne. På Fattoria del Cerro i Montepulciano laver man en nummer 2-vin, som er meget billigere end mange af de store chiantier. Vi er i egnen omkring Siena, og det er en Chianti Senesi, som har en meget karakteristisk smag af alt hvad der er godt i Toscana. Det er en lidt mild krydret vin, som dufter godt, og den passer efter min mening fint til ugens mad. Til 66 kr pr. flaske er der meget italiensk chianti vin for pengene.

Sagde du Canada?
Det er otte år siden jeg første gang smagte canadisk vin. Jeg havde aldrig tænkt på, at man faktisk producerer vin over there, men på en rejse med min daværende arbejdsgiver Ritt Bjerregaard besøgte vi faktisk nogle meget spændende vingårde i området omkring Niagara Fals. Ugens vin kommer fra familiefirmaet Mission Hil, som laver vin i Okanagan Valley i Canada. Vinen er sammensat af både cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot. I virkeligheden den samme vinblanding, som vi smagte i Mouton Cadet-vinen. Det er dog meget forskellige vine. Vinen fra Canada er en typisk oversøisk vin med masser af frugtsmag, og den har en kraftig smag af 13 måneder på amerikanske egefade.

HHHHII Mouton Cadet Reserve, 2000, 12,5 procent, 89 kr, Kjær og Sommerfeldt, Nærmeste forhandler tlf.70156500.
www.kogs.dk

HHHHHI Chianti Senesi Cerro, 2001, 13 procent, 66 kr pr. flaske Erik Sørensens Vinhandel. Tlf.39626167. www.es-vin.dk

HHHHII Mission Hill, Cabernet/Merlot 2001, 12,5 procent, 79,95 kr pr flaske. AMKA Vinimport. Nærmeste forhandler 86419600. www.amka.se

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer