Det mærkelige
De er kendt fra puslespil, postkort og pyntekrus, Ludwig d.II.s tre slotte rokokoskrinet Linderhof, versailledrømmen Herrenchiemsee og ridderborgen Neuschwanstein. Især det sidste med gotiske tårne og spir, som Walt Disney har haft et godt øje til i både Askepot og Snehvidefilmen.
Og det var vel samme eventyrdrøm, han havde, Ludwig d.II. af Bayern om fantasi og forførelse, koste hvad det ville, om så hele kongeriget.
Han forbyggede sig slet og ret, og brugte mere end apanagen på at brødføde Richard Wagner som hofkomponist. Ja, værre end det, for kulisserne til operaopførelserne i München var visuelle prøver på kommende slotsprospekter ude i naturen.
Venusgrotten under et kunstigt bjerg i Linderhofs skrånende have var ramme om Wagnermusik live, som Ludwig aflyttede glidende rundt på den kunstige sø i sin forgyldte muslingeskal, mens lysskæret fra Bayerns første elektricitetsværk, egenhændigt indkøbt på en verdensudstilling, skiftede fra rosa til capri-blåt i papmachéhulen.
Vi er i sidste tredjedel af 1800-tallet, og disse mærkelige slotte har været turistmagneter, lige siden Starnberger See lukkede sig over den detroniserede konge.
Asynkront
Og hvorfor er det nu så mærkeligt med interessen for Ludwigs fantasislotte? Er det mere besynderligt end turistbesøgene på Hamlets Kronborg? Er det mere relevant at trave gennem klamme slotsinteriører i Helsingør end at beundre de forgyldte gemakker i Ludwigs bayerske alper? Drejer det mærkelige i attraktionen sig om, at Kronborg som artefakt er såkaldt lødigere end d.II.s tre pasticher?
Eller er det pirrende moment for både turister og filminstruktører (Visconti og Syberberg, der har brugt hans kongelige rammer som kulisser for film om Ludwig!) netop historien om den asynkrone, såkaldt sindssyge eventyrkonge på kanten af moderne tider? Et kitschet præ-Disneyland, der sælger billetter langt ude i Brdr. Grimms dybe skove?
De er rigtigt lavet, både Linderhof (som kopi af et badehus på Zwinger i Dresden), Herrenchiemsee (på sin ø i en sø med barokudsigt og solkongemål) eller altdeutsche Neuschwanstein (som pendant til en ældre bjergkronefæstning overfor). Udvendigt designet af brilliante italienske kukkasse-scenografer, og bygget og dekoreret indvendig med illustrative, omend 2. klasses vægmalerier, farver, udskæringer og mosaikker som til Wagners mestersangere og korsriddere.
Her var den hellige gral vel forvaret, omend bygherren egenrådig i retning af det gakkede.
Men er Mærsk McKinney Møller ikke også det?
Hvirvel
Et andet eksempel på mærkelige huse: Guggenheim Museet ved flodbredden i baskiske Bilbao, tegnet af den amerikanske arkitekt Frank Gehry.
I modsætning til Ludwigs slotte ligner Gehrys museum ikke noget gammelkendt jo, måske efterhånden netop et Gehry-hus, som vi kender dem, med krøllet skinnende overflade.
Men som led i en bybygningsproces er museet lige så fremadrettet, som Ludwigs drømme var retro. I den forstand minder Møller-operaen mere om Ludwigs Wagner-slotte end om Gehrys Guggenheim. For gaven lægger ikke en tomme til udviklingen af Holmen som byområde, socialt set.
Gehrys skinnende gavesløjfe ligger i en udslidt del af Bilbao, og forbinder to niveauer et lavtliggende tidligere godsbaneterræn, og et højere liggende bykvarter med bro og motorgade.
Bygningen kan ses langs floden flere steder i byen og sætter stedet på landkortet. Tættere på hvirvles man via cafeen ind i foyerens høje snirklede rum som i en hvid merz-skulptur af dadaisten Schwitters.
Herfra er der via spindeltrappe (eller elevator) adgang til udstillingsrum oppe i etagerne, som skuffende nok er firkantede og konventionelle bag alt det fritformede.
Konventioner
Grundlæggende er byhuset tænkt som en follie en forlystelsespavillon, som i romantiske haveanlæg med kunstige ruiner, eneboerhytter, små slotte eller thepavilloner.
Frank Gehrys Bilbao-follie spiller på facadematerialernes illusion og forførelse. Man tror anlægget er snoet op i staniol, men der ligger en kraftig stålkonstruktion indenunder, som også bærer de tynde stenplader, der gør det ud for tykke fundamentsmure.
På den anden side bliver der ikke lagt skjul på illusionen sine steder i huset kan man som et særligt raffinement se sandwichen gennemskåret, og de tynde lag pålæg eksponeret.
Bygningen maser sig med andre ord på. Den er hverken almindelig eller umærkelig. Den er efter et konventionelt eller traditionelt arkitektsyn underlig eller - mærkelig.
Kan man overhovedet sige, at et hus skal være umærkeligt for at opfylde sin arkitektoniske mission? At der netop ikke, sådan i al almindelighed, skal være nogen påtrængende vision på spil i rammerne om dagligdags menneskelig aktivitet?
I så fald ville de nye huse langs Københavns Havn være forbilledlige, hvis ikke de netop var anmassende i deres dilletantiske klodsethed.
Finessen er snarere, at det umærkelige vokser ud af det kvalificeret mærkelige!
Samspil
Lægeforeningens højt besungne boliger i Brumleby er noget nær umærkelige i deres prunkløse anonymitet, men tegnet af samme M.G.Bindesbøll, som designede Københavns ubestridt mærkeligste og skønneste hus, Thorvaldsens Museum.
Og Københavns lyse klassicistiske gadebilleder mellem Rådhuspladsen og Frue Plads er censureret af samme C.F.Hansen, der som stadsarkitekt slog anmassende til med både Frue Kirke og Domhuset.
Det er i samspillet mellem det almindelige og det særlige, det mærkelige og det umærkelige at arkitekturen og bybygningen folder sig ud.
Det er heller ikke dogmefilm, alt hvad der går i biffen. Men ud fra et æstetisk synspunkt er det de mærkelige film, der er interessante. Ikke de almindelige.
Begrebet et digt er vel i sig selv også ret mærkeligt, som henvendelse betragtet, med umotiverede knæklinier eller strofer, med mindre man ser æstetisk på sagen. Og som rimansamling efterhånden på nivau med en lejlighedssang, hvis ikke den poetiske praksis ustandselig var blevet udfordret.
Ansvarlighed
Derfor er det mærkeligt, i et af de seneste numre af danske arkitekters tidsskrift Arkitektur, at læse en redaktionel artikel, som alvorligt sætter spørgsmålstegn ved en yngre, fremstormende tegnestue, Plots ukonventionelle tankegang, ud fra bekymring for både rumlighed og stoflighed og form.
Som om det kunne være anderledes. Som om der ikke i enhver generation er en bane for badutspringere og en bane for hængerøve.
Som om det ikke netop er de mærkelige badutspring, dem der ikke udspringer af almindelig formel tænkning, som finder nye æstetiske svar på sociale og praktiske spørgsmål.
På et debatmøde om arkitekters kvalitative ansvar for de daglige omgivelser, fremhævede Bjarke Ingels, den ene af Plots chefarkitekter, efterfølgende, at ansvarsforpligtelsen også er tillidsberøvende. At såkaldt arkitektonisk kvalitet er en tryg niche.
Og at en ny generation af arkitekter snarere bør føle sig æstetisk uansvarlige og stille nye spørgsmål til forureningen, den uniformerede velfærd, det homogene demokrati for at gribe ind snarere end at lægge makeup på problemerne.
Plot har foruden flere boligbyggerier designet det kommende høje torv ovenpå Magasins tage, formet svømmeanlægget ved Islands Brygge, og sammen med Dr.Dante tegnet en flydende nationalscene, der kunne have sejle rundt i landet frem for den stationære, der nu bliver spejlende genbo til Skibsrederens konventionelle kukkasse.
Mærkeligt?
