Læsetid: 3 min.

Reenberg de luxe

Nu med 76 års dreven drengecharme kogt ned til inderlig kærlighed – over for en underskøn Sonja Richter som selvdestruktiv Antigone på Det Kgl.
16. december 2003

Teater
Måske har Jørgen Reenberg aldrig været mere dæmpet på en scene. Eller måske har han aldrig været mere sig selv. Han har i hvert fald sjældent udstrålet så resigneret en livsklogskab – så klartseende og så direkte elskelig.
For ja, det er faktisk det, han er i Anouilhs klassikerversion af Antigone: Elskelig. Han tolker tyrannen Kreon, så man ikke ville undre sig, hvis Sonja Richters underskønne Antigone – Ødipus’ datter – pludselig ville kaste sig om halsen på ham for at bryde med dramaets fastlagte skæbnemønster og vælge ham i stedet for hans søn...
Sjældent har Reenberg været så tiltrækkende som her, nu med 76 års dreven drengecharme kogt ned til inderlig kærlighed. Helt ned i kostumeringen er han Reenberg de luxe: Elegant rullekravestrik og velourjakke – og så de korte læderstøvler med lynlås, der afslører ham som stærkere idealist end politiker.

Mudder og lig
Alexa Thers har iscenesat Anouilhs mytefigurer helt ind til benet, i en afbalanceret mix af æstetik og eksistentialisme. Ordkonstruktionerne dirrer i Lars Erik Schous røntgensøjler af lys, og de græske magtherskere folder sig ud mellem Camilla Bjørnvads sammenstyrtende, firkantede søjler, der langsomt synker ned i det mudder, som lægger sig over historiens alt for mange lig.
I dette rum af tilkastede drømme proklamerer Sonja Richter sin lyst til livet og sin pligtfølelse over for sine døde brødre – også selv om pligten vil koste hende både kærligheden og livet.
Sonja Richter er lige så spinkel, som Anouilh kunne have drømt om, og hendes blege lægge lyser af trods. Samtidig sitrer hendes krop med søvngængeragtig styrke, svarende til hendes opofrende Louise i Schillers Kabale og kærlighed sidste sæson. Hendes Antigone har imidlertid en ny fysisk selvdestruktion fra første replik: Hendes øjenlåg rynker sammen, og hendes hage ryster, mens hun gør sig gennemsigtig under sit solhvide hår. Og først da kommer ordene: Om pligten og om paratheden til at dø – og om nødvendigheden af at sige nej.
Richter står der rebelsk og er 27 år, men hun ligner bare en på 17. Reenberg ligner en, der fortsat kan mærke smerten over bare at være 17.
»Jeg kan stadig sige nej til alt, jeg ikke kan stå inde for,« siger Richters Antigone i Henning Goldbæks skarpe oversættelse af de kompromisløse ungdomsreplikker. Og så sidder man der i Stærekassens nye plys og føler sig ramt på sin tvivlsomme livserfaring – ligesom Reenbergs Kreon. Alligevel føler man sig mest lykkelig: Tilskuer-ubekymret lykkelig sådan en enkelt 100-minutters alt-lykkes-forestilling i en
broget sæson.

Tragedie og puf
Netop den stærke konstellation af Reenberg-Richter giver de andre skuespillere mulighed for at folde sig rent ud i deres roller: Lene Tiemroths amme, som viser jordnær smerte over for sin lille opsætsige ’due’ med så megen blødhed. Cecilia Zwick Nash’ søster Ismène, hvis smækre krop og sorgløse latter fylder slottets synkende ruiner med hæsblæsende åndedræt efter afbrudte stævnemøder. Og Martin Hestbæks Haimon, hvis modelskårne krop går sådan i chok over sin kærestes fatale beslutning, at han bogstaveligt talt ekser i leddene.
Desuden har Morten Kirkskov til soldaten fundet en ny kujon-side frem fra sin bugnende talentskuffe – en nølende, det-er-ikke-mit-ansvar-tjenestemand, der er så fantasiløs, at han ikke engang tør lyve. Men som afslører sig selv, fordi hans stemme uvægerligt ryger op i kastraten, når han skal fortælle, hvad han egentlig så, da han stod vagt ved et rådnende lig. Eller som Henrik Koefoeds sympatiske, men også følelseslogistiske langdistancefortæller forklarer det:
»Det er det, der er så praktisk ved en tragedie: Et lille puf – og det hele er sat i gang.«
Fredagens tragedie om Antigone og Kreon på Det Kgl. Teater endte i en jordhule. Det gjorde søndagens irakiske drama om Saddam Hussein også.
Sådan kom teatret (endnu en gang) virkeligheden i forkøbet og afslørede magtens tilmudrede endeligt. Lykkelige ere vi på Kgs. Nytorv, at vores Kreon er Jørgen Reenberg.

*’Antigone’ (1944) af Jean Anouilh. Oversættelse: Henning Goldbæk. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Lars Erik Schou. Stærekassen til 13. Marts.
*www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu