Opera
Nibelungens ring er måske nok et værk om magten og kærligheden, men ikke om magten og kærligheden i evighedens forklarede skær tværtimod i hverdagsskikkelse, som i de fleste menneskers liv.
I hvert fald ifølge Kasper Bech Holten. Det Kongelige Teater valgte at starte i begivenhedernes centrum, da de i foråret indledte deres udgave af Nibelungens ring med anden del, Valkyrien. Instruktør Kasper Bech Holten er nu nået til værkets første del, Rhinguldet, på sin og publikums rejse gennem Richard Wagners titaniske musikdrama. Men det er også Brünnhildes rejse, for det er hende, der er hovedpersonen i Holtens Ring.
»Brünnhilde er den person i Ringen, der gennemgår den største udvikling. Hun bevæger sig fra at være fars lille pige, til at blive forstødt af sin far og blive et voksent og rigt facetteret menneske. Hun lærer at elske møder sit livs kærlighed, bliver svigtet, tager hævn. Hun er den, der slutter Ringen af. Hun har den sidste 10 minutter lange tale, hvor hun summerer op, hvad der er sket. Og der siger hun jo faktisk, at alt det her skulle ske, for at en kvinde kunne lære at forstå dass wissend würde ein Weib.«
Kasper Bech Holten taler meget hurtigt. Bliver han afbrudt, er han adskillige sekunder om at accelerere ned, og energien lyser ud af ham, mens ord og ideer fyger rundt i lokalet.
Ringen som erindring
Holtens Ring begynder med slutningen, da Brünnhilde i Ragnarok har sendt Hagen ud for at slå Siegfried ihjel. Hun går ind i sin fars gamle pulterkammer i familiens hus, Valhalla, tænder en tændstik, trækker nogle kasser med falmede fotoalbums ud og begynder at tænke tilbage. Hvordan kom det dertil, at hun vil slå den, hun elsker ihjel?
»Sådan starter vores Rhinguldet. I det øjeblik hun stryger tændstikken, da går musikken i gang i det dybe Es. Forspillet, de her klange, der begynder at bølge frem og langsomt tager til i styrke det er næsten, som om det er musik, der begynder at huske. Tingene begynder at komme tilbage, hvordan var det nu, det var, hvordan, hvordan var det nu det var! Nu kan jeg huske det! Og så starter operaen.«
Publikum følger Brünnhildes tanker tilbage til starten på det hele, dengang hun endnu ikke var født. Rhinguldet handler om, at hun prøver at forstå, hvem hendes far, Wotan, er. Hvorfor han blev, som han blev. Godt 16 timer senere, i slutningen af Ragnarok, kan hun gøre endegyldigt op med ham. Hun brænder hans og hele familiens hus ned for at løsrive sig og blive en fri kvinde. Sådan bliver Nibelungens ring til en personlig udviklingshistorie og til en enkelt families saga.
»En af udfordringerne ved Ringen er jo, at den skildrer en hel verdens historie, fra skabelsen i Rhinguldet til undergangen i Ragnarok. Ved at gøre Ringen til en personlig beretning får vi fortalt verdens historie nemlig den verden, som ethvert menneske har. Vi spejler den store historie i den lille historie et enkelt menneskes oplevelse af, hvem er jeg? Jeg tror netop, at den personlige erkendelsesrejse kan rumme alle de store temaer, der er i Ringen.
Rigtige mennesker
Noget af det fascinerende ved Wagner er det store, mytologiske sus. Giver du ikke køb på det, når du nu netop forsøger at afdække de rigtige mennesker under de mytiske lag?
»Vi laver jo ikke en realistisk historie, en én til én realisme så skulle jeg slet ikke arbejde med opera. Vi oplever Brünnhildes
familiesaga, som den udspiller sig i hendes erindring ikke som begivenhederne så ud, da de fandt sted. Derfor kan vi, når vi kommer til de afgørende øjeblikke, blæse dem op til næsten mytologisk størrelse præcis som man jo gør i sin egen erindring. Hvis man ser tilbage på sit liv, så er der jo nogle små øjeblikke, der i det ydre ikke ser ud af noget særligt, men som netop er de øjeblikke, som har defineret vores liv. Og dem husker vi meget større, meget rigere, meget mere technicolour det er de vigtige mytologiske øjeblikke.«
»Wagner er jo ikke kun storladen. Mange mennesker betragter ham netop som sådan nogle lange, bombastiske klangflader og endeløse udviklingsforløb. Jo mere jeg arbejder med ham, jo mere opdager jeg, hvor nuanceret han er. I andre operaer gentager de altid sig selv, men hos Wagner er der hele tiden nye ord nærmest som et konversationsstykke. Det er helt konkret drama sat i musik.«
kultur @information.dk
*Rhinguldet. Premiere 20. december. Instruktion: Kasper Bech Holten. Musikalsk ledelse: Michael Schønwandt
*I gårsdagens avis skrev Ida Elling Magnus om Wagner og hans Nibelungens Ring
