Læsetid: 4 min.

Jeg, mig og Ringen

Skizofrenien melder sig, da anmelderen ser sidste del af ’Ringenes Herre’. Han vil så gerne kunne lide den, men lige meget hjælper det – filmen er ikke det brag, som Peter Jackson lagde op til
17. december 2003

Ny film
Jeg: »Det er en god film, fuld af flotte kampscener og højdramatiske optrin.«
Mig: »Nej, i store træk er det blot en træt gentagelse af handlingen i den anden film, en historie fortalt ad så mange spor, at den mister fokus og publikum følingen med de enkelte karakterer.«
Jeg: »Du er sgu altid så sur. Filmen er præcis, hvad du har gået og sukket efter: En værdig afslutning på en storslået eventyrsaga.«
Mig: »Nej, den er ej.«
Jeg: »Jo, den er – og klap så i.«
Mig: »Du kan selv klappe i. Det er ikke nogen vellykket film og dermed basta. Jeg giver den en dårlig anmeldelse.«
Jeg: »Det får du ikke lov til. Og du kalder dig selv filmanmelder. Du ved slet ikke noget om film.«
Mig: »Og det gør du måske? Jeg ville da gerne have kunnet lide sidste del af Ringenes Herre-trilogien, Kongen vender tilbage, men den er slet ikke det brag af en afslutning, som Peter Jackson lagde op til med den første film i trilogien, Eventyret om ringen. Allerede i film nummer to, De to tårne, begyndte en vis metaltræthed at melde sig.«

For meget
Jeg: »De store slagscener var da alle fejlfrit sat i scene.«
Mig: »Ja, men historien tilhørte i højere grad end den første film menneskene, ligesom den blev fortalt ad flere spor, der ikke levnede karaktererne plads nok til at folde sig ud. Det gjorde mig ærlig talt en smule bekymret for fortsættelsen, men jeg synes, at Jackson reddede noget af sin ære – og satte mine forventninger i vejret igen – med den forlængede dvd-udgave af De to tårne. Det er en langt mere afrundet og tilfredsstillende oplevelse. Desværre må jeg nok vente på den lange udgave af Kongen vender tilbage, for på trods af sin spilletid på tre timer og 20 minutter, så er den lige så afsnuppet og ujævnt afviklet som De to tårne. Hele fem spor bevæger handlingen sig ad. Men hvad værre er, så virker store dele af Kongen vender tilbage som gentagelser af forløb i De to tårne.«
Jeg: »Jamen, vi er da nødt til at følges med Frodo, Sam og Gollum helt til Mordor og Dommedagsbjerget, og selvfølgelig skal vi være usikre på, om Gollum nu kan holde sin onde side i skak, eller om han giver efter for sit stærke begær efter ringen og overfalder de to hobbitter. Og så må du da indrømme, at scenen i begyndelsen af filmen, hvor Frodo møder uredderkoppen Shelob, er fantastisk – uhyggelig og nervepirrende. Den understreger kun, at Peter Jackson og hans effektsfolk hele tiden bliver bedre – og det kan også ses på Gollum, der er endnu bedre lavet end i to’eren.«
Mig: »Jo, men at bruge endnu to timer på at lade Sam og Frodo slæbe sig rundt i Mordor, mens de ser bekymret på hinanden og næsten græder af anstrengelse, er simpelthen for meget.«
Jeg: »Også selvom vi følger Aragorn, der endelig træder i karakter som konge og den retsmæssige arving til Gondors trone?«
Mig: »Ja.«

En smule trættende
Jeg: »Jeg var virkelig imponeret af opgøret om Osgilliath, hvor Faramir og hans mænd løbes over ende af en hær af orker, og af det gigantiske slag om Gondors hvide by, Minas Tirith. Det lader ikke slaget ved Helms Kløft fra De to tårne noget efter i størrelse og råhed. De grimme bæster med et vingefang som en jumbojet, som Ringånderne flyver på, er ret frygtindgydende. Og det overvældende syn af orkhæren, som stiller op neden for den hvide by, er endnu et eksempel på, hvorfor Peter Jackson var den helt rigtige til at realisere J.R.R. Tolkiens vision.«
Mig: »Krig er grusomt, jovist, og det forstår vi, da orkhæren angriber Minas Tirith, der er fuld af kvinder og børn. Men i realiteten bliver vi ikke præsenteret for meget, som vi ikke allerede har set i De to tårne.«
Jeg: »Som man siger, og det vil enhver Ringenes Herre-fan sikkert give mig ret i, så kan man ikke få nok af en god ting.«
Mig: »Men hvorfor skal vi igen udsættes for Gimlis og Legolas’ indbyrdes kappestrid om, hvem der kan dræbe flest fjender, når det i så alvorlig en sammenhæng virker forkert – slet ikke som den comic relief, det sikkert er ment som.«

Snubler i målet
Mig: »Det allerværste er dog den selvhøjtidelighed, som griber både Kongen vender tilbage og de medvirkende hen imod slutningen. Bogen har det problem, at den ikke rigtig slutter, men fortsætter efter klimaks på Dommedagsbjerget og smækker nogle appendikser på for ligesom at få rundet alt og alle af. Det samme gør filmen, hvorfor den så at sige ender ikke færre end fem gange – og den ene slutning er mere højstemt og irriterende følelsesfuld end den anden.«
Jeg: »Jeg synes, at Peter Jackson undgår alle de faldgruber, man risikerer at falde i, når man laver så stor og episk en film. Han giver filmen det format, som også ligger i bogen. Og ikke mindst er han et langt stykke af vejen tro mod bogen.«
Mig: »Til sidst i Kongen vender tilbage ryger han altså lige i med begge ben, hvorfor det, der skulle have været en værdig, elegant og ophøjet afslutning på et fantastisk filmeventyr, bliver en næsten sæbeopera-agtig udgang.«
Jeg: »Det passer ikke, og jeg har stor respekt for den kraftanstrengelse, det har krævet at færdiggøre Ringenes Herre-trilogien. Jeg tager hatten af for Peter Jackson for at have taget alle de rigtige beslutninger i forhold til rollebesætning, de visuelle effekter, længden af filmene og omfanget af visionen. Man kan diskutere, om nogen filmatisering ville have stillet Tolkien tilfreds, men den newzealandske instruktør kommer forbandet tæt på.«
Mig: »Også selv om han snubler i målet?«
Jeg: »Jamen, det gør han jo ikke. Han fuldfører med stil og nerve.«
Mig: »Ja ja, så siger vi det. Du får ret, og jeg får fred.«

*Ringenes Herre: Kongen vender tilbage. Instruktion: Peter Jackson. Manuskript: Fran Walsk, Philippa Boyens og Peter Jackson. Amerikansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her