Læsetid: 3 min.

Røde linjer eller nationale streger i sandet

EU-landenes ledere har alle et indenrigspolitisk publikum og regeringscheferne har visse ting, de bare skal have med hjem fra EU-topmødet, der starter i dag
12. december 2003

I dag samles EU’s politiske ledere i Bruxelles til et afgørende topmøde, som skal omfordele magten i EU og omskrive unionens lovgrundlag. Resultatet skulle gerne ende med en forfatning – EU’s første – hvor demokrati og effektivitet er i højsædet. Alle landene har markeret, hvor deres smertegrænse går. Men nogle ømme punkter gør mere ondt end andre.

Danmark
Den danske regering har brugt sit politiske krudt på at sikre de danske EU-forbehold, hvilket som bekendt er lykkes. Statsministeren henviser selv til, at Henning Christophersen, den danske repræsentant i det europæiske konvent, som forberedte traktaten, var yderst aktiv, og at danske prioriteringer hermed allerede var på banen med traktatudkastet. Regeringen er med andre ord tilfreds med resultatet. Et muligt dansk problem er et resultat, hvor ikke alle lande i fremtiden skal have sin egen EU-kommissær. Det nyeste italienske kompromis lægger op til, at Kommissionens størrelse udfases, så den på et tidspunkt – diplomatiske kilder vurderer i år 2014 – kun skal have 18 medlemmer. Dette forslag vil ikke være populært hos nogen små lande, således heller ikke Danmark.

Spanien og Polen
Det største problem, som det italienske formandskab, står med, er Polens og Spaniens kategoriske nej til at ændre det for de to lande yderst gunstige resultat hvad angår stemmevægte i det besluttende ministerråd, som landene opnåede under de sidste traktatforhandlinger i Nice for tre år siden. De to lande har med hver omkring 40 million mennesker 27 stemmer i ministerrådet, og det er bare to mindre end Tysklands 29 stemmer (med 80 millioner mennesker) og Frankrig og Storbritannien (med omkring 60 millioner indbyggere). De to katolske lande har også ønsket en eksplicit reference til kristendommen i traktaten, men det har det italienske formandskab tilsyneladende opgivet.

Storbritannien
De britiske røde linjer, som de kaldes i daglig politisk tale består af seks punkter: intet EU-forsvar, som truer elle underminerer NATO-samarbejdet, ingen fjernelse af det nationale veto på udenrigspolitik, skat, strafferet, socialpolitik eller budget. Alle krav er imødekommet med den nyeste tekst fra formandskabet, som godt nok indfører flertalsafgørelser på flere af områderne, men lader en kattelem stå åben, hvor landene alligevel med henvisning til »vitale, nationale hensyn« reelt kan nedlægge veto.
På skatteområdet er modellen lidt anderledes, så her vil briterne muligvis forlange en opstramning i teksten. Briterne ønsker ligesom de andre store medlemslande, en mindre kommission.

Tyskland og Frankrig
Den tysk-franske EU-maskine har kørt upåklageligt som forberedelse til EU-topmødet. Tyskland og Frankrig står stejlt på, at konventets forslag til en reform af stemmevægtene skal vedtages. Senest har den tyske kansler skruet bissen på over for polakkerne og direkte sagt, at EU’s pengekasse kan smække eftertrykkeligt i, hvis ikke Spanien og Polen demonstrerer forhandlingsvilje. Hvis ikke stemmevægtene reformeres, så halvdelen af medlemslandene i kombination med 60 procent af EU’s befolkningstallet, kan vedtage forslagene, bliver der ikke nogen ny traktat, har tyskerne og franskmændene sagt. Hvis det sker, vil Tyskland, Frankrig og Benelux-landene undersøge muligheden af at danne en indre, hård ’kerne’ i EU.

Østrig, Finland, Sverige, Irland
De neutrale lande har haft problemer med forslaget om, at EU-landene med den nye forfatning indfører en kollektiv forsvarsforpligtelse. Italienernes nye tekst imødekommer de fire landes bekymringer, og ifølge diplomatiske kilder, er landene tæt på at sige ’ja tak’. For disse fire lande vil en reduktion af kommissionen være et lige så stort problem som for Danmark.

Italien, Cypern, Grækenland
Er ikke en naturlig eller permanent EU-alliance, men disse lande har – sammen med Finland – presset på for at få forfatningstraktaten styrket på området »social samhørighed«, hvilket betyder bedre muligheder for at få fortsat betydelig regionalstøtte til fattige områder.

Benelux-landene
Belgien, Holland og Luxembourg er reelt skuffede over, at slutteksten ser ud til at blive langt mindre ambitiøs end forventet, og at især det nationale veto kommer til at stå stærkt i den nye forfatning. Det vil ikke blokere for et resultat, men begejstringen hos de pro-integrationistiske lande er til at overse.

Ungarn
Har ønsket en styrkelse af teksten om mindretalsbeskyttelse grundet de store grupper af ungarere, som bor permanent i det nye medlemslands nabostater. Ønsket er imødekommet af det italienske formandskab.

De baltiske lande
Har ikke haft helt ens prioriteringer, men især Estland har udtrykt utilfredshed med forslaget om, at EU-landene i fremtiden ved et EU-topmøde i enighed kan ændre et område fra at skulle vedtages enstemmigt til at kunne vedtages med kvalificeret flertal. Det er et forslag, som de danske nej-sigere venter sig meget af.
Senest har JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde kaldt forslaget for klart i strid med den danske grundlov. Forslaget ventes imidlertid vedtaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her