Læsetid: 2 min.

Sexchikane rammer alle

Næsten alle russiske kvinder siger, at de møder seksuel chikane på jobbet
2. december 2003

Lær at antaste
MOSKVA – Bystyret i Moskva har nu fået nok af frivoliteterne og den åbenlyse sexlyst på gader og stræder, som fordrejer hovederne på børn og unge. Derfor har borgmester Jurij Lusjkov bebudet et forbud imod det omsiggribende kysseri på offentlige steder.
Ikke desto mindre er et af de mest populære kurser ved Moskvas aftenundervisning forførelsens kunst for mænd. Og kvinder skal ikke blive overrasket, hvis en bumset ung russer pludselig selvbevidst antaster dem i metroen og forsøger at indynde sig på det frækkeste. For det er, ifølge Moscow Times, hovedindholdet af de nye kurser for sexhungrende mænd.
Samtidig har Sankt Petersborg, Moskvas evige konkurrent, netop udråbt sig selv til Ruslands mest erotiske by. Det skete i et nyt ugeblad Erotic Petersburg, som med bystyrets støtte betegner spirene på Admiralitetet og Peter-Poul Fæstningen som fallossymboler. Bladet indeholder en udførlig guide til byens natlige sexliv.
Al den snak om sex og det enorme marked for prostitution, sexfilm, sexblade har uvægerligt sat sine spor og fået gang i debatten om kønsroller på den almindelige arbejdsplads og i hjemmet. Dog ikke så tydelige spor, at det har fået gang i en egentlig russisk rødstrømpebevægelse. Men problemet sexchikane er kommet i fokus i de russiske medier og på arbejdspladserne.
Dagbladet Novye Isvestija bragte for nylig en forsidesartikel om, at russiske menneskerettighedsforkæmpere nu, godt støttet af amerikanske feminister, går til en »skånselsløs kamp« imod sexchikane på arbejdspladserne. Ifølge avisen vil amerikanerne hjælpe organisationen Fonden til forsvar for kvinders og børns rettigheder med at overflytte de amerikanske erfaringer på området og udøve lobyvirksomhed for at få de russiske lovgivere til at indføre en amerikansk inspireret lovgivning på området.
En talsmand for Fonden siger til avisen, at de har gennemført undersøgelser, der viser, at næsten 100 procent af de russiske kvinder bliver udsat for sexchikane på arbejdspladsen. Den mest almindelige form er, at chefen, selvfølgelig en mand, kræver sex i bytte for arbejde. Alternativet er som oftest fyring eller chikane. Avisen skriver, at den russiske lovgivning faktisk kan føre til retsforfølgelse for den opførsel, men at foreløbig ingen har gidet tage en sådan sag op. Den er alt for almindelig. I USA er der derimod hvert år op imod 20.000 sager om sexchikane og sexdiskrimination.
Novye Isvestija, der regnes for en meget progressiv avis, synes dog ikke særlig foruroliget over problemet. Artiklen, som er skrevet af en kvinde, slutter med følgende sarkastiske bemærkning: »Det russiske samfund kan, hvis det følger en vestlig udvikling, ende med at havne i en fælde: mangelfuld opmærksomhed over for kvinder er også diskrimination. Hvis en mand ikke lægger an på en kvinde, så er det skidt, hvis han gør det, er det endnu værre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her