Læsetid: 11 min.

Den sidste olie

Det 20. århundrede var oliens århundrede, hvor menneskeheden oplevede vækst og velstand som aldrig før. Det 21. århundrede bliver århundredet, hvor olieproduktionen begynder at falde. Spørgsmålet er, om vi vil overleve som art?
13. december 2003

Dit fly er på vej til at lande efter en ferie- eller arbejdsrejse. Ud af vinduet ser du de vidtstrakte, tæt bebyggede byområder, lufthavnen og dens landingsbaner omgivet af travlt befærdede veje og motorveje, hvor myriader af biler og lastbiler summer rundt.
Et hverdagsagtigt syn for os – men samtidig en udsigt, som vore ikke så fjerne forfædre ville have haft svært ved at forestille sig. Det 20. århundrede er en helt ekstraordinær periode i jordens og menneskehedens historie. Et århundrede, hvor klodens indbyggertal voksede eksplosivt fra to til seks milliarder mennesker. Hvor produktionen inden for landbrug såvel som industri blev mangedoblet, hvor landområderne blev tømt for store dele af deres befolkning, som i stedet strømmede til de hastigt voksende storbyer, og hvor handel og transport af varer og mennesker over store afstande vendte op og ned på verdensøkonomien og på den enkeltes tilværelse.
Det hele kan lade sig gøre, fordi menneskeheden fandt ud af at tappe og udnytte de depoter af olie, som blev oplagret i klodens undergrund gennem to forholdsvis korte perioder for henholdsvis 90 og 145 millioner år siden. Under helt særlige forhold med ekstrem global opvarmning blev store mængder organisk materiale omdannet til den olie, vi pumper op i dag og brænder af i vore motorer og kraftværker.
Fra år nul til år 1800 voksede klodens befolkning ganske langsomt fra 300 til 600 millioner indbyggere. Det var, hvad planeten kunne bære før de fossile brændstoffer gjorde deres indtog.
Da mennesket begyndte at brænde kul af, steg jordens befolkning til en milliard. Med olien blev planeten i stand til at rumme og forsørge seks milliarder mennesker i et komplekst globalt samfund, der er dybt afhængig af billig og lettilgængelig energi.

En civilisation bryder sammen
Men i det 21. århundrede vil vi bruge olien op, og hvis vi ikke kan finde noget andet at sætte i stedet, kan vi se frem til et globalt sammenbrud, hævder manden med den pjuskede grå hårmanke og det insisterende blik bag de tykke brilleglas. Colin J. Campbell hedder han – ulykkesfuglen, der i årevis har advaret om en nært forestående, ny, global oliekrise, og som i denne uge gæstede København.
»Vi har bygget hele vores civilisation på den billige olie,« siger den kontroversielle geolog og olie-ekspert, der har mange års erfaring i branchen blandt andet som ledende efterforsker for Texaco. Colin J. Campbell forudsiger, at verden står overfor et nyt oliechok.
»Selv de indfødte i Amazon-junglen er afhængige af olie. Den billige og let tilgængelige olie dominerer alt, men sådan vil det ikke blive i fremtiden.«
Et samfund uden olie er ikke nogen idyl, hvor vi alle sammen flytter tilbage til landet og bliver selvforsynende med vindmøller og hjemmedyrkede gulerødder.
Oven i de klimaproblemer, som den massive afbrænding af fossile brændstoffer allerede forårsager, kan vi se frem til et verdenssamfund der går i opløsning i ressourcekrige, stater der falder fra hinanden, massive folkevandringer og sultkatastrofer, vold, terror og kriminalitet, med mindre vi forbereder os i tide.
Colin J. Campbell er overbevist om, at verdens olieproduktion vil toppe inden år 2010, og derefter vil det gå støt ned ad bakke. Samtidig vokser forbruget, og derfor risikerer vi et voldsomt og pludseligt »gab« mellem udbud og efterspørgsel med store prischok til følge.
Campbells forudsigelser bygger på tesen om, at enhver udvinding af en naturligt forekommende, begrænset ressource antager form af en klokkeformet kurve: Først vokser produktionen i en årrække, derefter nås et naturligt højdepunkt, et plateau – og derefter vender udviklingen og det begynder at gå ned ad bakke.
Det punkt er vi ved at nå, når det gælder olien. Omkring halvdelen af verdens tilgængelige reserver er nu brugt, og det er erfaringsmæssigt det tidspunkt, hvor vendepunktet indtræffer.
Og nej, olien er ikke ved at slippe op. Men den billige og rigelige olie bliver knappere. Kurven for den daglige og årlige produktion flader ud og kan ikke længere holde trit med en verden, hvor efterspørgslen stiger hvert eneste år. Meget snart vil vi se en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, med deraf følgende voldsomme prisstigninger, der kan udløse en global recession.
»Måske har vi i virkeligheden allerede nået toppen,« siger Campbell. »Olien sælges i dag for 29 dollars per tønde, selv om OPEC-landenes mål er en gennemsnitspris på 25 dollar. Det koster kun 0,60 dollar at pumpe en tønde olie op af Saudiarabiens ørken, så der er en enorm profit og en stor fristelse til at producere mere. Men det kan de ikke, de opererer allerede på fuld kapacitet. Myten om, at OPEC holder olien tilbage for at bevare deres greb om den vestlige økonomis strube, passer ikke længere.«
Der er mange andre tegn på, at oliefesten nærmer sig sin afslutning. USA var blandt de første olielande i verden og er nu også blandt de første til at tømme sine reserver. Den amerikanske »oliekurve« følger nøje den klokkeformede figur, som teoretikerne forudsiger. Allerede i 1970 toppede kurven, og den falder nu ubønhørligt år for år.
Også olieeventyret i Nordsøen nærmer sig sin afslutning. Kurven toppede i år 2000, og allerede i år 2010 vil produktionen være faldet med over en tredjedel. Danmark får dette at mærke allerede fra næste år eller fra år 2005, hvor Energistyrelsens egen prognose siger, at produktionen vil toppe for derefter at begynde at falde.
I alt er 50-60 af verdens lande nået forbi »toppen« af deres olieproduktion, og kun ganske få nye lande er på vej ind med betydelige mængder af olie. Det er urolige hjørner af verden som Kazakhstan, Aserbajdsjan og måske Rusland og i mindre omfang Canada, Venezuela og Brasilien, der vil være i stand til at øge deres produktion. Dertil kommer Irak, forudsat at det lykkes at stabilisere landet. Denne lille håndfuld lande skal udfylde hullet fra den faldende produktion mange andre steder i verden og den hastigt voksende efterspørgsel.

De døende giganter
Men der bliver da stadig fundet masser af olie, gør der ikke?
Tjah, i begyndelsen af december måned kunne de britiske medier berette om eufori i landets oliebranche. Regeringen havde netop godkendt udvindingsplanerne for det største oliefund i britisk område i de seneste ti år, skriver kommentatoren George Monbiot i The Guardian, og han fortsætter:
«Over alt hører vi, at dette er et »enormt« fund, hvilket skulle modsige ideen om, at Nordsøolien er på vej til at slippe op. Men man begynder at opdage, hvor sort det ser ud for menneskeheden, når man erfarer, at dette ’enorme’ nye felt kan forsyne verden med olie i fem og en kvart dag.«
Vi pumper i øjeblikket olien op fra jordens indre med en fart af 77 millioner tønder om dagen, og verdens tørst efter olie vokser hvert eneste år med en million tønder om dagen.
Det Internationale Energiagentur forudser, at vi i år 2020 skal pumpe 103 millioner tønder op af jorden hver dag, og i år 2030 vil den globale olietørst sluge 120 millioner daglige tønder. Med andre ord skal produktionen i stedet for at flade ud på det nuværende niveau, vokse med over en halv gang i de næste 25-27 år.
Det kræver massive investeringer og nye store oliefund. Og jo, der findes nye oliefelter, men mange små fund kan ikke opveje, at verdens få virkeligt store oliefelter er gamle og nedslidte.
Næsten halvdelen af verdens olie kommer fra kun 120 gigantiske felter. 36 mega-oliefelter, som blev fundet for over 40 år siden, står tilsammen for næsten 16 millioner tønder olie om dagen. I kontrast hertil producerer de 12 af de store felter, der er fundet i det seneste årti, tilsammen under en tiendedel af denne mængde.
De store oliefelter udgør rygsøjlen i verdensproduktionen. Her findes olien i rigelige mængder, let tilgængelig og billig at hente op. Men alt tyder på, at de fleste store oliefelter allerede er fundet.
I fremtiden vil vi i højere og højere grad blive afhængig af en myriade af små, besværlige og svært tilgængelige felter med beskedne mængder af olie, som tilsammen skal erstatte fortidens giganter i takt med, at de tømmes ud. Eller vi skal udvinde olie fra tjæresand og olieskifter – besværligt, dyrt og langsomt.
Planlægningsekspert i Irans statslige olieselskab, Dr. Ali Bakhtiari, tror ikke på, at disse alternativer vil kunne erstatte nutidens gigant-felter.
»Når giganterne dør er enden nær. Dem bør vi alle holde øje med. Tag verdens største oliefelt, det saudiarabiske Ghawar-felt, som alene producerer 5 millioner tønder olie om dagen. Ghawar-feltet indeholder over 200 horisontale boringer, og den dag de rammer vand, går det galt. Produktionen vil styrtdykke, og der er intet, man kan gøre ved det. Hverken penge eller teknologi kan hjælpe,« siger Bakhtiari.
»Under ingen omstændigheder vil verden kunne producere mere end 85 millioner tønder olie om dagen. Der skal simpelthen mirakler til for at nå højere. Derfor er alle forudsigelser om at nå 100 millioner tønder om dagen eller derover ganske absurde.«

Optimister og sortseere
Jamen, har vi ikke ligesom hørt det hele før?
I Grænser for Vækst i 1972 spåede Rom-klubben, at olien ville slippe op i år 2001. Som bekendt holdt det ikke stik. Gang på gang er de alarmistiske meldinger om, at vi æder os ind på oliereserverne blevet gjort til skamme af nye fund og nye og mere effektive indvindingsmetoder. I efterhånden mange år har der været olie nok til omkring 40 års forbrug. Og det bliver der tilsyneladende ved med at være, siger optimisterne.
Den »optimistiske skole« mener, at der endnu er store mængder af olie, vi ikke har fundet endnu. »Vi vurderer, at der findes op mod 700 milliarder tønder i yderligere reserver,« siger geolog Donald L. Gautier fra USA’s Geologiske Undersøgelser. »Ifølge vore beregninger har verden kun brugt 23-24 procent af de tilgængelige reserver. Men som olieøkonomerne siger, så er mængden af olie i jorden ukendt, ubestemmelig og irrelevant.«
Det er markedsmekanismer snarere end geologi, der styrer oliepris og -produktion. Når olie bliver dyrere, forskes der mere i nye kilder, indvindingsteknologien forbedres, man skifter over til andre energikilder osv.
Forkert, siger pessimisterne. Olieprisen er ikke »elastisk« på samme måde som prisen på mælk eller rugbrød, forklarer olieprisanalytiker Peter Stewart fra konsulentfirmaet Platts.
»Når du tager bilen på arbejde, og prisen per liter benzin stiger med én krone, lader du jo ikke bilen stå af den grund. Heller ikke når den stiger med en krone til, eller endnu en. Først når prisen når meget højt op, bider du i det sure æble og tager bussen i stedet.«
Vi er afhængige af olien i en grad, så vi ikke uden videre kan skære ned i forbruget, når prisen stiger. Prissvingningerne kan være ekstremt uforudsigelige og voldsomme – i 1999 var prisen i bund med kun 10 dollar per tønde, men allerede året efter opstod der nærmest panik ved de vestlige landes benzinpumper, da prisen skød i vejret til 37 dollar tønden.
Prisen afspejler slet ikke, hvor store eller små reserver, der er tilbage nede i jorden. Derfor vil den ikke stige langsomt over en længere årrække, så vi kan nå at tilpasse os. Tværtimod vil der komme bratte pris-hop, som kan udløse en ny global recession, som måske igen får prisen til at styrtdykke. Et ekstremt ustabilt oliemarked og en verdensøkonomi i krise er ikke det bedste udgangspunkt for at finde penge til de massive investeringer i nye energikilder, der kan erstatte olien.

Ingen nemme løsninger
Men de bedre indvindingsteknikker da? Modsat hvad de fleste tror, er det i gennemsnit kun 30 procent af den olie, der findes, som bliver udnyttet. Resten er man nødt til at efterlade nede i jorden, fordi det er for dyrt og vanskeligt at pumpe den op.
Ny teknologi kan øge indvindingsprocenten. Og blot nogle få procent mere betyder en markant vækst i reserverne. For eksempel har de olieselskaber, der opererer i den danske del af Nordsøen været ekstremt dygtige til at presse olien ud af de porøse kalklag, hvor den gemmer sig. Alligevel udvinder vi kun 22-23 procent af olie.
Som kontorchef i Energistyrelsen Søren Enevoldsen siger til bladet Teknologidebat:
»Der er altså en masse olie tilbage i Nordsøen, som måske kan udvindes en dag, hvis teknologien forbedres.«
Det hjælper bare ikke på det overordnede problem, siger Colin Campbell. Tværtimod. »Jo dygtigere vi bliver til at udvinde olien, des hurtigere slipper den op. Ny teknik giver endnu mere og billigere olie, så vi øger vores forbrug og vores afhængighed. Det gør bare chokket så meget større, den dag festen stopper.«
Vi er omsider nået forbi det punkt, hvor vi debatterer om olieproduktionen vil toppe, konstaterer Campbell. Selv den amerikanske energistyrelse arbejder nu med fremtidsscenarier, hvor olieproduktionen begynder at falde enten i 2016 eller senest i 2037.
»Kun de økonomer, som stadig hævder at jorden er flad, slås videre om det, mens resten af debatten handler om, hvad der vil ske, når vi når forbi toppunktet, og hvad vi kan gøre,« siger han.
Colin Campbells eget forslag er, at de rige olieimporterende lande bør indgå en aftale, en slags olie-protokol, hvor de forpligter sig til at skære ned på olieimporten med 2,5 procent årligt. De kan så selv vælge, om de vil gøre det ved hjælp af skatter, rationering, energibesparelser eller alternative energikilder.
Andre peger på, at implementering af Kyoto-aftalen, som i denne uge var genstand for endnu en resultatløs forhandlingsrunde i Milano, vil bringe os et skridt i den rigtige retning, fordi aftalen bremser de rige landes forbrug af olie, kul og gas.
Men netop de enorme vanskeligheder ved at gennemføre Kyoto-aftalen varsler ilde for en global aftale, der kan aftrappe olieimporten – det vil være nøjagtigt lige så svært at blive enige om, hvem der skal ofre sig mest.
Donald Gautier fra USA’s Geologiske Undersøgelser tvivler således på, at amerikanerne vil være med.
»Hvis I europæere indfører sådan en protokol, vil olieprisen sikkert falde, og så kan vi amerikanere jo bare køre i endnu større biler,« ironiserer han
Colin Campbell skjuler ikke sin pessimisme.
»I dag er kulbrintemennesket den eneste tilbageværende art på jorden. Men i løbet af dette århundrede vil han dø ud. Spørgsmålet er, hvad vi kan sætte i stedet – og hvor mange af os der vil være her for at se det.«

*Læs mere om denne uges oliekonference på www.ida.dk/oilconference/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu