Læsetid: 4 min.

Fra skred i ’73 til skælv i 2001

Hvad var det, der startede ved jordskredsvalget i 1973? Glimrende udgave af tidsskriftet Politica aktualiserer erfaringer fra valget i 1973
22. december 2003

Jordskred
Mogens blev til Pia: Den store protest mod velfærdssamfundet blev til det store forsvar for det bestående. Dansk Folkeparti voksede ud af Fremskridtspartiet. Som Kim Behnke i 1995 sagde om Fremskridtspartiet:
»Vi må ikke glemme, at vi er et protestparti, som er imod det bestående samfund.«
Det glemte grundlæggerne af Dansk Folkeparti tilsyneladende alt om. Eller også var det en pointe at skifte den anarkistiske tendens ud med det, Søren Krarup har kaldt en ’modstandskamp’ mod alt det, som truer det bestående danske samfund. Det startede ved valget i december 1973. Søren Mørch beskriver i Den sidste Danmarkshistorie valget oppefra:
»Ved det, som blev benævnt ’jordskredsvalget’ i 1973, kvitterede vælgerne ved at udskifte omtrent en tredjedel af Folketingets medlemmer fra de gamle partier og i stedet for indsætte bl.a. Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne. Selv om de faktiske forhold foreligger stjerneklare, er det stadig ikke muligt at levere en ordentlig forklaring på, hvad der skete ved den lejlighed, men dansk politik blev i hvert fald aldrig den samme siden.«
Det, der skete, var at nye partier som CD, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet kom i Folketinget: CD var som Socialdemokratiet uden klassekamp: et forsøg på at konsolidere den nye velstand. Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget som en reaktion på den seksuelle frigørelse, og Fremskridtspartiet viste sig som et attentat på velfærdsstaten, bureaukrati og skattetryk. Valget i 1973 afslørende nye politiske kriterier: De nye partier var ikke traditionelle partier. De var ikke decideret højre eller venstre-orienterede: De var værdibaserede.
Eller som Jørgen Elklit og Mogens N. Pedersen skriver i det seneste og fortræffelige nummer af Politica, tidsskrift for politisk videnskab, som undersøger
’Jordskredsvalget’ 30 år efter:

En ny dimension
»Jordskredsvalgets blivende bidrag til udviklingen af dansk politik var to ting: for det første ændringen af partisystemets format fra et system med fire-fem partier til et ekstremt pluralistisk system med dobbelt så mange partier...( )For det andet, at denne ekspansion også medførte en ændring fra et overvejende endimensionalt partisystem til et todimensionalt system, hvor den traditionelle ’højre-venstre’-dimension, som man nu ofte betegner som den ’gamle’, blev suppleret med en anden dimension, som man har hæftet mange betegnelser på i tidens løb – og som nok også har ændret sig i takt med med den gradvise ændring i konfliktstrukturerne i løbet af perioden: ’protest’, ’postmaterialisme’, ’værdidimensionen’, ’ny politik’, og muligvis endnu flere.«
Søren Mørch konstaterede i Den sidste Danmarkshistorie fra 1996, at de danske politikeres reaktion på ’Jordskredsvalget’ var bemærkelsesværdig: De fortsatte, som om intet var hændt. Det er nu Elklits og Pedersens pointe, at det seneste folketingsvalg i 2001 viste, at den anden dimension ikke bare beskriver vælgernes kriterier, men nu »for alvor er rykket ind i Folketingssalen«.
Og som Jørgen Goul Andersen i en anden artikel bemærker: Alene det værdipolitiske spørgsmål om indvandrere havde større betydning for vælgernes stemme ved folketingsvalget i 2000 end hele højre-venstredimensionen; dvs.: De fleste vælgere opfattede sig ikke primært som højre- eller venstreorienterede, men satte deres stemme efter opfattelse af udlændingespørgsmålet.

Ny politik
Ole Borre skriver i en glimrende artikel om vælgeradfærden fra 1960 til 2001. Den såkaldte ’ny politik’ sætter dagsorden, når de materielle behov er tilfredsstillede. Når de økonomiske forhold er stabiliserede, bliver værdierne afgørende. Det drejede sig i 50’erne om at sikre økonomisk vækst og nogenlunde rimelig omfordeling. Velfærdsstaten institutionaliserede omfordelingen. Men allerede i 60’erne artikuleredes forventninger om politik baseret på værdier:
»Værdier som demokrati, medbestemmelse, ligeret og selvudfoldelse blev sammen med økologiske værdier udgangspunktet for oprøret mod autoriteterne i det
etablerede samfund.«
Det er logisk, at den generelle velstandsstigning fører til en højredrejning på den traditionelle skala: Det kan godt være, at der fortsat er stor forskel i indkomst, men de fattigste er også blevet rigere. Klassekampen mister tilsyneladende sin legitimitet.
Men man kunne i den forbindelse antage, at værdipolitik blev et venstreorienteret anliggende. Det stigende uddannelsesniveau skulle favorisere antiautoritære forestillinger om samfundet. Men de højtuddannede har ikke præsteret en værdipolitiske offensiv. Dansk Folkeparti har på vegne af ’den lille mand’ rettet en kampagne mod de højtuddannede som en ’undertrykkende elite’: Den borgerlige sejr ved valget i 2001 var de lavtuddannedes sejr, som Anders Fogh Rasmussen gjorde synlig ved at lancere ’ekspert’ som et skældsord.
Borre tilføjer, at Dansk Folkepartis sejr ved valget måske kan udlægges som udtryk for ’højrepopulisme’, men under alle omstændigheder bidrager til at legitimere det politiske system.

Velfærdsstaten
Jørgen Goul Andersen har skrevet en artikel om Socialdemokraternes krise: Partiet har mistet monopol på velfærdsstaten. Den socialdemokratiske velfærdsstat er universalistisk. Den postulerer, at velfærden er for alle uafhængig af indkomst og social gruppe Men partiet har i de senere år vist en tendens til at målrette sociale ydelser til bestemte grupper. Og »målrettede ordninger bygger på altruisme (fra os til dem); modtagerne bliver ofte glemt eller ofre for stigmatisering, fordi de er uden ressourcestærke fortalere.«
Den borgerlige regering gjorde i 80’erne velfærdsordningerne mere universelle, mens venstrefløjen og Socialdemokraterne har foreslået sociale ydelser målrettet mod de ’svage’. Når modtagerne bliver peget ud som særligt berettigede til sociale ydelser, skal de være taknemmelige: Staten gør dem en venlig tjeneste. Goul Andersen konkluderer:
»For Socialdemokratiet er risikoen for målretning ikke blot større ulighed på længere sigt, men i værste fald en selvforstærkende underminering af velfærdsstatens legitimitet.«
Der er fine indsigter i Politica 4: empirisk og statistisk belæg for teser og perspektiveringer af det, der blev kaldt et jordskred i 1973. Og der er linjer frem til det valg i 2001, der stadig opleves som et stjerneklart, men endnu ikke forstået signal.

*Politica Nr. 4 2003 (red.: Jørgen Elklit & Green-Pedersen): 30 år efter Jordskredsvalget. 124 s., 100 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu