Læsetid: 6 min.

Slut med Tony Blair

De britiske vælgere har fået nok. De har endelig gennemskuet Tony Blairs facade af blød konservatisme og spin. Briterne er naturligt konservative, og snart vil de vise det ved valgene igen. Det siger den konservative kronprins, skyggefinansminister Oliver Letwin i et eksklusivt interview med Information
9. december 2003

Interview
London – Der er sket noget bemærkelsesværdigt i britisk politik. For blot seks måneder siden ville man simpelthen ikke have troet, at det var muligt.
Avisernes analyse- og ledersider bugner af artikler, som forudser premierminister Tony Blairs snarlige afgang. Samtidig går de konservative stille og roligt frem i meningsmålingerne under myndig og kompetent ledelse af den nyvalgte 62-årige leder Michael Howard.
Hvad er der sket med det konservative parti, der i årevis har excelleret i kunsten at udradere egne ledere og samtidig bruge det meste af den politiske energi på at slås om Europa-politik, enlige mødres og homoseksuelles eksistensberettigelse samt forældres ret til at slå egne børn?
Information har søgt en forklaring hos den konservative kronprins og mediedarling, skyggefinansminister Oliver Letwin.
Letwin anses for at være usædvanlig i partiet. Intellektuel, veltalende og samtidig 100 procent loyal over for den til enhver tid siddende leder. Han deltog ikke i de mange interne komplotter mod tidligere partileder Iain Duncan Smith. Til gengæld er Letwin ikke i tvivl om, at fremtiden nu – for første gang i syv år – er lys for de konservative.

Vi skuede ned i afgrunden
Information møder Letwin i den lokale partiforening i London-bydelen Wimbledon. Her er folk velhavende, overvejende engelske og hvide. Der er mange privatskoler, hjemmegående husmødre og privatansatte fædre. I fritiden spilles der tennis og golf. Med andre ord en oplagt konservativ valgkreds, bortset fra at den sidst gav valg til en Labour-mand, hvilket er grunden til, at Letwin er kommet for at booste selvtilliden for de lokale konservative.
»Hvis dette parti ikke kan vinde Wimbledon ved næste parlamentsvalg – ja, så kommer vi ikke i nærheden af at vinde valget på nationalt plan. Til gengæld tror jeg, at vi faktisk kan vinde. Og det er en ny fornemmelse for mig. Da jeg stod foran Central Office (det konservative hovedkvarter, red.) ved siden af Iain, efter han havde tabt lederafstemningen for tre måneder siden, troede jeg, at partiet var på vej mod total udslettelse. Skuende mod afgrunden.«
»Men så skete der er mirakel med valget af Michael Howard. For første gang i 10 år taler vi sammen i den konservative parlamentsgruppe. Vi samarbejder. Hvis ikke, vi passer godt på, ender vi med, at der snart er nogle i pressen, som beskylder os for at have en høj moral,« indleder Letwin med et smil.
Han indrømmer, at partiets pludselige succes hænger sammen med en spontan bølge af interne problemer for den ellers så succesrige premierminister Blair:
»Vores genfundne selvtillid ville intet have betydet, hvis årstallet var 1997. Dengang ville folk simpelthen ikke høre på os. De ville have forandring. Situationen er anderledes nu. Regeringen er i intern borgerkrig. Premierministeren har ikke styr på hverken sin finansminister eller sine menige parlamentsmedlemmer. Befolkningen er åbenlyst utilfreds med kvaliteten af de offentlige ydelser og med Gordon Browns nye skatteforhøjelser. Finansministeren bruger 55 millioner pund i timen uden nogen resultater – eller rettere: med det utrolige resultat, at der ingen forbedringer sker. Vi har fået 24.000 ekstra administratorer i det offentlige sundhedsvæsen siden 1997. Vi er det eneste land i OECD, hvor antallet af administratorer overstiger antallet af sengepladser. Udgiften til regeringens egen administration er steget med 50 procent.«
»Den britiske befolkning, som pr. instinkt er liberal, ønsker ikke dette massive bureaukrati. Regeringen er besat af måltal og interne succeskriterier. Og for at måle deres egen succes har de så ansat en bunke konsulenter. Med barokke resultater. Hvad er f.eks. succeskriteriet for et hospital i dag? Det er at komme hurtigt af med patienterne. Vi har brug for et system, hvor borgerne oplever, at det offentlige betragter dem som et tilvalg. Regeringen udsteder 5.000 nye regulativer rettet mod små virksomheder hvert eneste år. Det betyder muligvis ikke så meget for store virksomheder. Men hvad med de små?«

Kælen konservatisme
– Er de offentlige serviceydelser, stigende bureaukrati og stigende skat jeres hovedtrumf-kort? Den britiske økonomi kører jo ellers godt i forhold til resten af EU.
»Den kører ikke ringe, men den behøver deregulering. Det er nødvendigt at befri både virksomheder og almindelige mennesker fra den spændetrøje af politisk korrekt bureaukrati, som regeringen står for. Men andre højt prioriterede områder er den europæiske forfatning, hvor vi ønsker at sende resultatet til folkeafstemning, og hvor vi i øvrigt er modstandere af forfatningen, som den ser ud lige nu. Tryghed og sikkerhed er en anden mærkesag for os. Vi lover 30.000 ekstra politibetjente på gaderne. Og så vil vi gøre noget ved den katastrofalt faldende værdi af almindelige menneskers opsparing og pension.«
– Klassiske konservative udsagn, som ikke leverede jer varen ved de to foregående valg
»Som sagt ligger meget af forskellen i, at dialogen mellem vælgerne og regeringen er brudt sammen. Denne besættelse af spin, af præsentation frem for substans er ikke gået upåagtet hen. Tilliden er borte. Og Hutton-kommissionens rapport kommer til januar. Men hulheden ligger også i, at regeringen i vidt omfang har lovet befolkningen mange klassiske konservative mærkesager og ikke leveret varen. Det er sådan, de har vundet regeringsmagten. Ved at lade New Labour fremstå som sådan en slags kælen konservatisme (cuddly conservatism). Det, der er gået op for folk, er, at New Labour er en forklædning. Regeringen kan ikke komme uden om, at Labour er og bliver en moderne variant af en statisk kommando-socialisme.«
– Blair, socialist?
»Tony Blair lyder som om, han har adopteret Thatcherismen, men hvis man analyserer den faktiske politik, vil man se, at overfladen forsvinder. Først og fremmest er der regeringens blinde tiltro til bureaukrati, til at ethvert problem forsvinder, hvis man blot udvider den offentligt ansatte stab. Hele den holdning oser af, at man ingen tiltro har til menneskets egen formåen. Blair vil vel i virkeligheden gerne være en af os ... men han er det ikke.«

Blair er farligst
– Alle taler om, at Blair måske er på vej væk – slidt op eller presset ud af sine egne. Vil Labour være lettere eller sværere at vinde over ved næste parlamentsvalg under Gordon Browns ledelse?
»Brown er mere troværdig. Fordi han er den ægte vare – Old Labour, altså socialisme. Og derfor er og bliver Blair den farligste modstander for os. Premierministerens troværdighed er slidt ned. Men folk ser ham ikke desto mindre fortsat som en statsmand, som en leder med format. Hvis Blair forsvinder fra scenen, vil Labours bedrag af vælgerne stå langt tydeligere frem. Blair er fernissen på New Labour. Det er ham, der har gjort det naturligt for første gang for flertallet i et ellers naturligt konservativt-liberalt samfund som det britiske at stemme til venstre. Hans vælgertække og talegaver skal ikke undervurderes af os.«
– Du er selv pressens yndling. I al tiden under Iain Duncan Smith blev det sagt om dig, at du var civiliseret, intellektuel og en oplagt kronprins – men måske ikke brutal nok til at blive partileder. Kan du genkende dig selv?
»Nej, altså …« For første gang under interviewet bliver den veltalende Letwin synligt forlegen. »Jeg har to personlige regler. Jeg ønsker ikke at gøre politik til en person-affære. Og jeg forsøger at undgår at score lette points forstået på den måde, at der er sager, hvor jeg ved, jeg kunne gøre mig populær ved at sige noget bestemt, men hvor jeg måske ikke ville mene det. Eller hvor jeg synes, modparten har ret. Så må man ikke falde for fristelsen til at sige noget, man ikke mener. Jeg tror, vælgerne er voksne mennesker. De ønsker ikke gladiator-kamp eller smarte, skarpe meningsudvekslinger. De ønsker fornuft og interesse.«
– Din nye leder, Michael Howard, bliver ellers netop berømmet i pressen for sine verbale dueller hver onsdag i Prime Ministers Question Time. Han vinder faktisk holmgangene mod Blair. Det er helt nyt.
»Ja, Michael Howard er suveræn til det. Og når vort politiske system er bygget sådan op, må man kunne beherske det. Men personligt mener jeg ikke, det tiltrækker almindelige mennesker overhovedet. Question Time er ikke et ønskeligt system, men indspist og pompøst. Måske giver det endda vælgerne en vis afsky for politik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her