Læsetid: 3 min.

Slutningens begyndelse

Den skabende kunstner lader den første tone kalde på den næste for at skabe et fletværk, der legemliggør det tomme rum, hvor resonnansen allerede klinger
31. december 2003

Stikord
Al begyndelse er svær! lyder en gammel, lidt belærende erfaring, som barnet må tage til takke med, når det slider med indlæringen af sprog og hovedregning. Übung macht den Meister! siger man, når det er nået til faget tysk. Klavier-Übung er fællestitlen på nogle af Johan Sebastian Bachs mesterværker. Hans begyndelser er bemærkelsesværdige.
I sommer beskrev Klaus Rifbjerg i et ’Indstik’ her i avisen med slående eksempler, hvor frapperende optakten i visse berømte litterære mesterværker er. For her skal læserens interesse vækkes til videre befordring. Han lagde vægten på at demonstrere begyndelsens retoriske effekt. Den, som også nyhedsjournalisten daglig betjener sig af. Han underbetonede egentlig det særlige i den betydningsladning, de indledende ord skal have, den han selv er en mester i at sætte i værk. Det mægtige potentiale, der kan være indeholdt i den første tone. Her findes ’udfoldelsens kunst i fortætning’.
Sådan formuleres det af den franske filosof Alain (1868-1951), der egentlig hed Émile Auguste Chartier, hvis egensindige Tanker vist på det nærmeste er fortrængt af yngre eksistentialister, strukturalister og postmodernister. Hans essay om ’Bachs sprog’ (Hasselbalchs Kulturbibliotek, 1954) handler om begyndelse, forløb og afslutning. Den udøvende instrumentalkunstner indordner begyndelsestonen efter det, som kommer efter, adlyder den færdige musik. Men den skabende kunstner lader den første tone kalde på den næste for at skabe et fletværk, der legemliggør det tomme rum, hvor resonnansen allerede klinger. Cembaloet formåede ikke, men musikken krævede det, selve tomheden sang i øret. Således har klaveret fuldkommet fugaerne, og til gengæld har fugaerne fuldkommet klaveret. Det er et smukt forsvar for udførelsen af Bachs musik på det moderne koncertflygel, hvor klangen holder den stadig frie streng i bevægelse. Om fugaerne siger han, at slutningerne ikke bringer noget, som ikke allerede fandtes i temaet, med virkning som en naturnødvendighed.

Tallenes tale
Læser man nu Karl Aage Rasmussens essay i hans Har verden en klang om ’Tallenes trolddom – eller Bachs hemmelighed?’ hører man om komponistens viden om ’talmystik’, hans nøgletal, bl.a. 2138, som er bogstaverne b-a-c-h.s numre i alfabetet. Således omfatter hans to sidste værker, Det veltempererede klaver II og Kunst der Fuge hver 2135 takter. De sidste tre er den stumme henvisning til treenigheden. Kun Gud er fuldkommen. At Bachs Kunst der Fuge slutter ganske brat, midt i en variation over tonerne b-a-c-h, så man ved første gennemhøring tror, det er en fejl i pladen, er da et yderste raffinement. Til forskel fra Beethoven, der i orkesterværkerne har det voldsomme codaer, punktum efter punktum, basta, basta.
Hvis al begyndelse er svær, er afslutningen ikke en mindre kunst. For nylig skrev den svenske forfatter og kritiker Ola Larsmo i Dagens Nyheter om den romantisk-realistiske digter C.J.L. Almqvists dialog om ’Konsten at sluta stycken’, hvor han plæderer for den åbne slutning, som er hentet ud af livet, frem for den, der får læseren til at lukke bogen med et suk, tilfreds med hvad han fik. Livet har nok en ende, men sjældent en sådan, at alt er lagt til rette. Hvordan gik det? Hvordan kunne det gå sådan? må man snarere spørge. Larsmo har så læst slutningen på et antal af sæsonens bøger og finder, at de hver for sig er ansatser til en hel poetik.
Et greb i bunken af tidens danske bøger på bordet foran mig:
Ib Michaels Paven af Indien slutter »... verdens fattige, alle dem der aldrig bliver hørt før det er for sent og vore tårne brænder«. Dorrit Willumsens Bruden fra Gent: »Han syntes, hun var en sjælden, sart plante, han aldrig havde kendt«. Mette Winges Fuglebal: »- Jeg er på vej!«. Ole Wivels digte Himlen mellem husene: »... og talløse ukendte/stjerners stilhed«.
Klaus Rifbjergs nye, store ’tilfældighedsroman’ Alea med dens uberegnelige komposition lader, som om den er styret af indfaldets terningkast og vilkårlige synsvinkelskift. Men tag ikke fejl af dens umiskendelige musikalitet, rytmiske sikkerhed og naturlige variationsmønster. Indledningsordene er : »Telefonen ringer. Telefoner ringer over hele verden«. Så er udvidelsesmotivet givet.
Og slutningen? Telefoner ringer atter over hele verden: »Er der nogen?/Intet svar./Klik.« Afbrydelsens uvished i en muligvis meningsløs verden.
Al slutning er svær.

kultur@information·dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu