Læsetid: 2 min.

Smag, kokke og kunst

6. december 2003

Spot
Årets bogmesse afslørede salgstrenden i bøgernes virkelighed: Kogebøger og erindringer er faste menuer, mens skønlitteraturen kun bestilles à la carte.
DR 2 bekræfter smagsvalget, omsat til tv. I aften er der i hvert fald temalørdag om mad og stjernekokke – sådan som danskerne grangiveligt gerne vil have det.
De udvalgte kokke »tryller med de bedste råvarer« – ja, restauranten Rudolf Mathis i Kerteminde insisterer endda på at få sine grøntsager kørt til Fyn direkte fra Paris, fordi de danske grønsager er for slatne. Se, det kan man kalde en holdning til råvarer. Og på Le Sommelier i København arbejder kokken 80 timer om ugen for at kreere det perfekte på tallerkenerne.
Programmerne giver umiddelbart alt det, vi gerne vil vide om stjerner: perfektionismen, idealismen og æstetikken. Men programmet bruger også tv’ets nærhed til at bore ned i bagsiden af det idoliserede liv, altså de lange arbejdstider, de umulige arbejdsstillinger, kravene om nye påhit og de lunefulde trends, der let kan koste kokken jobbet.

Egentlig er det kun skuespillere og rockmusikere, som medierne plejer at portrættere på denne måde. Se bare TV2’s eftermiddagsprogram om Celine Dions showstart i Las Vegas – »A New Day Begins« – der antagelig handler det lige så meget om hendes premierenerver som om selve showet.
Det er skønt, at kokkene kommer i søgelyset – blandt os overvægtige danskere er der vist ikke mange, der ikke gerne vil vide mere om mad.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor DR’s temalørdag ikke oftere kaster sig over kunsten. Hvorfor må alle disse begavede journalister på statskanalen ikke bruge deres kræfter på at give dybdegående fremstillinger af præmisserne for at skabe kunst i Danmark?
Hvorfor må de ikke gnave sig gennem kunstarterne, den ene efter den anden, så vi seere kunne få smagsprøver både på værkernes æstetik og deres skabelsesbetingelser.
Hvorfor inviterer DR os ikke til kunstformidling, så vi kan sluge lyrikkens indre universer, sniffe til oliemalingens drilske natur, nyde eftersmagen af orgelspillets kræftpræstationer, skære samtidsdramatikken i små bidder, nedsvælge digitalmusikkens summeforstyrrelser, skåle på danserens tempoafsæt, sætte gaflen i byggekunstens formkvababbelser og slikke os om munden ved tanken om filmens drøm om det udtømte lærred…?
Hvorfor må vi ikke benytte DR2’s gode, gamle aftenskole-image til at kvalificere os til smagsdommere? Vores statsminister og vores kul-
turminister mener, at vi alle er eksperter. Men da folkeskolens undervisning i æstetik og kunst fortsat er begrænset, er vi nogle, der gerne vil vide mere.
Hvis vi lover at se kokkeprogrammet, må vi så også få noget om de andre kunstarter?

*TV2 kl. 13.00-13.45: Celine Dion i Las Vegas
*DR2 kl. 19.15-22.15: Temalørdag om Stjernekokke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her