Læsetid: 4 min.

Solidaritets børn ser fremad

Kranerne fra skibsværftet ånder hen over Gdansk. Byens unge er helt bevidste om historiens betydning, men de tænker nu mest på fremtiden i Europa
4. december 2003

GDANSK – Monika Sobocinska blev født i juni 1982.
»Jeg kan regne ud, at jeg blev undfanget i den periode i 1981, hvor bølgerne gik højt, og min far var på barrikaderne,« siger hun.
I dag, 21 år senere, står hun foran det gamle Lenin skibsværft i Gdansk og lufter sin seks måneder gamle hund, Saba – et kryds mellem en labrador og en boxer.
Monika Sobocinskas far arbejder på skibsværftet den dag i dag.
Ligesom han gjorde det i 1980, hvor de første store strejker i Gdansk satte ind og fagforeningen Solidaritet blev født under ledelse af elektrikeren Lech Walesa. Ligesom han gjorde det i 1981, da magtkampen mellem det kommunistiske regime og Solidaritet kørte op og kulminerede med, at Polens ministerpræsident, general Wojciech Jaruzelski, indførte undtagelsestilstand. Ligesom han gjorde det midt i 80’erne, hvor Solidaritet genoptog sine aktiviteter efter, at urolighederne i gaderne og sammenstødene mellem politi og demonstranter var blevet færre og undtagelsestilstanden var ophørt.
Alt dette er noget, som for Monika Sobocinska tilhører historien. Det er noget, hun har hørt om i skolen og fra sine forældre.
»Men nogle ting kan jeg godt huske. For eksempel en gang, hvor der var nye demonstrationer, da jeg var fem år. Min mor og jeg var ude at gå, da politiet standsede os og bad os om at gå hjem, fordi det var for farligt for os i gaderne,« siger Monika Sobocinska.
Dengang forstod hun selvsagt ikke den betydning, som Solidaritet senere skulle få.
»Men det gør jeg i dag,« siger Monika Sobocinska.

Døde mindes på muren
Hun kigger rundt på Solidaritetspladsen, hvor det store monoment rækker langt op i luften, og mindepladerne over de døde hænger på en mur ved indgangen til værftet. Det samme gør Pavens portræt, omkring hvilket der hænger blomster. De mange og høje kraner fra værftet stikker højt over byen. Det er nærmest, som om de konstant trækker vejret og ånder hen over byens tage.
Det er egentlig først i historiens og bagklogskabens lys, at de polske arbejderes mod står klart. Det var dem, som stod fast på principperne. De strejkendes intellektuelle rådgivere anbefalede derimod ofte mere pragmatiske tilgange, når der skulle forhandles med styret. I dag er det bredt anerkendt, at det var Walesa og co.’s fortjeneste, at tillidskrisen til det kommunistiske system spredte sig så meget, som det gjorde i den tidligere østblok. Det er bredt anerkendt, at det var her i Gdansk, at opbruddet i Sovjetunionen og resten af Østeuropa begyndte.
Men 23 år er længe siden, og i dag er andre spørgsmål på dagsordenen i det demokratiske Polen – også her i Gdansk.
»Vi er taknemmelige for Solidaritets indsats. Men nu er der en anden dagsorden. Vi er snart medlem af EU, og nu tænker de fleste nok på, hvordan de kan skabe en god fremtid for sig selv og deres børn,« siger Monica Sobicinska, som læser til dyrlæge og håber at kunne få job her i Gdansk, når hun er færdig om to et halvt år.
At få arbejde er ikke det nemmeste i dagens Polen, hvor arbejdsløsheden visse steder er 20 procent. Ironisk nok blev Gdansk i særlig grad ramt af de reformer, som blev født her i byen. Skibsværftet oplevede i 1997 massefyringer, hvilket skabte ny uro i gaderne. Men befolkningens solidaritet med Solidaritet var på det tidspunkt ikke længere den samme, og protesterne blev modtaget med skuldertræk i det meste af Polen.
Ifølge Lech Walesa selv havde Solidaritet på det tidspunkt sejret sig selv ihjel, fordi bevægelsen og det politiske parti »begik den fejl at holde fast i fortidens sejre og ikke være aktive nok i opbygningen af det demokratiske Polen«. En sjælden erkendelse fra en mand, som opnåede at blive Polens præsident, men som i dag klager over, at medierne aldrig spørger om hans mening.
Inden for de seneste fem år, er der dog blevet ansat nye folk på væftet – antallet af ansatte er siden 1998 steget fra 2.800 til 3.500 mennesker. Der er ordrer nok i ordrebogen indtil 2004.
»Men de har stadig store økonomiske problemer. Min far får sin løn, men han ved aldrig, hvornår han får den. De skal nok betale, men mange gang går der flere måneder, indtil de har penge i kassen, så de kan udbetale lønnen. Sådan har det altid været. Det er vi vant til,« siger Monika Sobocinska.
Mange forventer, at værftet vil blive lukket inden for nogle år. I hvert fald vil dele af det store areal ændre karakter. Firmaet Synergia 99 ejer således de tomme to tredjedele af af værftets grund. Potentialet i, at der bor en million mennesker inden for en times kørsel fra værftet, er enormt. Men det har endnu ikke udmøntet sine mange konkrete planer om et hotel- og konferencecenter – »Solidarity Center« og en boardwalk med cafeer, shoppingcentre og biografer. Eller planen om en boulevard – »Walk to Freedom«, som skal føre forbi nogle store monumenter og ned til en lystbådemarina.
De eneste spor af postrevolutionær kitsch er souvenirboden foran indgangen, som er lukket her i de kolde vintermåneder. Og så er der selve udstillingen, »Road to Freedom«, om Solidaritets historie, som to enlige spanske rygsæksturister beslutter sig for at gå ind og se. Janusz Karatchyk står foran muren og viser sin fem-årige datter mindesmærkerne. Han prøver at fortælle hende historien om Gdansk og skibsvæftet. Som han siger:
»Det er vigtigt, men også lidt svært for hende at forstå.«

Serie
Jagten på Europa (II)
*Information er søgt ud i de fjerneste hjørner af det nye EU, som snart består af 25 lande og 450 millioner indbyggere. Første punktnedslag var på Cypern og nu det nordlige Polen. Dette er sidste artikel fra Polen. Snart vender vi tilbage med et nyt nedslag i et af det nye Europas yderkanter. Læs alle artikler på http://tema.
information.dk/europajagt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu