Læsetid: 3 min.

Sorg i Tikrit over tilfangetagelse

Saddam Husseins støtter udtrykte i går sorg og forundring, men også stolthed over, at han til det sidste opholdt sig i området tæt ved fødebyen Tikrit
16. december 2003

Ydmygelsen
Mens irakerne over det meste af landet i går fortsatte festlighederne oven på nyheden om Saddam Husseins tilfangetagelse, var der i den tidligere diktators fødeby sorg og forundring over måden, han blev fanget på, rapporterede de internationale nyhedsbureauer.
»Hvorfor gjorde Saddam Hussein ikke modstand mod amerikanerne? Hvorfor skød han ikke på dem?« spurgte en undrende mand fra Tikrit ifølge BBC.
Flere beboere i Tikrit fortalte i går BBC, at de i fire-fem dage havde hørt rygter om, at Saddam Hussein befandt sig i området.
Da nyheden om tilfangetagelsen var sunket ind, gik omkring 300 studerende fra Tikrit på gaden i en støttedemonstration for den tidligere diktator.
»Med vores blod, med vores sjæl, forsvarer vi dig Saddam Hussein,« råbte flere af demonstranterne grædende ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også en lille gruppe indbyggere fra landsbyen Ad-Dawr, hvor Saddam Hussein blev fundet i det, amerikanske soldater beskriver som et »rottehul«, samledes i går og råbte støtteerklæringer til eks-lederen samt udtrykte støtte til den fortsatte kamp mod den amerikansk-ledede besættelse af landet. Beboerne var desuden stolte over, at Saddam Hussein havde valgt at gemme sig i nærheden af landsbyen, meddelte BBC.

Kristne symboler
Selve hullet, hvor Saddam Hussein blev fundet, lå lidt væk fra Ad-Dawr ved siden af en faldefærdig, lerklinet hytte som ifølge AFP’s korrespondent var udsmykket med kristne motiver.
På et skilt i haven stod der »Gud Velsigne vort Hjem«, og derudover prydede billeder af Den Sidste Nadver og Jomfru Maria haven.
Selve hullet lå under et palmetræ i haven. Det var lige akkurat stort nok til, at en person kunne ligge ned og blev holdt sammen af træbjælker og mursten. Inde i hullet var en neonpære og en ventilator, mens en plade af isoleringsmateriale dækkede indgangen til hullet.
Uddybende oplysninger om selve tilfangetagelsen kom i går frem, da amerikanske soldater fremviste Saddam Husseins sidste skjulested for journalister fra den internationale presse.
Soldaterne fortalte, at de havde overvejet at smide en granat ned i hulen, umiddelbart inden han overgav sig.
»Han gjorde klogt i ikke at vente for længe,« sagde lederen af operationen, oberst James Hickey, fra den 4. Infanteridivisions 1. brigade.
»Vi skulle netop til at rydde den underjordiske facilitet på militær vis,« forklarede han og tilføjede, at sådanne steder almindeligvis bliver »ryddet med håndgranater, håndvåben, sådanne ting«.
Men så kom »to hænder til syne,« fortalte oberst Hickey. »Personen ønskede helt klart at overgive sig. Vi havde ventet noget mere omstændeligt,« sagde han.
Ifølge major Brian Reed skulle den tidligere diktator have tilbudt at forhandle.
»Han sagde: ’Jeg er Saddam Hussein, jeg er Iraks præsident, og jeg ønsker at forhandle’,« forklarede Reed, der også kunne berette, at svaret fra en af de amerikanske soldater var: »Præsident Bush sender sine hilsener.«

Ingen samarbejdsvilje
Umiddelbart efter tilfangetagelsen beskrev USA’s militære øverstkommanderende i Irak, general Ricardo Sanchez, Saddam Hussein som »snakkesalig og samarbejdsvillig«.
Senere i går aftes ændrede det sig tilsyneladende. Ifølge Time Magazines korrespondent har en amerikansk agent fortalt, at Saddam ikke »er samarbejdsvillig«. Blandt andet skulle han have nægtet at besvare spørgsmål om, modstandscellers tilholdssteder, og han ville heller ikke svare på, om han kommunikerede med ledere af guerillabevægelsen.
Dokumenter fundet sammen med eks-dikatatoren omhandlede detaljerede planer for et møde med guerillaledere. Dokumenterne indeholdt sågar navne, hvilket i går ifølge CNN førte til pågribelsen af flere guerillaledere i Bagdad.
CNN citerede desuden to amerikanske embedsmænd for at sige, at Saddam Hussein havde benægtet, at Irak skulle have været i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
Selv hvis Saddam Hussein har haft kontakt med dele af guerillabevægelsen, vidnede nye bombeangreb i går om, at kampen mod den amerikansk-ledede besættelse fortsætter.
Ifølge nyhedsbureauerne blev mindst ni mennesker dræbt og 27 kvæstet, da bilbomber eksploderede foran tre politistationer i og omkring Bagdad i går morges.
Senere i går gik omkring 100 tilhængere af Saddam Hussein til angreb på to andre politistationer i det nordlige Bagdad med automatvåben og granater. Og i den urohærgede by Falluja angreb demonstranter en politistation og sendte politifolkene på flugt, sagde øjenvidner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu