Læsetid: 2 min.

Stadig sportslørdag

20. december 2003

Spot
Enhver har sgu da ret til sport om lørdagen. Ishockey, kvindehåndbold, trav eller engelsk 1. divisions fodbold – det er ligegyldigt. Vi er blevet lovet sport om lørdagen siden 60’erne, og det kan man ikke sådan komme og lave om på, men engang i slutningen af 90’erne blev det svært for tv-stationerne at holde, hvad de havde lovet.
Rettighederne til den bedste engelske fodboldliga, Premiere League, var blevet købt mediegiganten Rupert Murdoch, og han vidste, hvad han skulle tage for løjerne. Kampene blev ubetalelige for stakkels DR, og fundamentet for årtiers lørdagssport til folket skred. I stedet blev vi spist af med kvindehåndbold, lerdueskydning, volleyball og andre obskure sportsgrene.

TV3 er nu kommet danske fodboldseer til undsætning med en relancering af Tipslørdag. Der er dog den lille forskel, at der ikke, som i de gode gamle monopoldage, transmitteres fra den bedste engelske liga, men fra 1. division – den
næstbedste. En julejoke, skulle man tro, fra en kanal, der ellers har rettigheder til verdens bedste liga: Champions League; ja, og så dansk Superliga fodbold.
Når ret skal være ret, er den engelske 1. division sikkert af højere standard end den danske Superliga, selv om det er en anelse grimmere. Her spilles der engelsk fodbold som i gamle dage. Her sværger man stadig til Kick ‘n Rush-stilen, her man har ikke mærket suset fra Sky televisions millioner og så er det koldt; det regner eller sner – altid. Det er hårdt, uelegant, beskidt og grimt. Kort sagt: engelsk Primere League, som da Tommy Troelsen præsenterede tipslørdag i 80’erne. Selv det klassiske ’dong’, som resultaterne løber ind fra de andre kampe, har man genindført.
Men selv om den engelske 1. division ikke kan byde den store boldkunst, bliver man ikke snydt for spænding. Den findes nemlig på lægterne, hvor man i den grad forstår at slå på tæven. Ligaen råder over nogle af verdens mest frygtede tilhængere som Millwalls, Stokes og Cardiffs fans – sidstnævnte der der er kendt for slagsangen »You’ll never make it to the station« (henvendt mod modstanderens fans’ hjemtur naturligvis).

Der findes dog fodboldalternativer. Enhver by med respekt for sig selv har en irsk/britisk/australsk ’fold-ud-pub’ (det er sådan en bar, der skal forestille en gammel engelsk kro, men som virkeligheden sjældent har eksisteret i mere end et par år, og er købt i en samlet pakke, med rustikke ølhaner, en indianer af træ og en bartender der kun taler irsk). Mange af disse barer landet over abonnerer på kanalerne, der flyder med mælk og honning – Canal+ og Sky Sports. Her vises ’rigtig’ engelsk fodbold.

*Tv3, 15.oo: Tipslørdag. Coventry - West Bromwich

*En pub nær dig, 16.00: Fullham – Chelsea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her