Læsetid: 1 min.

Stasi-morder løsladt

VVS-mand pralede med 25 snigmord og blev anholdt, nu smuldrer sagen
20. december 2003

BERLIN – Tysk politi anholdt i september en 53-årig mand, mistænkt for 25 snigmord, udført efter ordre af den østtyske efterretningstjeneste Stasi. Efter tre måneders efterforskning er den angivelige snigmorder Jürgen G. løsladt. Det skete i stilhed onsdag, end ikke hans advokat var orienteret.
Statsadvokaten erkender, at Jürgen G. ikke kunne sættes i forbindelse med et eneste, konkret mord. Men statsadvokaten pointerer, at Jürgen G. stadig er mistænkt, og at den politimæssige efterforskning mod ham fortsætter.
»Min klient er VVS-mand, ikke morder,« siger Jürgen G.s forsvarer Barbara Petersen til avisen Tagesspiegel.
Den fortsatte efterforskning skal blot sløre, at myndighederne »har forløbet sig totalt« i denne sag, mener hun.
Politiet blev opmærksom på Jürgen G. allerede i 1999. Under en fest fortalte han om sine bedrifter som østtysk snigmorder, der skaffede staten DDR af med kritikere og fjender. En af gæsterne gav politiet et tip. Under de følgende tre års overvågning lykkedes det ikke at skaffe belastende materiale mod ham. Heller ikke en hemmelige politiagent, der udgav sig for at være CIA-mand og forsøgte at hverve ham til nye snigmord, kunne lokke væsentligt nyt ud af ham.
Hver gang, Jürgen G. blev bedt om nøjagtige angivelser om ofre og begivenhedsforløb, blev han tavs. Ved varetægtsfængslingen i september forklarede han, at det hele var opspind. Han ville blot gøre sig interessant under
festen.
For nylig kom det frem, at gæsten, der angav Jürgen G., tidligere var major i Stasi og nu arbejder som journalist for nyhedsmagasinet Focus.
Ugen efter anholdelsen kunne Focus offentliggøre en yderst spændende baggrundsartikel om DDR’s snigmorder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her