BERLIN En ny regeringskrise baner sig vej i Tyskland. Flere grønne og socialdemokratiske politikere er bestyrtede over, at kansler Gerhard Schröder (SPD) har lovet at sælge en nedlagt plutonium-fabrik til Kina.
Fabrikken, der kan oparbejde brugt uran til nyt atombrændsel, ejes af Siemens-koncernen. Den blev færdig i 1995, men aldrig taget i brug, fordi forvaltningsdomstolen i delstaten Hessen kendte driftstilladelserne delvis ugyldige. For at redde en smule af investeringen på godt fem milliarder kr. hjem, bad Siemens om hjælp hos kansleren.
Gerhard Schröder, der i disse dage er på officielt besøg i Kina, ser ingen problemer ved handlen, men nyheden kom bag på de fleste af hans partifæller og koalitionspartneren, De Grønne, der kritiserer salget voldsomt.
Kritikken imødegår Schröder ved at påpege, at kineserne garanterer kun at bruge fabrikken til civile formål. Men Den Internationale Atomenergikommission i Wien siger, at fabrikken på få uger kan ombygges til at producere plutonium til våbenbrug.
Ute Vogt, næstformand i SPD, er sikker på, at salget »vil give anledning til debat« i partiet, og SPD-gruppens næstformand, Michael Müller, siger: »Så snart dokumenterne foreligger, vil vi efterprøve dem grundigt også i sammenhæng med vores farvel til atomkraft.«
Udenrigsminster Joschka Fischer (De Grønne) førte i sin tid som Hessens miljøminister an i kampen mod fabrikken. I dag støtter han salget.
»Nogle gange er der situationer, hvor man må træffe bitre beslutninger,« siger Fischer og høster kritik bl.a. fra partifællen Irmingard Schewe-Gerigk: »Det er uansvarligt, at vi vil levere et anlæg til Kina, der med rette aldrig blev taget i brug i Tyskland.«
Den konservative opposition har intet mod handelen men finder det mærkværdigt, at De Grønne på den ene side fejrer afskaffelsen af tysk atomkraft og på samme tid vil sælge til Kina.
»Jeg må spørge, om kineserne er andenklasses mennesker,« siger den udenrigspolitiske ordfører Friedbert Pflüger (CDU).
Atomerne vil også i de kommende uger sørge for uro, når den tyske regering skal beslutte kautionen for et million-lån, som Siemens skal bruge til opførelsen af et nyt a-kraftværk i Finland.
Læsetid: 2 min.
Strid om tysk plutonium-fabrik
Kansler Gerhard Schröder vil sælge lukket atom-anlæg til Kina, protester hos De Grønne og i SPD
6. december 2003
Følg disse emner på mail
Kommentarer (0)
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »