Læsetid: 3 min.

En svær (gen)fødsel

Filmen om gruppen Kashmir er andet og mere end den sædvanlige fanbegejstrede rock’n’roll-hyldest. Det er en sjældent nærgående skildring af den kreative proces
12. december 2003

2. sektion
Ny film
Det er et underholdende, men også atypisk filmportræt, Kasper Torsting har lavet om den danske gruppe Kashmir. Rockfilm har traditionelt malet sig selv op i et hjørne, hvor enten arven fra Richard Lesters Beatles-film eller forsøgene på at leve op til sex’n’drugs’n’rock’n’roll-mytologien har afstedkommet flere klichéer og anstrengte selviscenesættelser end gyldne eller autentiske øjeblikke.
Christina Rosendahl anslog sidste år med Swan Lee-portrættet Stjernekigger en ny tone, hvor den klassiske stjernedrøm blev omkalfatret til en hverdagsvirkelighed i dansk gadeplan. Og med Rocket Brothers erobrer Kasper Torsting endnu et stykke nyt land ved at zoome så tæt ind på selve den kreative proces og den professionelle og personlige dynamik mellem gruppemedlemmerne, at musikkens forførende kraft på én gang bliver afmystificeret og genfortryllet.
Kashmir debuterede i 1994 med Travelogue og blev dermed en faktor, der blev regnet med i ny dansk rock. Det afgørende gennembrud kom dog først med det tredje udspil, The Good Life, udsendt i 1999. Albummet solgte i mere end 100.000 eksemplarer og skaffede gruppen en ordentlig håndfuld statuetter ved Danish Music Awards 2000. Alt tegnede lyst og lovende – altså lige bortset fra at sangskriveren og sangeren Kasper
Eistrup, i samme ombæring havde høstet en skriveblokering på størrelse med en Buick.

Hul på bylden
I mere end et år skrev Eistrup ikke en eneste sang, og filmen lægger ud med at stikke en sonde direkte ned i det ømme kød. Sanger og filmmager mødes på tomandshånd, og i en serie hudløse samtaler blotlægges smerten over at være kommet i tvivl om, hvorvidt der nogensinde melder sig en ny sang. Herfra følges over fire år (og 200 timers optagelser!) det sure slid i øvelokalet, hvor der ulideligt langsomt går hul på bylden, og konturerne af Kashmirs fjerde album, Zitilites (2003), begynder at vise sig. Undervejs får det tålmodige kamera rig lejlighed til at iagttage de fire musikeres personligheder og indbyrdes relationer: de frivillige og ufrivillige roller. Den fælles begejstring, når noget lykkes. Opmuntringer, nedture og konflikter. Og sammenholdet, der sejrer til sidst.
Ikke at der ikke af og til går drengerøv i den i Rocket Brothers. Det gør der. Men kun i få og isolerede situationer, hvor frustration, momentan galskab eller begejstring over en uventet optur spontant får lov til at punktere den ellers gennemgående seriøse atmosfære. Fra først til sidst lever filmen af Kasper Torstings fornemmelse for stemninger, detaljer og øjeblikke, hvor essensen træder frem i et blik, en gestus, en tilsyneladende ubetydelig ordveksling. Og så selvfølgelig musikken og Kasper Eistrups ubestridelige karisma.
Endelig er det dejligt at se en dokumentarfilm, som dramaturgisk er skåret til biografen. Torsting blæser højt og flot på tv’s krav om hurtig afregning ved kasse ét. Snarere end at proppe informationer og pointer ned i halsen på publikum er historien spændt ud i den lange bue, som er biograffilmens. Faktisk er det sådan, at man kan forlade salen en tredjedel inde i filmen og gå ud med oplevelsen af at have set optakten til jordens mest ligegyldige skildring af en mand, der ikke kan finde ud af at skrive en sang. Get a life! Eller man kan blive siddende – hvilket hermed anbefales – og efter halvanden time forlade salen med fornemmelsen af at være blevet stimuleret, underholdt og i det hele taget berørt på alle de knapper, man gerne vil berøres på.

*Rocket Brothers. Instr: Kasper Torsting. Grand, Dagmar, Empire, Palads (Kbh.), Øst For Paradis (Århus), Cafe Biografen (Odense), Biffen (Ålborg), Biffen (Odder)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her