(2. sektion)
Ny film
Der er noget voldsomt frustrerende ved film, som går i hårdknude ca. to tredjedele inde i en lovende handling. Man så det i den ellers medrivende danske Tvilling, og det samme sker i den anderledes kommercielt stilfulde Swimming Pool, der ellers byder på køligt brillant og meget fransk underholdning under Provences sol.
Den første halvdel er langt den bedste. Her følger vi dristigt udramatisk, men både stemningmættet og koncist Charlotte Ramplings engelske succesforfatter Sarah, mens hun indtager et herligt hus i Sydfrankrig. Træt af den engelske regn søger hun sydens sol, og det bliver en gradvis genfødsel, observeret af instruktøren François Ozon med en mængde små fint indlevede detaljer: lysskæret på det blege ansigt; livslysten, der langsomt siver tilbage i den trætte krop; skriveevnen, som gradvis vender tilbage.
Kødelig kvinde
Med sine formfuldendte billeder og sine velberegnede rytme magter Ozon her det meget svære: at skildre en tavs og indelukket figur i ensom udfoldelse, uden at det føles monotont. Men han har selvfølgelig også Charlotte Rampling at fotografere, og ligesom i en tidligere Rampling-film, Under sandet, udnytter Ozon maksimalt hendes karismatiske udstråling af mut mysterium og lettere indtørret brændbarhed.
Her er hun en meget engelsk, kriseramt kriminalforfatter, som føler sig låst fast af sin succesrige seriefigur. Søger hun ensomhed eller uerkendt selskab? I hvert fald får hun uventet en sambo i den purunge Julie, der er lige så promiskuøs, som Sarah er tilbageholdende.
Julie spilles af den nye stjerne Ludivine Sagnier, der går halv- og helnøgen gennem det meste af filmen. Hun repræsenterer kødeligheden over for Sarahs åndelighed eller gør hun? Er der ikke noget mystisk ved hende også? Hvordan kan hun være datter af Sarahs forlægger (en perfekt Charles Dance), når denne datter ifølge faderen befinder sig i England? Er hendes mor død eller levende? Har hun virkelig slået en elsker ihjel, fordi han hellere ville hjem end fortsætte det erotiske samkvem?
Sagnier en ny stjerne
Hvad man end skal mene om den fagre Julie, så gør kæmpetalentet Ludivine Sagnier hende meget levende, sensuelt udfordrende og i glimt helt rørende. Sagnier kan jo ikke gøre for, at instruktøren har skumle planer med hende en skjult dagsorden, der snarere trivaliserer end beriger hendes figur.
Det samme sker for Ramplings Sarah, for hvad vi bevidner det meste af vejen, er måske en illustration af den skabende proces. Filmen tager mod slutning en af de nu fashionable drejninger, der kaster nyt lys over alt, hvad vi hidtil har set. Men ikke et lys, der gør det mere interessant.
Den produktive François Ozon, der i sine første par film kredsede om homoseksuelle temaer, ses af mange som fransk films store hvide håb. Og den medfødte filmfornemmelse er da også åbenbar: Ozon er især god til at levendegøre de subtile relationer mellem sine personer og deres omgivelser. Den stilistisk overlegne start på Swimming Pool nærmer sig det mesterlige i sin insisterende mangel på ydre drama og sin ultra-præcise placering af hver lille detalje.
De boller, Ozon derefter kaster på suppen, er mere krydrede, men smager ikke nær så godt.
*Swimming Pool. Instruktion: François Ozon. Manuskript: François Ozon og Emmanuèle Bernheim. Fransk (Grand, Dagmar, CinemaxX, Kinopalæet). Premiere 25. december
