2. sektion
Effekterne
BERLIN Ingen Ringenes Herre uden en masse overbevisende fysiske, visuelle og digitale effekter. Richard Taylor hedder manden, der som leder af WETA Workshop har været ansvarlig for effekterne til trilogien. Han er en engageret mand, der taler meget, og man må sige, at han kan sine tal.
»Af de 158 mennesker, som vi hyrede til at arbejde på Ringenes Herre i WETAs fem afdelinger, havde kun 28 af dem arbejdet på en tv-serie eller en film før,« siger Taylor.
»De øvrige blev uddannet i WETA, til de nåede det niveau af ekspertise, som var nødvendigt, for at kunne klare den enorme opgave. Vi lavede 48.000 forskellige rekvisitter i alt. Vores tre støbeovne, der hver er næsten lige så store som den her hotelsuite, kørte uafbrudt i 365 dage om året i tre et halvt år bare for at overholde den første deadline. Vi lavede 2.500 våben og mere end 1.000 rustninger. 3,5 mio. hægter blev brugt til at holde rustningerne sammen. 12,5 mio. ringe
gik der til at lave ringbrynjerne.«
Ungdommelig uskyld
WETA blev stiftet i 1994 af Richard Taylor og hans partner, Tania Rodger, i samarbejde med Peter Jackson og Jamie Selkirk, der har produceret de fleste af Jacksons film. Takket være arbejdet på film som Meet the Feebles, Braindead og The Frighteners (alle instrueret af Jackson) og tv-serierne Hercules og Xena, som produceres i New Zealand, har firmaet opnået den erfaring, der skal til for at kunne konkurrere med de etablerede effects-firmaer i Hollywood og ikke mindst løfte så stor en opgave som Ringenes Herre.
»Vi har lavet en masse hurtigt tv, og det var et godt sted for os at øve sig,« siger Richard Taylor.
»Men jeg ville ikke drømme om at påstå, at vi var meget erfarne i alle områder af teknisk kunnen.«
Til at begynde med lå Ringenes Herre hos filmselskabet Miramax, der ville have et designteam fra enten USA eller England til at udvikle filmenes visuelle side, fortæller Taylor.
»Jeg var selv overbevist om, at vores gruppe på fire unge newzealandske designere, som aldrig havde lavet film eller tv-serier før, kunne give designet et strejf af noget ungdommeligt, uskyldigt og Tolkien-agtigt. Det stridspunkt resulterede faktisk i et sammenbrud i forhandlingerne med Miramax, og da New Line overtog projektet, glemte man det midt mellem alle de andre detaljer. De unge folk fik lov, og jeg synes, at man kan se beviset på, at de kunne klare opgaven, oppe på lærredet.«
WETA så det som sin fornemste opgave at sørge for, at den fysiske virkeligheds teknik svarede til Midgårds verden, hvorfor blandt andet alle våben og rustninger er smedet af en grovsmed.
Bogen ind i filmen
»Det var Peters og skuespillernes arbejde at lægge fantasien fra Tolkiens bog ind i historierne,« siger Taylor. »Og det var vores arbejde at væve et meget subtilt tapet af realisme. I fantasyfilm bliver skuespillerne ofte af designet og rekvisitterne bedt om at vende sig mod publikum og signalere, at det hele bare er for sjov, men hvis I køber den, så skal det nok gå. Det var altafgørende, at skuespillerne tog karaktererne på sig og følte, at de var i besiddelse af karakterernes virkelighed.«
Tolkiens bog var udgangspunktet, blåtrykket, for Taylor og hans effectsfolk, der også lod sig inspirere af Gustave Doré og japansk skulpturkunst.
»Som designere vil vi selvfølgelig gerne lægge vores egen vision ind i det arbejde, som vi laver til film. Men i forhold til Ringenes Herre gik det op for os, at det var meget vigtigere, at vi faktisk prøvede at fange verdens opfattelse af, hvordan Midgård ser ud. På den måde ville den spejle de smukke historier, vi kender fra bogen. Vi fotokopierede også sider fra bøgerne og hængte dem op på væggen og fremhævede de uddrag, som vi prøvede på at bringe til live gennem vores design. Det var en fantastisk måde at inspirere alle på og stræbe efter
højere niveauer i vores design.«
I det hele taget har WETA forsøgt at skubbe sig selv længere og længere for hver film, ikke mindst fordi teknologien hele tiden udvikler sig og således forøger filmskabernes muligheder.
Heart-ware og hardware
»Vi ville ikke have, at publikum nogensinde skulle føle det, som om vi ikke gad flytte os til det tekonologiske niveau, der var tilgængeligt,« siger Taylor og nævner Gollum som et eksempel på en computerskabt figur, der har udviklet sig fra De to tårne til Kongen vender tilbage.
»Det ville have været så let at hvile på laurbærerne og sige, vi klarede den i film to, lad os bare gøre det samme i film tre. Men vi gik faktisk tilbage og omgjorde Gollum og mange andre væsener, skærpede dem men selvfølgelig handler det om den målbevidsthed, entusiasme og passion, som de unge designere lagde i arbejdet om heart-ware og ikke hardware.«
Sidste år var der tale om, at Gollum, der har sin stemme, bevægelser og personlighed fra skuespilleren Andy Serkis, kunne blive nomineret til en Oscar.
Det blev han ikke, men diskussionen understreger, hvor langt man er nået med den digitale teknologi.
»Efter min mening har Gollum virkelig overskredet publikums behov for at vurdere ham som en teknisk bedrift,« siger Richard Taylor.
»Han har opnået skuespilstatus, og når vi ser ham på lærredet, siger vi ikke, wow, det er vel nok et fantastisk stykke computeranimation. Det gør vi med så mange andre ting, hvorfor vi bliver revet ud af historien. Gollum har hævet sig over det takket være en utrolig kombination af omstændigheder: at Andy Serkis spiller karakteren, Peters og Frans instruktion, det fantastiske hold af animatorer, Gollums design, måden han interagerer med sine omgivelser på.«
Richard Taylor er af den opfattelse, at Ringenes Herre-trilogien kunne være blevet lavet på hvilket som helst tidspunkt inden for de seneste 50 år. Men så ville den ikke have været så tæt en repræsentation af Tolkiens skriverier som Peter Jacksons film.
»Der er ingen tvivl om, at det tog teknologien indtil begyndelsen af det 21. århundrede, før den indhentede Tolkiens vision,« siger Taylor.
»Måske vil der om 20-30 år blive lavet en version, som er endnu mere tro mod Tolkiens bog, men jeg tror ikke, at vi med den teknologi, der er tilgængelig i dag, ville kunne være kommet tættere på at realisere bogen. Og takket være den teknologi er der efterhånden intet, som filmskaberne kan finde på, som ikke kan bringes op på lærredet.«
»Alle os, der sad og så Ray Harryhausen-film, da vi voksede op, ignorerede historien, fordi vi var fascinerede af teknikken. Ville det ikke være skønt, hvis man kunne vente til bagefter med at beundre teknikken på dvden og i stedet sidde i biografen og sætte pris på det som et stykke smukt filmkunst?«
Richard Taylor sammenligner den moderne filmskaber med en maler, der bruger teknologien som sin pensel og på sin vis er frigjort fra en fysisk virkelighed.
»Et godt eksempel er filmen What Dreams May Come (1998),« siger han.
»Det er ikke nogen videre vellykket film, men for pokker, se på de risici, som instruktøren, Vincent Ward, tog, da han udnyttede teknologien til andet end bare at levere realisme. Han brugte den som malerens penselstrøg, og det giver filmskaberen vidunderlige muligheder for at bringe utrolige film op på lærredet.«
*www.wetafx.co.nz
