Læsetid: 5 min.

Tilbage ved udgangspunktet

Robert Fisk følger Saddams spor ned i det underjordiske gemmested og overvejer, hvordan diktatorens sidste dage i frihed har været
17. december 2003

Inspektion
AL-DWAR – Det var en tilfredsstillende følelse at ligge i Saddams sidste hul i jorden. Syv måneder er gået, siden jeg prøvede at sidde på hans præsidenttrones røde fløjl i de største af alle hans marmorpaladser. I går fik jeg så lejlighed til at krybe sammen i hans sidste tilflugtsteds mørke, fugtige, grå indre – en minibetonbunker udgravet ved Tigris’ bred i dimensionerne 2,5 gange 1,5 meter og så tæt på at ligne et undergrundsfængsel, som ethvert af hans ofre ville kunne forestille sig. I stedet for guldkandelabre var eneste udsmykning en billig plasticvifte for enden af en udluftningskanal.
Jeg tænkte uvilkårligt på Shelleys digt Ozymandias: En rejsende fortæller digteren, at han i ørkenen har set et par gigantiske fødder af sten. Ved siden af fødderne ligger de splintrede rester af et ansigt – stadig med et udtryk så hårdt som den sten, det er hugget ud af. Piedestalen bærer inskriptionen: Mit navn er Ozymandias, kongernes konge: Betragt mine værker, I mægtige, og fortvivl! Det gør man så. Og ser intet! Så langt øjet rækker, er der bare sand. Det hele er væk. I dette uhumske krybekammer forvitrede diktatorens drømme om storhed endegyldigt til støv. Bitterlig koldt må det også have været.
Han fik dog noget at spise – rester af billig kødkonserves og frugt ligger tilbage. Hans sidste læsestof fandt jeg i hytten ved siden af: Ihn Khalduns filosofiske værker og den – shiamuslimske – imam al-Shafeis religiøse doktriner foruden nogle bind med arabisk poesi. Jeg fandt også kasettebånd med arabiske sange og nogle reproduktioner i dårlig smag af får i solnedgangen og Noahs ark fyldt med dyr. Tydeligvis var dette ikke et hovedkvarter for modstandskampen mod besættelseshæren – ikke ligefrem stedet, hvorfra man kunne lede en krig eller anstifte et oprør.
For at klatre ned i denne famøse hule – bemærk, at dette absolut ikke var nogen førerbunker med SS-vagter, telefoncentral og sekretærer, der var parat til at stenografere de sidste ord for eftertiden – måtte jeg gå baglæns ned i mørket og med dinglende ben famle efter fodfæste på fire trin af jord. Man bruger så armene til at fire sig ned i dette sidste levn af Iraks baathistiske historie. Og så sidder man på gulvet. Her er intet lys, intet vand, kun betonmurene, udluftningen og et loft af brædder.
Det må have taget lang tid – muligvis uger – at bygge dette betonkammer ved denne uanselige hytte, og det skulle ikke undre mig om, der findes flere lignende skjulesteder andre steder langs Tigris’ sumpede bredder.
Stedet over denne dystre undergrundscelle er nærmest som et paradis med palmelunde og appelsintræer spækket med gyldent glimtende mandariner, høje sivskove og lyden af fuglesang fra trætoppene. Der er sågar en blåmalet båd gemt i sivene – den sidste chance for at slippe væk over den sølvskinnende Tigris, hvis amerikanerne skulle få indkredset ham.
Men det var selvføgelig lige, hvad de gjorde, da de lørdag aften samtidig kom fra to retninger – både fra floden og fra den mudrede tilkørselsvej, som soldater fra den amerikanske 4. Infanteridivision førte mig ad i går. Som kaptajn Joseph Munger fra 4. Bataljon, 42. Feltartilleri, påpegede, var det let nok for dem at omringe Saddam, men lige så let for Saddam at høre, når de var på vej. Han må have skyndt sig ud fra hytten, hvor han spiste sin mad – en tallerken bønner og nogle tyrkiske peberbolsjer lå spildt på jordgulvet – og i al hast have evakueret sit skæggede vildmandsfjæs ned i sit hul. Da amerikanerne undersøgte området, fandt de intet mistænkeligt – bortset fra en potteplante, der på mærkværdig vis var anbragt oven på en dynge tørrede palmeblade, som formentlig var blevet lagt der af to mænd, som senere blev
pågrebet, da de forsøgte at flygte. Nedenunder fandt de så indgangen til hullet.

Tæt på monument
Hvad kan Saddam uigenkaldeligt sidste privatresidens så fortælle os om ham selv? Tja, han havde valgt at gemme sig kun to hundrede meter fra et monument, der er rejst til minde for hans eget berømte tilbagetog over Tigris-floden i 1959, da han som såret guerillasoldat måtte flygte efter at have forsøgt at myrde en tidligere irakisk præsident. Her var det, han gravede en kugle ud af sin krop. Og på en lille bakke inden for synsafstand af denne palmelund ligger moskeen, der angiver det sted, hvor Saddam i et kaffehus forgæves bønfaldt irakiske klanfæller om at hjælpe ham til at flygte. I sine sidste dage som fri mand var Saddam søgt tilbage til denne fortid – tilbage til de glorværdige dage, der gik forud for hans senere slagterier.
Han rådede over en lille generator, som jeg fandt ud af var forbundet til et miniature-køleskab. Køleskabet var i den ene halvdel af hytten kun tre meter fra hullet – og indeholdt vandflasker og en medicinflaske med etiketten Dropil. Der var også en tube hudcreme på øveste hylde, en tube fugtighedscreme, et sysæt i en cellofanpose og – hvor må Saddam dog have følt sig plaget af myggene i dette sumpområde, der var så helt uimponerede af hans skånselsløse straffeaktion mod rivaliserende Baath-partimedlemmer – en dåse Pif-paf. Der var også to gamle senge og nogle snavsede lagener.

Beklumret luft
I det lille køkken i rummet ved siden af var der hængt pølser til tørre og stillet en skål med bananer og appelsiner frem ved siden af en opvaskebalje og flere dåser konserves med jordansk kylling og Happy Tuna-tunfisk. Fluer svirrede i den beklumrede luft. Kun Mars-barerne virkede friske.
Hvad mon Saddam fandt frem til her i løbet af de sidste dage? Fik han lidt fred i sindet efter alle disse år med galskab og barbari? En lejlighed til at tænke nærmere over sit grusomme syndefald – over hvordan han førte sit land fra relativ velstand gennem krig, militære nederlag, isolation, udenlandsk invasion til en verden af besættelse og ydmygelse? Fuglene må have sunget om aftenen, og palmebladene over ham må have suset i nattens stilhed. Men der må frem for alt have været frygten – den konstante mistanke om, at et forræderi imod ham kun var en frugthave væk – der bemægtigede sig hans tankevirksomhed. Der må have været koldt i det hul. Og på intet tidspunkt koldere, end da det almægtige Washingtons hænder rakte ud tværs over oceaner og kontinenter, flyttede den mærkeligt malplacerede potteplante og halede denne indbildte kalif op fra hans trange celle.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her