Læsetid: 3 min.

Uimodståelige Mozart

Jeffrey Tate og Leonard Bernstein leverer kompetente fortolkninger af Mozarts symfonier, men det er Nikolaus Harnoncourt, der for alvor udvider vores musikoplevelse
2. december 2003

Klassisk
Mærkeligt nok, når man tænker på, hvor bekosteligt det må have været at optage dem, er Jeffrey Tates indspilninger af Mozart-symfonier for EMI (5 85589 2, 00099) aldrig før udgivet in extenso. Men nu foreligger endelig denne udgivelsesrække på 12 cd’er, der for første gang giver os en komplet samling af vidunderbarnets 19 første symfonier – oven i købet til en rimelig pris.
Ikke at dette er Mozart, når han er mest fremragende – K16 og K19 blev f.eks. skrevet, da komponisten kun var otte år gammel – men denne tidlige musik har inspireret nogle af sættets mest overbevisende fortolkninger.
English Chamber Orchestra leverer en udmærket præstation med træblæsere, der nydeligt træder frem i forgrunden og et behageligt miks af strygerklangfylde. Der er tale om glimrende, fornemme og sobre opførelser præget af en ildhu, der aldrig bliver manieret – men som måske til tider kan virke en anelse anonym.
En anden samleudgivelse af en række Mozart-symfonier (nr. 25, 29 og komponistents sidste seks) udkommer som trippelalbum på Deutsche Grammfon (474 349-2 00009). Der er tale om indspilninger af Wienerfilharmonikerne. De stammer fra perioden 1985-1992, og det er Leonard Bernstein, der dirigerer.

Bernsteins Mozart
Hvis Tate kan siges at være ’post-Beecham’, lyder Bernstein mere i retning af post-Bruno Walter. Hans kærlige omhu for hver en detalje er helt i Walters ånd, og hans
wiener-musikere er både respektfulde og lydhøre – især er celloerne fine – om end deres sans for fleksibilitet måske i nogen grad sker på bekostning af udtrykkets klarhed – to ting, der ikke burde udelukke hinanden. Nogle vil måske finde den ’store’
G-mol symfoni en smule overromantiseret (dens første sats er således næppe allegro molto), men dens tidlige modstykke (K183 – det værk, der leverer åbningsmusikken til filmen Amadeus) er fremragende udført – det samme gælder nr. 29 i A mol.
Bernstein er mere generøs end Walter i forhold til gentagelser og giver os således begge halvdele af Jupiter-symfoniens finale to gange.

Tates Mozart
Bernstein kan anbefales, hvis man kun er interesseret i de mest betydningsfulde symfonier, men hverken han eller Tate udvider vores musikoplevelse i en grad der tåler sammenligning med, hvad Nikolaus Harnoncourt gjorde, da han på Teldec indspillede en berømt serie optagelser med Royal Concertgebouw Orchestra (Nr. 25, 26, 28 og de sidste seks).

Harnoncourts Mozart
Disse indspilninger er i høj grad ’post-Amadeus’-Mozart: begejstret anmassende, provokerende og med et
uimodståeligt glimt i øjet (prøv f. eks. at lytte til Haffner-symfoniens finale).
Hvor Tate og Bernstein gør skyldig reverens over for traditionen, er der fin sammenhæng i det nye, som Harnoncourt forsøger. I den ’ille’
G-mol-symfoni fremhæver han basgangen, sætter bevægelse i dramaet og får os til at indse, hvor dristig og djærv denne musik vitterlig er. Harnoncourts langsomme indledninger i de senere værker har en tendens til pludselig at accellere med stormskridt, hvilket sættes i yderligere dramatisk relief af, at paukespilleren benytter hårdt slagtøj, der sætter ’punktummer’, som effektfuldt skurrer mod blæserne. Men så snart han når til allegroerne kan han være så sindsrolig, omsorgsfuld og følsom som en hvilken som helst af de ’gamle mestre’, og førstesatsen af Prager-symfonien (med dobbelt gentagelse) varer da også næsten 20 minutter. Og igen i den ’store’ G-mol-symfoni trænger han sig på os i en sanddru, dynamisk moduleret og meditativ stil. Dog har jeg aldrig helt ladet mig overbevise af hans tilbageholdende tilgang til begyndelsen af finalens slutafsnit, hvor flere tøvende linjebrud har en tendens til at spolere musikkens flyden.
Nogle af hans gestikulationer virker uovertruffent, andre giver ikke helt bonus. Men det samlede indtryk er konsistent og aftvinger respekt. Som hos Bernstein er Jupiter et højdepunkt, finalen igen todelt og nærmest skælvende definitiv i dens slutning. Lydbilledet er levende, men resonansrigt. Af de tre samleudgivelser er det klart sidstnævnte, jeg ville vælge.

*De omtalte Mozart-samlealbum kan købes i Bånd- og Pladecentret, Vognmagergade 9, 1120 København K, Telefon: 33 11 22 51, red.)

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her