Læsetid: 4 min.

’Det er ikke en undervisningsteori’

Howard Gardners succesridt i den pædagogiske verden er kommet bag på ham. Hans mener ikke, hans teori handler om undervisning
22. december 2003

For nylig erfarede den amerikanske psykolog Howard Gardner, at mere end 2.500 forskere og undervisere havde været forsamlet i Kina. Her havde de med udgangspunkt i knapt 200 forskellige skriftlige bidrag diskuteret Gardners teori. Selv var han ikke inviteret til at argumentere for sin teori om, at mennesket ikke bare har en logisk/matematisk og en sproglig intelligens, men måske hele ni forskellige intelligenser. Med andre ord: Howard Gardner har som videnskabsmand opnået den sjældne kaliber, at andre videnskabsmænd diskuterer hans tankegods – uden at hovedpersonen selv behøver at bidrage.
I dag bliver teorien om de mange intelligenser brugt i mere end 20 lande, men Howard Gardner har intet overblik over, hvem der egentlig bruger hans teori til hvad. Den er fortolket i utallige bøger og retninger, og danske tilhængere har givet den sin egen hjemmeside.
Information har vist, at teorien er gået sin sejrsgang fra kommunen til kommune og fra skole til skole i Danmark. Det var Howard Gardner ikke klar over, selv om han godt vidste, at de Nordeuropæiske lande har blåstemplet hans arbejde.
»Måske er danskere – som andre skandinaver – interesseret i nye ideer inden for psykologi og undervisning. Danskerne er åbne over for progressive ideer, og de anerkender menneskets individualitet. Men det er rene spekulationer. Jeg ved ikke, om det er derfor de bruger teorien,« forklarer Howard Gardner.

Ikke en undervisningsteori
Kernen i hans arbejde er, at intelligensen er lokaliseret forskellige steder i hjernen. Gardners pointe er, at alle disse centre i hjernen kan udvikles; både det musiske, det sproglige, det rumlige, det personlige og så videre. Teorien er positiv. Den gør op med forestillingen om, at intelligens primært er arvelig. Intelligens kan derimod udvikles, mener Gardner. Og han har flere gange påpeget, at kulturer er med til at fremme og undertrykke forskellige former for intelligens.
Disse erkendelser gjorde han i en periode på fem-seks år, hvor han som psykolog arbejdede med almindelige og talentfulde børn, samtidig med, at han arbejdede med voksne med hjerneskadede.
»Påstanden om at mennesket kun havde én intelligens kunne
ikke forklare de mange forskellige mønstre af intellektuelle styrker og svagheder, som jeg iagttog hver uge,« forklarer Howard Gardner.
Det siger sig selv, at der er meget langt fra dette arbejde til klasseværelset i Odense, Gentofte eller Billund, hvor skolefolk, lokalpolitikere og forvaltere har ophøjet Gardners teori til et element i skolepolitikken. Og uden at Howard Gardner bliver direkte uhøflig lader han skinne igennem, at han ikke vil tages til indtægt for, hvorfor hans arbejde bliver brugt, eller hvordan det bliver brugt. Det er ham tværtimod magtpåliggende at understrege, at han faktisk aldrig har skrevet en teori om læring. Han har derimod skrevet en teori om, hvordan hjernen er organiseret, og hvordan den kan udvikles.
»Andre har trukket på min teori til mange praktiske undervisnings-eksperimenter, nogle af dem bifalder jeg meget. Men denne praksis udspringer ikke direkte fra teorien,« forklarer Howard Gardner.

Lærere skal være åbne
Trods den store anerkendelse, eller som en oplagt reaktion på den, har en række skeptikere gennem Information kritiseret måden, Howard Gardners teori bliver brugt på. De har påpeget, at teorien kan blive en sovepude. Lærerne kan forfalde til at lokalisere, hvilke specielle talenter den enkelte elev har – og så udelukkende stimulere dem. På den måde løber undervisningen meget lettere, og forældre får indtrykket af, at netop deres barn er helt specielt. Men, siger skeptikerne, disse børn kan risikere at mangle helt basale færdigheder, som ikke er blevet udviklet, fordi lærerne aldrig har givet børnene et modspil.
Igen melder Gardner hus forbi.
»Teorien siger intet om, at man skal fokusere på enten styrker eller svagheder. Det er en overbygning lavet af undervisere. Jeg siger altid: ’Lad være med at fortælle mig, hvad du gør; fortæl mig i stedet hvorfor du gør det.’ Og sådan ville jeg også spørge en underviser: ’Hvorfor fokuserer du på styrkerne eller svaghederne. Hvad er fordele og ulemper ved et sådant fokus?’ siger Howard Gardner.
– En kritiker formulerer det således: ’Bare du finder det enkelte barns lille verdensmesterskab, så er alt godt.’
»Jeg er enig i, at en sådan brug ikke er tilstrækkelig. Men det kan være et nødvendigt første skridt. Hvis ikke vi kan gøre børn interesseret i læring, så bliver hele udfordringen uoverstigelig. Hvis man lokaliserer barnets stærke sider, kan det ofte hjælpe med at engagere barnet i en bredere indlæring.«
Howard Gardner er modstander af, at danske kommuner ligefrem skriver hans arbejde ind i skolepolitikken, som grundlaget for hvordan skolen skal undervise børnene. Men selv om han forstår de lærere, der protesterer over, at blive pålagt et bestemt syn på undervisning, så mener han stadigvæk, at hans teori kan være en hjælp.
»Lærere skal være åbne og lytte til personer, som har grunde til at anbefale en undervisning baseret på teorien om de mange intelligenser. Det kan måske hjælpe dem med at tackle et vanskeligt problem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu