Læsetid: 6 min.

’Det har været lidt ensomt, faktisk’

Vil rollen som fascist på flugt fra forbrydelser begået i fortiden endelig sikre Michael Caine en Oscar som bedste mandlige skuespiller?
5. december 2003

(2. sektion)

Interview
Den gamle mands ansigt er jordbærfarvet i den skarpe sol. Han sveder kraftigt, hvad enten det skyldes frygt eller den billige, overflødige flyjakke. Han skrår over den lille kirkegård, åbner døren til et kapel, læner sig ind og tager ærbødigt kasketten af. Kameraet standser, og skikkelsen synes at kaste 10 år af sig og vokse 10 cm i højden, mens den slentrer over for at hilse på mig og udveksle vittigheder med filmholdet. Den stakkels gamling har problemløst forandret sig til en filmstjerne ved navn Michael Caine.
Caine har påtaget sig denne lurvede forklædning i rollen som en tidligere fransk kollaboratør, Pierre Broussard, som bliver forfulgt for henrettelsen af syv jøder for over et halvt århundrede siden. Efter krigen blev han beskyttet af både den franske regering og den katolske kirke, og har tilbragt årtier i komfortabelt skjul. Nu har en ny lov igen gjort det muligt at retsforfølge ham, denne gang for forbrydelser mod menneskeheden, og atter sendt ham på flugt.

Perfektionisten
Skuespilleren har bygget sin karriere på at perfektionere det ikke-perfekte: gennemførte skurke (Få fat i Carter), elskelige slyngler (Alfie), plagede, introspektive antihelte (The Quiet American, som Caine fejlagtigt håbede ville give ham en Oscar for bedste skuespiller, som han aldrig havde vundet). Men sjældent, om på noget tidspunkt, har han set mere trist og grå ud end han gør nu, som Broussard, hvor han er ilet et skridt væk fra genkendelsens skarpe lys, på denne lyse sommerdag i det sydlige Frankrig.
»Jeg har taget omkring 15 pund på til rollen,« siger han.
»Og jeg fik hængeskuldre så jeg ser ud, som om jeg kun måler 1,75 – faktisk er det 1,88 – for at gøre ham til en lille mand med runde skuldre, og med slæbende skridt. Jeg har mødt nazister og religiøse fanatikere hele mit liv, og de har altid haft det samme til fælles, en sørgmodighed og stupiditet. Jeg hader dem, men jeg har utrolig meget medlidenhed med dem.«

Filmer i Le Pen-land
Filmen, The Statement, er baseret på Brian Moores roman af samme navn og trækker på adskillige virkelige hændelser, der rystede det politiske samfund i Frankrig op gennem 90’erne. Moores umiddelbare model var Paul Touvier, som blev idømt livsvarigt fængsel i 1994 og døde i fængslet to år senere, 91 år gammel. Gamle nazister blev ved at dukke op. Klaus Barbie, den tidligere nazi-kommandant i Lyon, døde i 1991, under afsoningen af en dom på livstid. Maurice Papon havde en strålende karriere, indtil han blev dømt for krigsforbrydelser i 1999. Han blev løsladt af helbredsmæssige grunde sidste år under vilde protester.
Dagens optagelser foregår i Marseilles, højborg for Front Nationale-politikeren Jean-Marie Le Pen, som var seriøs kandidat til præsidentposten sidste år, til trods for
udtalelser blopt seks år tidligere om, at gaskamrene var en ’detalje i historien’.

Frem fra glemslen
»The Statement handler om noget, der er foregået, mens jeg har levet,« siger filmens instruktør, den 77-årige Norman Jewison. »En masse af det blev gemt bort, ingen ønskede at tale om det. Da Papon blev sendt i fængsel og historien kom på forsiden af The New York Times, blev jeg yderligere inspireret.«
Jewison har været over alt på landkortet i sin lange karriere, både konkret og i overført betydning, fra tung socialrealisme (I nattens hede) tiol musical (Spillemand på en tagryg) og romantisk komedie (Lunefulde måne). En sirlig, ungdommelig mand i shorts, gummisko og baseballkasket, han arbejder hurtigt og beslutsomt på trods af den stegende hede, og det omgivende trafikkaos, skabt af en af de hyppige franske jernbanestrejker.
Lige nu giver han Tilda Swinton et par psykologiske indblik i hendes rolle, en parisisk dommer, der står i spidsen for jagten på Broussard. Swinton er usikker på en scene, der kræver at hun frygtløst stormer ind i en kirke hvor man formoder, forbryderne holder til.
»Vis, du virkelig har nosser,« råber Jewison blot. Et par optagelser efter er scenen i kassen.
»En af de forfriskende og uopstyltede ting ved dennne film er, at det er en ren politisk thriller,« siger Swinton bagefter. »Den forsøger ikke at være et studie i nogen af rollerne. En mand jages og andre jager ham af forskellige grunde. Den dommer, jeg spiller er interesseret i at finde ikke Broussard, men hvem det var, der beskyttede ham i mere end 40 år. Hun ved, at den katolske kirke alene ikke ville være i stand til at gøre det; det må være nogen, der selv var aktivt involveret i forfølgelsen af jøder og som igen sidder i regeringen, helt i toppen. Det er ham, hun virkelig er efter.«
Alt sammen næppe noget der er beregnet på at behage hverken Vatikanet, Elysée-palæet elle de mange lokale tilhængere af Front Nationale (hvilket sikkert er grunden til, at ingen franske journalister besøger optagelserne, selv om ingen siger det højt).

Caines mørke side
Men uanset hvad, er Broussard en rotte fanget i en moralsk labyrint, og manuskriptet har et skeptisk syn på de tilsyneladende helte. Swintons rolle kunne sætte skub i hendes karriere. Et unavngivent privat vagtværn kunne være eksnazister ude på at gøre Broussard tavs, før han også afslører dem, eller individuelt optrædende militante jøder, der er ude efter hans skalp.
At Caine fik rollen, gør billedet endnu mere uklart.
»Michael har en mørk side, men han rummer også megen menneskelighed og ydmyghed,« siger Jewison.
»Broussard er racist og morder, men der var tusindvis af kollaboratører, som mente, de gjorde det rigtige for Frankrig. Kunne vi andre være blevet fanget i netop det historiske øjeblik?«
Filmen optages på engelsk. »Jeg arbejder altid på mit eget sprog,« siger instruktøren. »Jeg går ud fra, at alle i Spillemand på en tagryg skulle have talt enten jiddish eller russisk, men den slags bekymrer mig ikke.«
Derfor taler Caine med sin sædvanlige blide røst. Jeremy Northam siger spøgefuldt: »Jeg lærte lektien i The Golden Bowl,« og refererer til sin rolle i filmen som glat italiensk prins. »Ikke mere accent.«
I The Statement spiller han en oberst i hæren og assistent for Swinton.
»Han arbejder efter bogen; han tror på Staten som en ordnet helhed, i modsætning til den temperamentsfulde, uortodokse dommer. Det er et lidt umage par.« Så langt, så stereotypt, men Northam gør også opmærksom på historiens tvetydigheder:

Håb om en Oscar
»Efter han allerede er blevet benådet, bliver Broussard beskyldt for forbrydelser mod menneskeheden, og indirekte stiller historien spørgsmålet: ’Hvem er vi, der finder på denne nye anklage imod ham? Hvis vi ønsker at ændre reglerne til egen fordel, hvad vil det så føre til?’ For mig har filmen også aktuelle overtoner, som f.eks. definitionen på de fanger, der tilbageholdes på Guantanamo. Skal vi blot ignorere den aftale og så forvente at vore egne tropper i forskellige situationer nyder godt af Geneve-konventionen?«
Jewison arbejder hurtigt. Der er gået seks måneder siden vores snak, og filmen har netop haft verdenspremiere i Los Angeles. Den har fået anmeldelser som enten »en-blandt-mange og vildt for lang« (Variety) eller som »en fremragende politisk thriller« (Hollywood Reporter), og bliver sendt i begrænset distribution i USA den 12. december, så den kan nå med i nomineringen til Oscar-priserne.
Nogle eksperter mener, historien er for europæisk for de stemmeberettigede, selv om dette – og lignende blandede anmeldelser – ikke skadede Roman Polanskis Pianisten: Den vandt tre Oscar-priser tidligere på året, bl.a. en til manuskriptforfatteren Ronald Harwood, som også har skrevet manuskriptet til The Statement. Så vil Caines præstation som den skyggeagtige Broussard endelig resultere i prisen som Bedste skuespiller?
»Det tænker jeg ikke på længere,« siger han. »Jeg arbejder kun, når jeg har lyst og med en film, jeg umuligt kan afvise. Jeg er 70 år gammel, og gider ikke stå op kl. halv syv om morgenen for at lære 10 linjers ævl.«
»Jeg aner ikke, hvad min figur er for en,« tilføjer han leende. »Det er en usædvanlig rolle, fordi jeg en stor del af tiden har været alene på lærredet. Det er den korteste optagetid jeg har brugt på en hovedrolle, halvdelen af tiden er gået med at filme de mennesker, der forfølger mig. Det er en præstation, der er kontrolleret mere af instruktøren og klipperen end af mig, fordi den er så fjernt fra alle. Det har faktisk været lidt ensomt, sjovt nok.«

*The Statement er endnu ikke programsat til dansk premiere

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her