Læsetid: 5 min.

At væve på web’en

Storstilet cyberforsøg på at blotlægge essayets anatomi. Og dets virkning
15. december 2003

Tæppebombning
Ideen er fængende: At benytte nettets flerdimensionale rum, hvor man kan linke i mange retninger og inddrage billeder, fotos, kunst og musik til at udforske essayformens muligheder. Et essay skal jo blandt andet, som det hedder med et af dette webessays egne, talrige indkredsningsforsøg, bruges til at »opfange skæve signaler« og »med sin splintrede synsvinkel få øje på temaer og sammenhænge, der ikke ligger lige for«.

Svimlende
Udformningen, som man kan finde den på Afsnit P’s hjemmeside, er intet mindre end svimlende. Webessayet er skabt af litteraterne Charlotte Hansen og Karen Wagner sammen med forfatteren Christian Yde Frostholm som webdesigner. Metaforen for tilegnelsen er rejsen, webessayet er opdelt i fire ’rejser’, »Den indre rejse«, »Den videnskabelige ekspedition«, »Storbyferien« og »Rumturisme«. Og rejsens stadier lever helt op til ’antigenren’ essayets spredning over faglitteratur, skønlitteratur, dagbog, brev, artikel, kunst og videnskab med mere.
Men selve organisationsprincippet er kunstnerisk - æstetisk, associativt, under stadig forvandling. Spørger man hvorfor skaberne har udvalgt netop de nævnte fire rejser, får man kun svaret ved at begive sig ud på dem og åbne de rejsebreve, der er udlagt langs ruterne. Inden i kuverterne befinder sig refleksioner over labyrinten, dresscode, kludesamling, fetich, havekunst, mandala, kartografi, borgerlig offentlighed, biers dans, Arachnes forvandling, stjernebilleder, skyer kodeskrift, uendeligt, global dialog, migration, maske og meget, meget mere. Her nævnt i flæng – organiseret i webessayets rum, beslægtet på kryds og tværs i underfundige, fluktuerende og flertydige forbindelser. Nogle steder kan man linke til et brev i en af de andre rejser, andre steder får man i tilgift biografier over nogle af dem, der citeres. Man får så meget, at man uden forbehold kan bekræfte, at et essay er »mod enhver form for almengyldighed og undertrykkende orden til fordel for en ikke-almengørende og ikke-regelbestemt måde at anskue verden på.«
– Det tør siges! Og det geniale ved webformen er, at man ikke får lov at glemme det. Hvert eneste klik slår pointen fast påny.

Modstand
Den begrænsning, man er underlagt ved, som i denne artikel, at bevæge sig i den lineære skrift, føles pludselig ret snærende. Hvordan yder man den kalejdoskopiske, flerdimensionale tekst retfærdighed?
Men man vækkes også til modstand. Man bliver hyperbevidst om sine egne impulser og tankemønstre, man kommer i diskussionshumør, og da det netop er én af genrens formål, skal sagen ofres et par ord.
Først og fremmest rører det tænkende jeg protesterende på sig. »Et essay er en flerstemmig tekst, der bryder med forestillingen om det tænkende jegs enhed,« læser man. Og det vil man ikke uden videre finde sig i! Men straks melder sig på den anden side spørgsmålet om, hvorfor?
Er man bange for det uafsluttede, flydende, sporadiske og lapidariske? For kaos?
Er det bjærgsomhed: Hvad får jeg ud af det her?
Er det nysgerrighed: De må jo selv have haft et konstruktionsprincip. Kan jeg rekonstruere det?
Er det præstationsangst over for den pædagogiske opgave: Hvordan får jeg overhovedet forklaret læseren det her?

Det hvide snit
Webessayet kommer selv meget tæt på at diagnosticere den tilstand, man reagerer imod, hvor det viser en hjernes to halvdele og tilordner dem to af det 16. århundredes fyrtårne, den berømte essayist Michel de Montaigne og den deduktive tænker Francis Bacon. Til venstre har vi Montaigne, der skriver springende, analogisk, associativt, impulsivt, improviserende, løs, ledig, causerende, antydende, samtalende, jeg-du(kommunikations)centreret, spøgefuldt, underfundigt, følelsesmæssigt tilkendegivende og med subjektivt centrum.
Til højre skriver Bacon målrettet, logisk, planlagt, stramt, diskursivt, informerende, forklarende, meddelende, emneorienteret, alvorligt, tydeligt, intellektuelt, belysende, men dog med personligt udgangspunkt.
Tilsammen rummer de to hjernehalvdele alle de egenskaber, der kræves af det gode essay, fremhæves det, men på web’en kan man ironisk nok kun fremkalde én hjernehalvdels evner ad gangen. Så snart man klikker på den højre, forsvinder den venstre; klikker man på den venstre, er den højre pist væk.
Man får altså en slags ’hvidt snit’, og det ytrer sig i første omgang ved, at venstre hjernehalvdel totalt tager magten. Længe føles det hele som at læse en stor citatsamling, hvor man nok nynner bifaldende med undervejs, men bagefter har glemt det meste. I første runde får man det nærmest, som om hjernen var fuld af huller, synapserne sat på stand by, og man selv lullet ind i en slags halvsøvn, hvor ord, betragtninger og citatstumper flyder rundt som vragstykker efter et forlis. Bacon ville ikke have brudt sig om det.

Smørret i vallen
Men efterhånden samler emner og temaer sig i klumper som smørret i vallen.
Der er et tema om demokrati, dialog, gensidighed og samtale.
Der er et tema om affald, vrangside, overflødighed og sammenhængen mellem kluns og kunst: »Kludesamler eller poet – de er begge interesseret i affaldet«, citeres Walter Benjamin for. Anbragt sammen med Suzanne Brøggers beskrivelse af den manglende sammenhæng mellem kunst og liv. At være forfatter »er at påtage sig det radikalt onde, at inkarnere modsætningen til livets mening, som simpelt hen er at leve det«.
Der er et tema om bylivet som metafor for nettet selv – Cybercity!
Der er et tema om veje, de indre og de ydre. Om migration og globalisering, om vandringens veje, om rastløshed, uafhængighed af ting og egalitet, buddhismens vej, ‘eksperimentalturisme’ og ind imellem et billede af en ‘Ibskal’, den muslingeskal, pilgrimme får, når de er fremme ved apostlen Jakobs grav i Santiago da Compostela. (Ib er dansk for Jakob). Der er en mangfoldighed af andre temaer, som man borer sig igennem ’transversalt’, af den franske filosof Gilles Deleuze defineret som »en skæv bevægelse gennem akkumuleret viden« – »som en orm, der uden respekt for den alfabetiske orden gnaver sig igennem et encyklopædisk værk.«(Isak Winkel Holm).
Sammenhængen i det hele er med Milan Kunderas ord bestemt af »en eksistentiel spørgen«, manglen på sammenhæng er en følge af det nødvendigvis uafsluttede. Man får aldrig fuldt overblik over webessayets betydninger, så lidt som over den zen-have, hvor en sten forsvinder og en ny kommer til syne, hver gang man flytter sig. Men ender legen med at kede, kan man jo bare holde op. Med den norske forfatter Jan Kjærstads ord: »Det er læseren – og læserens kedsomhed – der sætter tekstens grænse.«
Udenfor venter verden. Ser man den lidt anderledes?

*www.afsnitp.dk. Charlotte Hansen, Karen Wagner og Christian Yde Frostholm: ’Webessay’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her