Læsetid: 5 min.

Absolut anderledes teater

Tre teaterkvinder udfordrer med et provokerende manifest – forklædt som ansøgning – den storkøbenhavnske teaterscene, hvor belægningsprocenter fylder mere end kunstnerisk udvikling
21. januar 2004

Teaterproklamation
I december 2003 valgte politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget under Københavns Kommune at udskyde beslutningen om, hvem der fremover skal modtage støtte som små storby-teatre i hovedstaden.
Rundt omkring lettede udskydelsen på et år nok diverse teaterdirektører og frustrerede dem med én i maven.
Men over det blåmalede spisebord på fjerdesalen i et indre-københavnsk baghus sad tre ansøgere faktisk og glædede sig over nyheden. Også selv om den politiske afgørelse sådan set garanterer færre penge at leve for frem til 2006.
»Vi tager udskydelsen som et signal om, at der bliver kigget overordnet på de københavnske teatres sammenhæng. Lige nu mangler der nogen til at fremføre kunstneriske visioner. Dem tilbyder vi, og så venter vi gerne et år længere,« forklarer dramaturgen Nina Larissa Bassett.
Det er ikke pengene, der har affødt hendes, sceneinstruktør Solveig Weinkouffs samt dramatiker og skuespiller Vivian Nielsens vision om TeaterKunst.

Public service-diskussionen
Ønsket om at redefinere det hjemlige teaters betydning for publikum ligger bag ansøgningen fra de tre drevne kvinder.
Ifølge trekløveret dominerer to teaterformer totalt scenen i Danmark. Den ene er kommerciel og fokuserer udelukkende på at underholde, mens den anden repræsenterer et kunstnerisk selvsving, hvor afsenderen udkrystalliserer en smerte i et værk, som modtageren så muligvis kan genkende sin egen psyke i.
»Formerne repræsenterer begge forældede kunstnersyn. Jeg ser nærmere kunstneren som medie eller en katalysator for de bevægelser, der er i gang i samfundet. Det at være kunstner er som at være i et servicefag. Det handler netop ikke om at sige det til folk, som de gerne vil høre. Det handler om at gå ud og mærke efter, hvad der findes af moralske, psykologiske og værdibaserede spørgsmål. Dem skal kunstneren gå i dialog med og så vælge det emne, man mærker brænder allermest på,« mener Vivian Nielsen.

Københavnsk visionskrise
Ifølge de tre ansøgere og deres TeaterKunst har den storkøbenhavnske scene de seneste år ladet sig presse så meget af dårlig økonomi og kravet om høje belægningsprocenter, at vovemodet og nybruddene efterhånden glimrer ved deres næsten totale fravær.
Da der samtidig er blevet færre midler at søge for teaterprojekter uden fast tilholdssted eller status under den nuværende regering, ligesom Kulturministeriets Udviklingsfond blev afviklet sidste år, går det i voldsom grad ud over vækstlaget.
»Det er en selvdestruktiv udviklingspolitik. Og samtidig oplever jeg, at den storkøbenhavnske landsdelsscene bliver mere og mere forsigtig med at eksperimentere. Teaterdirektørerne tænker jo kun på at tjene penge for at overleve,« mener Vivian Nielsen.
Med TeaterKunst ønsker hun at gøre teatret til et sted, der er nødvendigt at komme:
»Vi skal hen, hvor vi oplever, at kunst har lige så stor værdi som psykologerne i samfundet. Hvor man kan pejle, hvilke veje samfundet bevæger sig i. Et sted, hvor vi får udviklet vores identitet,« siger Vivian Nielsen.
Solveig Weinkouff illustrerer:
»På et tidspunkt begyndte Ribe Amt at udskrive motion på recept, og det bliver mere og mere almindeligt. Vi har talt meget om, hvornår ånd skal udskrives på recept. Altså: ’Du har brug for 10 gange med kunstneriske oplevelser de næste fem måneder’. Det kunne jeg godt tænke mig.«

Bestyrelse på plads
I idékvindernes gennemarbejdede ansøgning præsenterer de en markant bestyrelse, som bakker op om det ambitiøse luftkastel, TeaterKunst altså forbliver lidt endnu.
De fem medlemmer tæller bl.a. rektoren for Skuespillerskolen i Odense, Lane Lind, folketingsmedlemmet Bodil Kornbek (KrD) og højesteretssagfører Preben Kønig, der samtidig er formand for TeaterKunst.
Det gælder for hele bestyrelsen, at medlemmerne på forhånd har tilsluttet sig teatrets rendyrkede vision om scenekunsten som noget langt alvorligere og mere essentielt end blot underholdning:
»De støtter op om principperne bag. At der er behov for 100 procent statsstøttet teater på samme måde, som samfundets medlemmer behøver biblioteker, uddannelsesinstitutioner eller hospitaler, for den sags skyld,« forklarer Vivian Nielsen.

Bevidst provokation
Især den sidste af lignelserne vil måske virke provokerende på folk, der har brug for en hofteoperation frem for at kunne gå i et nyt, udfordrende teater hver anden måned. På samme måde vil selve navnet TeaterKunst nok i nogle læseres ører klinge som et indviet projekt. Det er helt bevidst. Også selv om kvinderne bag på ingen måde ønsker at snobbe sig væk fra pøbelen endsige det brede publikum:
»Vi har jo valgt et navn, der provokerer. Folk har det nemt sådan, at kunst er et elitært projekt. Puha, tænker de. Men ideen er netop at vende billedet om. Kunst er noget for alle, og det handler om at udvikle sig som menneske,« udglatter Nina Larissa Bassett.
»Vi ville gøre op med begrebet ’Det folkelige teater’ og i stedet indføre ’Det menneskelige teater’. Det skal sagtens kunne være folkeligt og lettilgængeligt at besøge TeaterKunst, men det skal bare også være menneskeligt væsentligt og udfordrende! Underholdning burde ikke som nu være lig med ren sødsuppe,« skælder Vivian Nielsen ud og stemmer så i et grin, da hun fornemmer sine egne ords revsende tyngde.

Absolut anderledes
Udviklingen og fornemmelsen for det omgivende samfund ønsker TeaterKunsts kvinder at sikre gennem en årlig proklamation. Her præsenterer de et sæt regler for hvert teaterstykke, der er kapacitet til at opsætte. Ifølge TeaterKunsts støtteansøgning til Københavns Kommune ryster reglerne »konventionerne og befrier
effektivt kunstnere og publikum for enhver vanetænkning.«
Basset, Weinkouff og Nielsen står for proklamationen, men derfra ryger teaterstykkets produktion i offentligt udbud:
»Vi indrykker en annonce i eksempelvis aviserne, og det skulle gerne inspirere fagfolk til at byde ind,« forklarer Solveig Weinkouff.
»Dermed åbner vi os mod branchen, hvilket er absolut anderledes i forhold til resten af teaterlandskabet,« fremhæver Vivian Nielsen.
Sammen med kollegerne kan hun nu bare afvente, om den kommende undersøgelse af hele københavnerscenens fødekæde levner plads til TeaterKunsts redefinerende revolution.

Fakta
TeaterKunst
*Vivian Nielsen (f. 1962): Blev i 2002 af Jens Kistrup udnævnt til den »fjerde i rækken af kvindelige dramatikere, der tegner dansk teater ved indgangen til det ny århundrede« efter Saalbach, Knutzon og Werdelin.
Desuden gør hun sig som skuespiller – senest med hovedrollen i Afgrunden om Asta Nielsen, der modtog publikumsprisen ved Copenhagen Film Festival.

*Solveig Weinkouff (f. 1959): Har arbejdet som skuespiller, instruktør, underviser på Statens Teaterskole og producent gennem sine 24 aktive år i dansk teater. Det er bl.a. blevet til instruktionsopgaver på Edison, Café Teatret, Mungo Park og Rialto.

*Nina Larissa Bassett (f. 1971): Den engelskfødte dramaturg er uddannet cand. mag. i teatervidenskab ved Københavns Universitet og har bl.a. arbejdet som oversætter for Det Kgl. Teater, ligesom hun har udført dramaturgisk arbejde ved Mungo Park, Kaleidoskop, Rialto m.fl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her