Et klassisk pletskud fra Eric B. & Rakim pinlige spredehagl fra 50 cent og hans
G Unit
Nye cder
Det er efterhånden gevaldig længe siden, at hiphoppens gamle skole regerede pladespillerne og håndmikrofonerne. Så længe siden, at en række udgivelser og ikoner vel sagtens risikerer at blive glemt.
Kulturen samler konstant unge lyttere op, og derfor kan det også godt forsvares at genudgive en ærkeklassisker som duoen Eric B. & Rakims uforlignelige, men ofte kopierede, Paid In Full fra 1987. Det er måske ikke lige det lir, de unge ved, at de vil have. Men derfor er det ikke desto mindre vigtigt, at de får chancen for at høre nærmere om hiphop-historien og finde ud af, hvad der gik forud for Jokeren, Snoop Dogg, Jay-Z og Eminem.
Milepæl
Sidstnævnte har eksempelvis lånt linjer fra pladens »As the Rhyme Goes On«, hvorpå den kun 17-årige Rakim fra Manhattan spørger »If I
wasnt, then why would I say I am?« Omkvædet i Eminems 13 år yngre hit, »The Way I Am«, er en tro metrisk kopi.
På samme måde minder indgangsreplikken på »I Know You Got Soul« om, at topproduceren Timbaland måske kan sine klassikere, men ikke selv opfinder alle de små genialiteter, han spytter ud. Og sådan er der en hel kaskade af aha-oplevelser, når man giver Paid In Full en genlytter, for albummet var for sure en milepæl i samspillet mellem dj og MC.
Lyt blot til titelnummeret, hvorpå Eric B. sampler basgangen fra Dennis Edwards 1980er-hit »Dont Look Any Further« og mærk, hvordan overgangene mellem A- og B-stykker smelter sammen med scratch og bund. Ægte pionérarbejde, der fortjener et større publikum, end der var hiphoplyttere i Danmark for 17 år siden. Dengang var et nummer som »Chinese Arithmetic« i øvrigt nok også en anelse for avantgarde for en lytterskare, som kun akkurat forstod, hvad Run-D.M.C. gik ud på. Ikke desto mindre er den asiatisk inspirerede jam-session, der udspiller sig under Eric B.s Technics-pickupper en udpræget nydelse den dag i dag. Også selv om turntableismen selvfølgelig har udviklet sig gevaldigt siden subgenrens tidlige stiløvelser.
Genudgivelsen suppleres desuden af flere fremragende remix på en særlig bonus-cd - så Paid In Full betaler sig til fulde at investere i.
Formørkelse
Det gør G Units første lorteplade til gengæld ikke, og det følgende skal derfor ikke forstås som en vejledende omtale, men som en forbrugeradvarsel. De her drenge kender ikke deres rap-ABC, og selv om de også stammer fra New York, lyder G Unit nærmere som nogen, der dårligt formår at stamme i New York.
Tegneserie-forbryderen 50 cent er altså allerede tilbage, og denne gang bringer han tre homies med sig, så de også kan få en bid af berømmelsen og gysserne med Beg For Mercy. Eller dvs. to homies, for den tredje afsoner i tremmely og har kun kunnet bidrage sporadisk til tilblivelsen af albummet, hvilket der bliver gjort en hel del ud af i G Units kvalmende pr-materiale.
Albummet er dunkelt produceret og tematiseret, men det gør det ikke stemningsmættet. Blot til deprimerende lytning. 50 cents formørkede og udspekulerede volds-blær excellerer i sin mangel på fantasi endsige lyse ideer. I stedet hærger formørkelsen og den bevidst ignorante fordummelse. Proklameringen »Im not here to save the world, just to roll up a blunt« (slang for
joint, red.), fra førstesinglen »Stunt 101« er således meget dækkende for resten af Beg For Mercy. Bed ikke om nåde, kære læser, bed til at albummets mange samplede skudsalver ikke rammer Deres øregange.
*Eric B. & Rakim: Paid In Full (Deluxe Edition) (Def Jam/Universal)
*G Unit: Beg For Mercy (Interscope/Universal)