Læsetid: 4 min.

Aids har frit lejde i Angola

Få angolanere havde hørt om aids, inden borgerkrigen sluttede sidste år. Nu rapporterer tv og radio om den nye fjende: hiv/aids
3. januar 2004

LUANDA – Helena Morais hørte første gang om aids i maj, da hendes mand døde efter kort tids sygdom. En sygeplejerske mente, at det kunne være aids og opfordrede Helena til at lade sig hiv-teste. Testen var positiv. Kort efter døde Helenas tre-årige søn af aids.
»Nu siger sygeplejerskerne, at mine to andre børn skal testes. Men hvad skulle det hjælpe? De siger, at vi kan leve længere med hiv, hvis vi spiser sund og varieret kost. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg har ikke engang råd til ris og brød,« siger den 38-årige mor og stirrer trist ud af vinduet på América Boa Vida-hospitalet i Angolas hovedstad, Luanda.
Ingen ved, hvor mange hiv-positive, der er i det sydvestafrikanske land. Få havde hørt om virussen, inden borgerkrigen sluttede sidste år. Den hærgede i 27 år. Nu rapporterer tv og radio om den nye fjende: hiv/aids. Men der er mangel på kondomer i det meste af landet, og kun en halv snes klinikker foretager hiv-tests. Næsten alle ligger i Luanda.
»Det nærmeste, vi kommer på statistikker, er to undersøgelser fra 2001. Den ene viste, at 8,6 procent af de gravide på fødeklinikkerne i Luanda var hiv-positive. Den anden blev foretaget blandt prostituerede og afslørede, at hver tredje var smittet,« oplyser Melanie Luick. Hun er hiv/aids-koordinator for FN’s Børnefond, UNICEF, i Angola.

Frygt for en eksplosion
Eksperterne er enige om én ting: At sygdommen vil brede sig i takt med, at de sønderbombede veje åbnes og hundredtusinde flygtninge vender hjem fra nabolande som Zambia og Namibia, hvor over en tredjedel af de voksne er hiv-positive.
»Der er hverken penge eller politisk vilje til at bremse aids-epidemien. Under krigen var Angola et lukket land. Nu åbner alle smittevejene sig, og om fem-10 år vil situationen være lige så katastrofal som i resten af det sydlige Afrika,« mener Ana Maria Leitão. Hun er direktør for CAJ, Centret for Hjælp til Unge, der driver en af de få klinikker med hiv-rådgivning og –test.
Hun kritiserer myndighederne for at gøre for lidt for at oplyse om hiv/aids i skolerne. Over halvdelen af Angolas 13 mio. indbyggere er under 18 år. Og hun frygter, at det voksende antal prostituerede, narkomaner og arbejdsløse eks-soldater og oprørere vil puste til epidemien.
»Dertil kommer vores kultur, som tillader polygami og seksuelle forhold mellem ældre mænd og unge piger. De fleste kvinder er undertrykte. De kan ikke sige nej til usikker sex. Angola har alle forudsætningerne for en hiv/aids-eksplosion,« forklarer Ana Maria Leitão.
Sidste år dannede Angolas præsident, Jose Eduardo dos Santos, en National Aids-Kommission med sig selv i spidsen. Der gik næsten et år, før Kommissionen holdt sit første møde. Det skete i november, hvor den offentliggjorde Angolas første, nationale aids-plan.
Den lover flere penge til prævention, mere hjælp til mennesker med hiv/aids og øget træning af læger og sygeplejersker.

Sex for en dåse sardiner
Men Umberto Rick tror ikke, at det er nok til at standse epidemien. Han opdagede, at han var hiv-positiv for tre år siden.
»På en eller anden måde fik mine lærer-kolleger at vide, at jeg havde hiv. De krævede, at jeg blev bortvist fra skolen, fordi de troede, at jeg ville smitte dem. Angola har ingen love, som forbyder diskrimination af hiv/aids-ramte. Det er en af grundene til, at få tør stå frem og indrømme, at de er positive,« forklarer 36-årige Rick, som er gift og far til to børn. Han opgav at være lærer og var i stedet med til at stifte LPV, Luta Pela Vidha (Kamp for Livet).
LPV er den eneste organisation for hiv-positive og aids-syge i Angola. De mødes hver fredag eftermiddag i haven bag América Boa Vida-hospitalet for at støtte og rådgive hinanden.
»To amerikanske organisationer, World Learn og PSI (Population Service International, red.), har støttet os økonomisk med at gennemføre en kampagne for hiv/aids-ramtes rettigheder, med at undervise sygeplejersker i hiv/aids og med at dele mad og skoleudstyr ud til 50 hiv-positive børn. Men det er slet ikke nok. Der skal mange flere ressourcer til, hvis Angolas skal reddes fra en ny katastrofe,« siger Luta Pela Vidhas præsident, Ines Gaspar. UNICEF forsyner to hospitaler i Luanda med Nevirapine, som nedsætter risikoen for, at hiv-positive gravide smitter deres fostre.
»Vi har også en mobil klinik, som kører rundt i Luanda og tester folk for kønssygdomme. Vi oplyser om hiv/aids i fængsler og ungdomsklubber med mere. Men det er slet ikke nok, for Angola halter langt bagefter. Under krigen var det ikke in for donorerne at støtte hiv/aids-projekter, og nu kommer regningen,« vurderer Melanie Luick.
Over halvdelen af angolanerne lever for mindre end en dollar om dagen, og hiv/aids koordinatoren ser fattigdommen som den største fare.
»Mange kvinder sælger deres krop for et stykke sæbe eller en dåse sardiner, fordi de har brug for basale fornødenheder. Hovedparten har aldrig hørt om hiv/aids og beskytter sig ikke mod virussen,« forklarer Luick.

*Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af Ibis til Afrika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu