Amerika truer verdensøkonomien

Mens USA’s præsident George W. Bush overvejer at sende mennesket til Mars, er den amerikanske dollar kastet ud i et nærmest frit fald over for euroen.
I fredags måtte valutahandlere i New York betale over 1,28 dollar for at veksle til en euro, og det er 30 procent mere end for to år siden. Offentliggørelsen af nye, skuffende beskæftigelsestal i USA fredag morgen fik valutamarkedet til at drage den konklusion, at den amerikanske forbundsbank ikke i en overskuelig fremtid vil hæve den historisk lave rentesats på kun én procent.
Dollaren kan falde endnu mere i de kommende uger. Nogle analytikere på markedet er begyndt at tale om en vekselkurs på 1,40 dollar over for euroen. USA’s rekordstore og voksende underskud på handelsbalancen og statsbudgettet har fået internationale investorer – som bl.a. kendte spekulanter, fondsmanageren George Soros, og Warren Buffett – til at flygte væk fra dollaren. Nogle søger tilflugt i guld, andre køber euro-relaterede papirer. USA’s underskud på handelsbalancen nåede i det forløbne år op omkring 500 mia. dollar, og regeringen gældsætter USA i rekordtempo. Med drastiske skattelettelser og voksende militærudgifter har Bush-regeringen i løbet af de sidste tre år forvandlet et overskud på statsbudgettet på 2,4 procent af brutttonationalproduktet til et underskud på cirka fire procent af BNP. Det har givet den amerikanske økonomi en kraftig indsprøjtning og stimuleret væksten, som i år ventes at blive på mellem tre-fire procent. Ikke siden Ronald Reagan i 80’erne har USA ført en så ekspansiv keynesiansk økonomisk politik.

Argentina, græd for USA
Ikke alle er lige begejstret for den udvikling. Den tidligere finansminister, Robert E. Rubin, der i 1990’ernes Clinton-regering var med til at skabe overskud på statsbudgettet, advarer om, at omfanget af nationens budgetmæssige ubalancer nu er så stort, at risikoen for »et fundamentalt skifte i markedsforventningerne og et tillidstab i ind- og udland« skal tages alvorligt.
Sat på spidsen advarer Rubin imod, at USA får samme skæbne som gældsatte og underskudsplagede nationer i Den Tredje Verden.
Professor ved Princeton University, Paul Krugman, skar det ud i pap forleden i avisen The New York Times: »Græd for os, Argentina. Vi er måske vej i samme retning,« skrev han.
»Hvis denne uduelighed fortsætter, vil investorerne til sidst konkludere, at Amerika er et tredjeverdensland og begynde at behandle det som sådan. Og resultatet for USA’s økonomi vil ikke være kønt.«
Fra London skrev avisen Financial Times en leder, der kaldte Bush-regeringens løfter om at halvere underskuddet i løbet af fem år for »uærlig«:
»Bush-regeringen har arvet et af de mest fleksible og tilgivende systemer i den økonomiske historie,« skrev avisen og henviste bl.a. til, at USA har lukreret på den store likviditet på finansmarkedet til at leve over evne:
»Som en 16-årig pige, der kører i sin mors Ferrari, virker regeringen fast besluttet på at finde ud af, hvor uansvarligt den kan opføre sig, før bilen kører i grøften.«
Financial Times skrev det i lyset af en ny rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) i Washington, der onsdag advarede om de alvorlige risici for den globale økonomi, som den amerikanske politik indebærer. USA’s dobbelte underskud og hastigt voksende gæld kan true den finansielle stabilitet i verden, fastslog IMF.
USA voldsomme lånebehov kan føre til, at renten globalt presses i vejret, og det kan gå ud over investeringerne, føre til større prisændringer på bl.a. ejendomsmarkedet og på længere sigt svække den økonomiske vækst.

Andre betaler gildet
Svækkelsen af investorernes tillid til dollaren »kan få negative konsekvenser«, lyder det fra IMF. Vicedirektør i Valutafonden, Charles Collyns, sagde, at dollarfaldet kan »gøre den makroøkonomiske politik meget vanskeligere i andre lande, som i euro-zonen og i Japan.«
Den japanske centralbank har aggressivt forsøgt at komme de japanske eksportører til undsætning. Ikke kun ved at fjerne renten. Men senest med store støtteopkøb for dollaren på markedet – i sidste uge for over 100 mia. kroner. Alene kan japanerne ikke afbalancere dollarens dyk, og det har fået flere i Europa til at kræve, at Den Europæiske Centralbank (ECB) også slækker på tøjlerne.
Den økonomi- og arbejdsminister, Wolfgang Clement, kaldte forleden den stærke euro for »et problem for den økonomiske udvikling i Europa«.
EU’s handelskommissær, Pascal Lamy, siger åbent, at euroen nærmer sig et niveau, hvor det skader konkurrenceevnen. Den belgiske statsminister, Guy Verhofstadt, opfordrer Centralbanken i Frankfurt til at sænke renten, mens Nobeløkonomen, Joseph Stiglitz, kalder euroen for overvurderet.
»Europa må korrigere markedets overdrivelser,« sagde Stiglitz forleden og anbefalede en rentenedsættelse fra to til halvanden procent i Euroland.
Men på et møde torsdag valgte ECB ikke at ændre kurs. Centralbankchefen, Jean-Claude Trichet, forsvarede beslutningen:
»Selv om de seneste valutakursudviklinger vil dæmpe eksporten, vil eksporten fortsat nyde godt af den dynamiske ekspansion i verdensøkonomien,« sagde han.
Professor ved universitet i Leuven, Paul de Grauwe, tog til genmæle i avisen Financial Times, og opfordrede ECB til at følge i USA’s ekspansive fodspor: »Den reduktionistiske filosofi i Frankfurt kan ikke fastholdes,« skrev han:
»Centralbanken skal ikke bare holde inflationen nær to procent og prædike, at resten vil være i orden. Den har andre ansvarsopgaver, inklusiv valutakursen, som er den vigtigste pris for virksomheders beslutninger om investeringer og eksport.«