Læsetid: 6 min.

Arven efter Festen

’Taler og sange frabedes’, står der nu på festinvitationerne. Filmen Festen er måske blevet det skræmmebillede, der afskaffer en ærkedansk tradition
24. januar 2004

Qlummen
Af og til bliver jeg inviteret til rund fødselsdag, bryllup og den slags. Det er jeg selvfølgelig meget glad for. Men jeg har lagt mærke til, at der oftere og oftere står på invitationen: ’Taler og sange frabedes’. I stedet har man engageret et band, en dj, sågar et par operasangere, en standupkomiker eller andre professionelle mennesker, som værten enten kender eller betaler for. De underholder så, og det er tit ganske udmærket.
Men i sådan en sammensat forsamling af familie, kolleger, venner osv. kan man let miste fornemmelsen af, hvem det er man fejrer og hvorfor. Jeg stiller selv alle de rigtige spørgsmål til bordherren eller -damen: ’Hvem er du, hvor kender du Thomas/ Marianne fra, hvad laver du?’ osv. osv. Men der mangler et eller andet: Den personlige tale, i sangglade familier også den personlige festsang, afsunget på velkendt melodi, men med hjemmegjort tekst, der kan få festen til at smelte sammen og få os til at føle, at der er en grund til, at vi i dag er sammen om at fejre netop Thomas eller Marianne.
Jeg har selv været til fester med fremragende sange komplet med de vittigste rim og de mest træfsikre pointer kørt hjem på enkle melodier som Se, min kjole, eller lidt mere avancerede som Katinka, Katinka, og jeg har nydt at være med til at synge dem. Jeg har hørt varme, kærlige taler, og jeg har været glad for at se, hvordan brudens far så ud, eller for at få del i en venindes eller slægtnings barndoms- eller arbejdsliv, som lå lidt udenfor den sfære, jeg selv havde berøring med. Det har oftest givet sammenhæng og tilføjet nyt til et menneske, jeg selv kendte og holdt af.
Jeg har aldrig mødt andre end danskere, der dyrkede denne form for fest-husflid. Internationaliseringen har sikkert sin del af skylden for, at det ikke længere virker trendy: Man har været til fester i andre lande og set, at dér står man ret op og ned i sit pæne tøj, uden at hengive sig til aktiviteter, som professionelle er meget bedre til. At synge, danse og tale selv er noget, vilde mennesker gør.
Men der er nok også en anden grund: At disse personlige taler og sange kan udarte til det virkeligt pinagtige. Kodeord: »Jeg har skrevet to taler...«, som sønnen Christian siger i Thomas Vinterbergs film Festen. En sætning, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver fødselar.
Og Arven efter Festen ligger tungt på os alle. Festtalen eller – sangen kan åbne til dybder, vi nødigt vil mindes om.
For hvad kan vi, måske uafvidende, have gjort én af de tilstedeværende, som vedkommende trodser enhver takt og tone for alligevel at få klemt ud, nu, i dag, hvor alle er tilstede? »Nu, hvor vi er samlet for at fejre Nikolaj, er der noget andet, som jeg synes, at I også skal vide...« Man kan næppe frakende visse familiemedlemmer eller ’venner’ en vis potentiel skadefryd ved at udlevere den officielle person, som fejres, foran mennesker, som kun kender fødselaren fra den pæne side.

Arketypen på pinlighed er konfirmationssangen, hvor et ungt og sårbart menneske – i den alder, hvor det i sig selv er utrolig pinligt at have en familie – på gyselig måde mindes om, hvor yndigt hun sad på potte, eller hvor kækt han gik på æblerov i naboens have, eller hvor sødt han kyssede med Katrine i børnehaven, og nu begynder det nok snart igen, det med pigerne, (drengepinligt) eller hvordan hun var noget tyk i 3. klasse, men heldigvis er hun jo i dag så slank (pigepinligt). Tyve intenst frygtelige og tåkrøllende minutter.
Hvad hvis man er kommet til at invitere jævnaldrende kammerater med? Venner, der – hvis uheldet skulle være ude – en dag kan bruge deres interessante nye viden mod én?
Jeg tror ganske enkelt, at konfirmationsfestens familiepinlighed har bredt sig ind i voksenlivet.
Jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår det. Hvem frygter ikke talen fra den sentimentale mor (»jeg tænker så tit på, hvordan du i 5. klasse tog ordet i elevrådet...«), den misundelige lillebror (»du har jo altid godt kunnet lide at tryne andre«), eller den bitre storesøster (»du var jo den heldige i familien, og det er jo ingen hemmelighed, at du spekulerede i din charme...«)?
Og hvem har lyst til under sin egen fest at påhøre, hvordan
man snød til studentereksamen, fik nul i fransk eller under et tidligere bryllup i vennekredsen desperat forsøgte at tungekysse med en andens brudgom, hvorefter man frustreret drak sig under bordet?
Her ser vi helt bort fra den faste snyltegæst ved familiefesten, den sentimentale onkel, der talte lidt om festens genstand og meget om sig selv, barndommen og fortiden, mens han – stadig i tårer - måtte sættes ned med magt og derefter gang på gang sprang op igen som en tinsoldat for at tilføje nye grådkvalte betroelser. At folk skal se, at man er i familie med sådan én!

Nu kender jeg som sagt selv fremragende sangskrivere og festtalere. Men – ingen nævnt, ingen glemt – jeg har sørme også bevidnet det modsatte, og selv afsunget ganske forbløffende ’professionelle’ festsange, hvor indholdet passede på hvemsomhelst. (Slå blot op på nettet under ’festsange’ og se, hvilke formidable tilbud der dukker op.) Den uforglemmelige P. Sørensen-Fugholms Kumfemationssangen (se ovf.) er en parodi på denne smukke genre.
Når jeg selv fylder rundt, er jeg derfor klart fristet til at vælge en dj-løsning eller bare ’Taler og sange frabedes’. Men et kulturtab er det nu. Også fordi den særprægede skik med at give en kendt sang ny tekst, eller rejse sig og sige det, man hundrede gange har haft chancen for at sige til vedkommende personligt, er et stykke dansk kulturarv.
Det vil sikkert tage mange år, før skikken er luget væk fra hver eneste kolonihave, hvert eneste forsamlingshus i landet. Gudskelov. Men jeg fornemmer, at den er ved at forsvinde og beklager det på samme måde, som når en dyre- eller planteart kan konstateres uddød, forsvundet, væk.
Der kommer altid noget andet i stedet, det ved jeg godt. Men hele den professionalisering af det mellemmenneskelige, der er tendensen i disse år, er altså også ved at omfatte festlivet. Væk med amatørismen og de pinlige familiemedlemmer, ind med de professionelle, som kan få festen til at ligne alle andre og undgå at falde ned i det pinlige og latterlige.
Eller også forsvinder de, talerne og sangene, blot for at kunne dukke op igen.
På samme måde som hønsestrikket i 1970’erne var en reaktion på, at alle nu kunne betale for tøj, der lignede alle andres, og det virkeligt seje pludselig blev det, der ikke lignede alt andet. På samme måde kan den post-post-moderne fest for de trendy unge om tyve år, hvor den sidste pinlige onkel har sluttet sig til det himmelske sangkor, være med hjemmegjorte standups, mimelege og, hvem ved, en lille munter sang på Poul sine høns?
Det kræver blot, at den del af familien eller vennekredsen, der ved for meget, enten udelukkes eller ved indgangen afkræves absolut tavshed og/ eller loyalitet. Men selvfølgelig kan man heller ikke undvære et korps af professionelle udsmidere til at gribe beslutsomt ind over for formastelige, der alligevel springer op med et stykke papir i hånden. Eller to.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her