Læsetid: 8 min.

Om-bejlet Om-ringet Om-fortolket

Frisindet har mange venner. Og kun få af dem har svært ved at få øje på dets fjender – med statsministerens nytårstale er kampen om frisindets betydning blevet en del af kulturkampen
16. januar 2004

(2. sektion)
Frisind under pres
Når statsministeren taler om dansk frisind, hvad mener han så? Frisind forbindes normalt med to strømninger i dansk kultur, grundtvigianismen og kulturradikalismen. Men ingen af dem er strømninger, den siddende regering ofte påberåber sig. Hvordan skal man derfor forstå statsministerens brug af ordet i anledning af nytåret, har vi spurgt en række personer, der vides at have forsket i eller have en mening om det danske frisind.
I forlængelse af statsministerens erklærede kulturkamp er det dog hans mulige påberåbelse af kulturradikalt yndlingsgods, der forekommer mest påfaldende, men er det også det? Måske hænger det sammen med, hvordan man forstår kulturradikalismen.
I en kronik i Berlingske Tidende den 28. juni 2003 beskriver professor ph.d David Gress kulturradikalismen som »en særlig dansk ideologi, der begyndte som frisind og kritik af kristendom og konservative holdninger til sex og privatliv og udviklede sig til en politisk strømning, der ledsagede velfærdsstatens vækst fra 1930’erne og frem«. Så vidt er alle denne artikels røster nok nogenlunde enige. Men derefter skilles vandene. David Gress fortsætter:
»De kulturradikale holdt aldrig op med at hævde, at de forsvarede demokratiet. Problemet var, at deres kritik med tiden blev mere og mere, ja, unuanceret, overfladisk, flabet og hadsk. Alle fjender stod til højre, især erhvervslivet, USA og de borgerlige partier.«
Det er toner, man genkender fra 2003’s regeringsinitierede kulturdebat, ligesom følgende, der ekkoer statsministerens tidligere nytårstale om ’smagsdommere’:
»Det specielt danske heri er, at de kulturradikale frygter at gå ind i en indholdsdebat, afviser kritik med, at den må skyldes kritikerens personlige mangler, og endelig den groteske proportionsforvrængning, der består i kravet om at tie om de såkaldt progressive ideologiers massemord, fordi det kan forstyrre den gode stemning i de fine kulturradikale villaer nord for København.«
Så antager man, at statsministeren er nogenlunde enig i David Gress’ fremstilling, er det næppe det kulturradikale frisind, han har i tankerne.

Pastor Søren Krarup fra regeringens støtteparti, Dansk folkeparti, udlægger teksten således:
»Man kan selvfølgelig sige, at det, han mener, er, at der ikke er konsekvens i noget som helst, og det er jo nok ikke helt det samme som indholdet af ordet frisind. Men altså i det konkrete i hans kritik af, at man er fuldstændig uden konsekvenser i sin behandling af lovovertrædere, er jeg fuldstændig enig med ham. Men man kan godt diskutere, om brugen af ordet frisind er helt præcis i den sammenhæng.«
»Ordet betyder jo, at man er det modsatte af smålig. At man er det modsatte af indskrænket. Det er et ord, som meget ofte misbruges, fordi det skal legitimere den fuldstændige holdningsløshed og ligegyldighed. Men i sig selv burde det været et godt ord, fordi det siger, at man er villig til at høre på alt det værste vrøvl og respektere, at selv de værste vrøvlehoveder kommer til orde.«
Søren Krarup afviser, at det skulle være kulturradikalt frisind, statsministeren har i tankerne:
»Jeg mener, at de kulturradikale er det modsatte af frisindede. Der findes jo ikke mere ensrettede tankegange end hos dem. De kulturradikale kan minde meget om katolikkerne i deres inkvisition, deres stempling af bestemte holdninger. Bare se på, hvordan de har forsøgt at ensrette debatten i landet, sådan at den danske befolkning ikke kunne tillade sig at mene noget, som de kulturradikale var uenige med dem i. Så det er såmænd ikke et ord, de kulturradikale har patent på, tværtimod. Det grundtvigske har haft meget mere sans for frisind, viljen til at høre også på idioter.«
»En mand som Edvard Brandes, der var noget af det mest smålige i accepten af, hvad man ville finde sig i at høre på, er en meget karakteristisk repræsentant for kulturradikalismen. Hvor ordet frisind for ham har været noget fuldstændigt ukendt.«
Søren Krarup mener, at ordet frisind er de kulturradikale fremmed. I hele deres abstrakte retfærdighed er de indstillet på at udelukke dem, der ikke lever op til de normer, de selv stiller. »De kulturradikale er efter min mening frisindets værste fjender.«
Ifølge Søren Krarup mener Anders Fogh Rasmussen konsekvensløshed, når han taler om at forveksle det danske frisind med vægelsind.
»Han mener, at man i sin slattenhed gør alting mere ligegyldigt. Man reagerer ikke på ting, hvor der skal reageres. Og det er ikke det samme som frisind,« fastslår Søren Krarup.

Heroverfor siger lektor Morten Thing: »Jeg ved ikke, om Anders Fogh Rasmussen er sig det bevidst, men hvis han overhovedet har nogen politisk-historisk skoling, vil han vide, at frisind betyder radikalisme og kulturradikalisme.«
Man kan jo overveje, i hvor høj grad han er blevet vejledt med talen, mener Morten Thing, for det kan jo være en lapsus. Men det kan også være, at det er bevidst, overvejer han.
»Hans egentlige ærinde kunne være at sige, at der er noget galt med de frisindede, ikke principielt, men at vi er kommet i en situation, hvor det er blevet en svaghed at være frisindet. Og at vi altså bør lade være med at være så fordomsfri. Han vil have, at vi skal vise autoritet.«
»Hvis talen nu egentlig er adresseret til radikalismen og kulturradikalismen, så betyder det jo, at han er klar over, at hans liberale parti ikke repræsenterer den liberalitet, vi har i Danmark. At den skyldes nogle andre kræfter, som især findes i Det Radikale Venstre, hos Socialdemokraterne og længere ud til venstre, som har kæmpet for denne liberalitet, og at den er nu gået for vidt, og at der må strammes op på den.«
»Det synes jeg er meget interessant, for så vidt jeg ved, er det især brødrene Brandes, der bruger ordet frisind i 1880’erne om det at træffe beslutninger uafhængigt, for eksempel af religionerne.«
»Men ellers er ordet i meget høj grad præget af, at venstrefløjen fra 1935-1939 har en organisation, der hedder Frisindet Kulturkamp. Det var et sted, hvor man organiserede til kulturkamp mod den snigende eller åbne fascisme, som ikke bare skyldtes de danske nazister, men også den danske højrefløj. En af de ting, som jo var fuldstændig selvindlysende i den kulturkamp, var, at man vendte sig mod den antisemitisme, som kom fra Tyskland.«
»Det er jo skægt, at nogle af dem, som Fogh må bygge sit flertal på – Dansk Folkeparti og støtter i dansk presse, f.eks. Jyllands-Posten – støtter lignende holdninger til de fremmede. Jeg vil ikke sige, at Dansk Folkepartis ledere nødvendigvis er folk, som dengang ville have været antisemitter. Men i de holdninger og det anti-frisind, man lægger for dagen i Dansk Folkeparti, er der en klar kontinuitet til det, som frisindede dengang bekæmpede. Det er en neksus, som jeg ikke ved, om han er klar over.«
»Det, som frisindede dengang stod for, var ligeret – kvinders ligeret med mænd til samfundsstillinger og uddannelse. Både ligestillingsministeren og den politiske ordfører har meldt klart ud, at de synes, at kampen mod sharia-lovgivningen er vigtigere end ligeløn. Det er, som om at den liberalitet og det frisind, der har karakteriseret forholdet mellem kønnene, nu er ligegyldigt i forhold til at bekæmpe noget, som slet ikke er aktuelt i Danmark, nemlig sharia-lovgivningen. Det er meget sigende: Nu skal frisindet stoppes, for nu står vi over for en gigantisk fjende.«

Rune Engelbreth Larsen, formand for Minoritetspartiet, lægger sig i forlængelse af denne overvejelse. Han er ikke i tvivl om, at regeringen er antiliberalistisk.
»Hvis der virkelig var tale om frisind,« siger han, »ville det jo netop gælde retten til at have forskellige opfattelser, værdier og normer. Rammerne er jo givet af loven, og hvis man definerer frisind på klassisk liberalistisk grund, så betyder det, at resten af ens liv ikke kommer andre ved, blot man overholder lovene.«
»Det triste er, at man for fem-ti-femten år siden skulle gå til Den Danske Forening for at finde sådanne synspunkter, som i dag er standard, ikke alene i Dansk Folkeparti og Venstre, men også langt ind i Socialdemokratiet.«
»Det betyder også, at man ikke længere kan slå i bordet på en måde, så folk vågner op. Folk er blevet vant til synspunkterne. Det virker meget besynderligt, at det frisind, Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder står for, er så truet, at der er befolkningsgrupper, det ikke gælder for. De vil redde frisindet ved at tage frihedsrettigheder fra bestemte befolkningsgrupper! Deres måde at bruge sproget på er rent orwellsk nysprog. Igen for fem-ti år siden ville en politiker, der blev beskyldt for at tale nysprog, måske lige tage sig i det og tænke sig om, men i dag er nysproget indført som fællessprog.«
Naturligvis skal indvandrere lære dansk og kende det danske samfunds indretning, mener Rune Engelbreth Larsen.
»Men det giver dog sig selv. Jeg mener ikke, der er behov for yderligere stramninger, men derimod for ’formildninger’. Det er meget enkelt: Et menneske er et menneske, og mennesker skal derfor have samme rettigheder. Punktum. Alt det sludder om, at vi overholder konventioner, er for så vidt ligegyldigt. Vi skal følge de samme love og have samme rettigheder.«

Spørgsmålet er næsten absurd, mener professor Hans Hertel. »En regering, der taler så meget om liberalitet, men er så lidt liberal.«
Det er en af de dårligste regeringer i mands minde, og det er en yderligere belastning, at den rummer så mange dilettanter og kynikere, siger han. »End ikke den ommøblering, vi havde håbet på, er kommet.«
Regeringens dårligdom skyldes ikke mindst, at de to regeringspartier er flygtet fra deres eget ideologiske grundlag, mener Hans Hertel.
»Der er så godt som intet tilbage af Venstres liberale tradition fra forfatningskampen og højskolens store tid. Så lidt som af den ægte konservative tradition fra Christmas Møller, Aksel og Poul Møller, præget af social bevidsthed, frisind og respekt for den individuelle frihed. Hele regeringen har en autoritær fremtrædelsesform på grund af statsministeren, der optræder som en lærer, der er skuffet over sine elever, patriarkalsk og humorforladt, så jeg godt kan forstå, at mange kvinder flygter fra Venstre.«
»Det undrer mig, at de to partiers bagland ikke gør oprør mod samarbejdet med Dansk Folkeparti, som har betydet, at regeringen skyder Dansk Folkeparti foran sig og lader dem sige ting, som regeringen åbenbart bakker op. Det er deprimerende, at de to præstefætre fra Dansk Folkeparti får lov at tegne dels deres eget parti, dels regeringssamarbejdet. Deres politik er dødsens uhyggelig, og det vil tage år at genoprette Danmarks ry som tolerancens land.«
»Når man som jeg sidder og forsker i nazismens og fascismens påvirkning på dansk kulturliv omkring Anden Verdenskrig, så er det rystende at genkende træk fra dengang selv her i vores langt bedre materielle situation. Dengang lukkede Danmark grænserne kort efter Krystalnatten i 1938, og nu, da vi er så meget rigere, gør man det igen selv over for politiske flygtninge, asylsøgere og forfulgte. Det er uværdigt. De fordomme, der får lov til at brede sig i det danske samfund ud fra denne grundholdning til indvandrere, gør integrationen yderligere umulig. Og selvcensuren breder sig i medier, på universiteter og blandt intellektuelle.«
»Frisind – my foot!« siger Hans Hertel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her