Læsetid: 5 min.

Benene på nakken

Kun få gad se deres happenings, men de endte med kors og bånd og stjerner på
8. januar 2004

Mærkelig kunst
De kom gående ned ad Strøget i Århus, og ingen anede, hvem de var, men ikke desto mindre vakte de en vis opsigt. Det var, som om gruppen var vokset sammen til én organisme, som den langsomt bevægede sig fremad med en barnevogn i spidsen. Midt i gruppen ragede en mand med et stort skæg op over de andre.
De var: Den Eksperimenterende Kunstskole. En gruppe unge kunstnere, der havde forladt det kongelige danske kunstakademi i utide, fordi de hellere ville lave deres eget – for de var ikke tilfredse med den undervisning, de fik.
Nu var de kommet fra København til Århus for i et gæstespil at præsentere det nye fænomen, happenings, som de havde kastet sig over med stor lidenskab. De havde taget koner, kærester og børn med, for de var som én stor familie. Vi var nogle stykker, der var inde at se dem optræde, men så heller ikke flere. Det blev en forestilling, der aldrig var set magen til på de længdegrader.
Halvdelen af de få tilskuere gik i pausen, resten glemte det aldrig. Faktisk var vi nogle lokale kunstnere, der oprettede en happeninggruppe, Århus-garden, en udløber af avantgarden.

På tørresnoren
Hvis jeg nu skal huske tilbage til numrene, Den Eksperimenterende Kunstskole eller Eks-skolen kunne diske op med – vi er tilbage i midt-60´erne, så var der et, hvor den unge Per Kirkeby farvede tøj, som om han var en sublimeret vaskekone. Han stod meget koncentreret på scenen og dyppede det ene klædningsstykke efter det andet i en balje med blåt farvestof, hvorefter han hængte det op på en tørresnor. (Det var hans blå periode, hvor han senere malede et helt lille teater blåt indvendigt til en Hamlet-forestilling. Og han udgav en helt igennem blå bog uden tekst.) Dypperiet og ophængningen tog laaaaang tid.
Den unge Bjørn Nørgaard havde et nummer, hvor han stod med bare tæer og vadede i noget gips, der blev holdt sammen af en lille træramme. Det tog også lang tid, og han var også meget koncentreret. (Nogle af rammerne hænger i dag på Statens Museum for Kunst.)

Rent og urent
Endelig var der, den høje mand med skæg, Poul Gernes – i sig selv en skulpturel skikkelse.
Han havde et nummer, hvor han placerede sin ene træsko på et punkt på scenen, hvorefter han skrævede ud og med den anden træsko i små ryk beskrev en visers gang på et imaginært ur. Desuden havde han et nummer, hvor han viklede sig ind i brunt indpakningspapir fra top til tå. Så stod han som en puppe midt på scenen. Hvad vil der nu ske? En hånd med en lille saks kom frem, og han klippede sig ud af puppen. Vi klappede – alle fjorten.
Det nummer var egentlig ikke helt come-il-faut i den kreds, fordi det havde en pointe. Man havde meget stærke meninger om, hvad man ikke måtte gøre i kunst, og for andre kunne det være svært at fatte kunstskolens interne jargon. Man var trætte af de tilfælde streger og figurer i abstrakt kunst – ikke af samme årsag som Rindal, men af egne grunde. Den kunst opfattede man som uren eller »grumset«.
Derfor var det ok med Poul Gernes’ meget rene eller klare linjer, der senere – i dennes mere etablerede periode – kom til udtryk i hans udsmykning af Herlev Sygehus og Nordisk Films biograf i København, lagkagehuset. Striber var hans foretrukne specialitet. »Materialebevidsthed« var et andet ord, der blev benyttet flittigt.

Beuys med haren
Egentlig var disse billedkunstnere imod malerier. De ville have kunsten væk fra væggene ud i rummet. Det var som en kunstnerisk religion. Happening-fænomenet var annammet fra New York, hvor en vis Allan Kaprow havde opfundet ordet for tankekunst af denne type: »Mange kunder begynder at fløjte i et supermarked. Efter nogle få minutter vender de tilbage til deres indkøb.« Eller: »En sti af brød og marmelade trækkes over en stor strækning i skoven.« Eller: »I yderrabatten langs motorvejen dækkes et overdådigt banquet-bord, mad i tallerkener, penge i skålene. Alt efterlades.«
Hele øvelsen gik også ud på at lave noget, der aldrig før var set.
Det var i de år, Andy Warhol dukkede op. Den Eksperimenterende Kunstskole præsenterede også åndsbeslægtede fra andre lande til inspiration i deres lokaler, St. Kongensgade i København, til optræden.
Således kom tyskeren Joesph Beuys til København, en stilfærdig svend med vest og filthat. Han havde en død hare på nakken og trak en streg på gulvet. Harens fire ben var forlænget med lange trælister. Nu gjaldt det om at bevæge disse lister på stregen, og bevæge sig fra den ene ende af den til den anden, ialt et par meter. Det tog flere timer og skulle vist forestille, at han bevægede sig hen over Asien. »Eurasien« hed i hvert fald nummeret. Blandt de få tilskuere var komponisten Niels Viggo Bentzon, der fulgte godt med i det nye.
Fra Sverige kom Bengt af Klintberg med et lille stykke poesi. I stedet for at skrive et brev indtalte han det direkte ned i en kuvert, som han så klistrede til. Den dankse komponist Henning Christiania havde malet sin violin grøn.

Ingenio et arti
Det fik en ende. På et tidspunkt meddelte Per Kirkeby i hvert fald (i tidsskriftet Hvedekorn,) at nu gad han ikke lave happenings mere. Han forlod positionen, og det gjorde de andre fra Eks-skolen også. Nogle forlod kunsten helt. De lavede så produktionskollektiv og trykkeri på kommercielle betingelser.
Vi ved, hvordan det gik Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard. De gik tilbage til ’almindelige kunst’, den førstnævnte mere end den anden, der til gengæld blev kgl. hofkunstner. Begge blev udmærket med dronning Margrethes personlige medalje, Ingenio et arti, som hun kun har givet til en snes personer i sin regeringstid.
Moralen er – vel egentlig en gammel historie – at selvom man er eksperimenterende, revolutionerende og ’mærkelig’ kunstner i omverdenens øjne og i sin ungdom laver noget for de få, kan man godt ende med »kors og bånd og stjerner på« og lave noget for de mange. Eller måske netop derfor.

*Dette er den femte artikel i serien om ’Det mærkelige’. De foregående artikler blev bragt den 27.-28. dec., den 29. dec., den 30. dec. og den 3.-4. januar. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her