Læsetid: 2 min.

Betændt balsam for sjælen

Sæt knoglerne i knirken og gak til Nørrebro – og lad noget af dig dø sammen med Célines ’Kirken’
12. januar 2004

Teater
Manden hoster blod i tre timer. Harker og spytter og savler. I begyndelsen er hvert minut en pinsel at overvære, sådan bare et par meter fra hans læbers bakterieorgier. Men fornedrelsen og sølet vækker snart appetitten hos tilskuerens indre følelsesbyld. Og da Jokum Rohdes pestsmittede Céline-forestilling Kirken efter tre timer vover at slutte, føler man sig som tilskuer aldeles forladt.
Undervejs lykkes det både for forestillingen at pirre til ækelheden og piske på masochismen: Har man som tilskuer først smagt sin egen forrådnende dekadence, så er det hurtigt at lugte, at Céline-replikker er et nyt, uundværligt teaterkrydderi – betændt balsam for sjælen.
Dramatikeren Jokum Rohde har bearbejdet Célines manuskript fra slutningen af 1920’erne – fem års arbejde er nu omsider resulteret i stykkets Skandinavienspremiere i denne nye version. Og instruktøren Peter Dupont Weiss har fortolket Célines depraverede verden i en blanding af besk realisme og grotesk, humoristisk stilisering – på samme måde som scenografen Maja Ravn har omskabt Kaleidoskops sorte box til en øde, vinrød kælderbeværtning med grønne borde og en enkelt spids spytpalme.
Antonio Rodrigues-Andersen har kreeret søvnigt neonlys, der kvæler enhver sund tanke – og som både oplyser Congos kannibaljungle og New Yorks stripteaseunderverden, der med sælsom naturlighed fletter sig ind i det drukfældige interiør – lige som FN’s hovedkontor. Og i modsætning til i dagens politiske pænhed lægges der her ikke FN-fingre imellem…

Sexgudinde
Kirken er mændenes aften. Célines verden tilhører mandedrømmen om den langbenede femme fatale – Andrea Vagn Jensens taljesmalle superwoman i en bragende uforudsigelig præstation som sexgudinde med livstrætte øjne – blandt andet. (Iført Maja Ravns stram&løs-kreationer, der burde glide lige ind i forårsmodens retro-dyrkelse.)
Men forestillingen dyrker også mandeidealet om kammeraten, der aldrig svigter. Jesper Hyldegaard spiller lægen Bardamu med en resignation bag brillerne, der får ham til at ligne enhver oprigtig læge, jeg nogensinde har mødt. Og Hyldegaard underspiller med en balance mellem entusiasme og livslede, der er helt fænomenal. Eller som han præcist siger til sin Qvinde: »Jeg elsker dig så meget, som jeg kan elske.« Ingen illusioner her.
Benjamin Boe Rasmusssen har rollen som den lungesyge og leverbetændte værtshusejer Pistil, og Boe Rasmussens tæft for udartede personager kulminerer her i et størknet underliv, der dikterer hans langsomme talestrøm og groteske håndsrækninger. Det er eminent komediespil på hverdagstragiske præmisser. Eller som han siger: »Jeg havde mareridt i nat – og næseblod.«

Gøglertiming
Hertil kommer så Niels Bender som korrupt politibetjent med underbid og jødisk spermklat-strateg med farcemimik i en temperament-kontrolleret gøglertiming, når den er ondest. Desuden spiller Regitze Estrup ambitiøs jeg-vil-nå-til-toppen-for-enhver-pris-kvinde med glat ansigt, og derudover optræder tre fremragende statister som uhæmmede fordomseksistenser – sjældent har brede lår, pæne tænder og androgyne næsebor været så velgørende på en scene som her.
På Kaleidoskop er det ikke længere nødvendigt at tale om en reteatralisering af teatret. Her blomstrer teatret i al sin aparte livsekshibitionisme. Og med denne Céline-infektion trænger teatret dybt, dybt ned i den menneskelige livslede og det kødelige forfald.
Så sæt knoglerne i knirken og gak til Nørrebro – og lad noget af dig dø sammen med Kirken.

*Kirken af Louis-Ferdinand Céline fra 1927, i en ny version af Jokum Rohde. Instruktion: Peter Dupont Weiss. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Antonio Rodrigues-Andersen. Kaleidoskop til 31. Jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her