Læsetid: 2 min.

Biblioteker skjuler islamkritik

Landets biblioteker forsøger at censurere islam-kritiske bøger væk fra hylderne, mener Dansk Folkeparti. Kultur-ministeren afviser indgreb
28. januar 2004

Bibliotekernes kunder risikerer at kigge forgæves efter de bøger, der indeholder kritik af islam.
Det mener Dansk Folkeparti, der nu beder kulturminister Brian Mikkelsen (K) om at gribe ind over for bibliotekernes forsøg på at nedprioritere bøger, der kritiserer muslimsk kultur.
Bibliotekerne nøjes med at bestille et fåtal af nye islam-kritiske bøger. Og samtidig får bøgerne ikke plads på de fremtrædende hylder, mener Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Louise Frevert. Hun reagerer nu på baggrund af en konkret sag fra København.
»Det kan ikke have sin rigtighed, at den slags finder sted. Lige gyldigt, om det er bøger skrevet af nazister eller af Enhedslisten, så skal vi have mulighed for en fri debat,« siger Louise Frevert.
Bibliotekerne er rystede over anklagen. Direktør Winnie Vitzansky, Danmarks Biblioteksforening, siger:
»Jeg er helt stum. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at sådan noget finder sted. Det ligger dybt i enhver bibliotekars opdragelse, at man ikke bortcensurerer bøger på baggrund af religiøse eller politiske synspunkter«.
Sagen ender nu på kulturminister Brian Mikkelsens (K) bord.
Selv om ministeren netop har forsvaret den islam-kritiske historiker Lars Hede-
gaard, så vil regeringen ikke se bibliotekerne efter i sømmene: »Det er bestemt ikke min opfattelse, at bibliotekerne begrænser befolkningens muligheder for informationsfrihed,« siger Brian Mikkelsen.

Smagsdommere
Dansk Folkeparti frygter, at landets offentlige biblioteker kan udvikle sig til smagsdommere og på den måde vælge, hvilke bøger borgerne skal læse.
Ordfører Louise Frevert (DF) vil nu have kriterierne for køb af bøger frem i lyset: »Det skal foregå fuldstændigt fordomsfrit. Vi skal hverken have ensretning eller nogen, der skal være smagsdommere. Udgangspunktet må være lige adgang til litteratur med forskellige synspunkter,« siger hun.
Det er i dag medarbejderne på de enkelte biblioteker, der sørger for indkøb af nye bøger til bibliotekernes hylder. Hvis en borger er utilfreds, så kan der klages til overbibliotekaren på biblioteket. Og en klage kan sendes videre til kommunens kulturudvalg.
Der er stort set aldrig klager fra borgere over bibliotekernes udvalg af bøger, oplyser Danmarks Biblioteksforening.
Direktør Winnie Vitzansky vil dog ikke udelukke, at der på små biblioteker kan blive sorteret alt efter bibliotekarens smag.
Men hvis et bibliotek netop nu må melde alt udsolgt på de nye islam-kritiske bøger, så skyldes det nok den store debat i pressen om f.eks. historikeren Lars Hedegaards nye bog, mener hun:
»Mange af de islam-kritiske bøger er meget omdiskuterede, og jeg kan sagtens forestille mig, at det har fået folk til at låne de bøger for at se, hvad der egentlig står. Og så er det ikke sikkert, at bibliotekets økonomiske situation tillader, at man så bestiller 20 nye eksemplarer af bogen,« siger Winnie Vitzansky.
Kulturminister Brian Mikkelsen sender Dansk Folkepartis kritik videre til kommunerne:
»Det konkrete materialevalg på folkebibliotekerne er et lokalt anliggende, hvor det er bibliotekslederens ansvar med reference til kommunalbestyrelsen,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her