Læsetid: 4 min.

Bøger er en del af livet

Der er ikke noget skel mellem liv og digtning, mener modtageren af Kritikerprisen 2004, digteren Peter Laugesen
22. januar 2004

Portræt
Da Peter Laugesen i 2002 blev interviewet til Information, blev han blandt andet spurgt om, hvad han læste og hvordan. Svaret var, at han læste det, der på en eller anden måde passede ind i det, han var optaget af. Og så tilføjede han: »Det kan næsten være hvad som helst.«
I samme interview afviser han også, at der for ham går en skillelinje mellem bøger og levet liv: »Bøger er jo dele af livet,« svarer han.
Det er nærliggende at se en forbindelse mellem dette ikke-diskriminerende forhold til såvel liv som bøger og den begrundelse, Kritikerlauget giver for tildelingen af årets pris til den 61-årige digter, nemlig hans »evne til at overaske og altid udfordre.« En digter, der selv hele tiden er parat til at lade sig overraske og udfordre, bliver selvfølgelig overraskende og udfordrende.
Konkret får Peter Laugesen prisen for digtsamlingen Forstad til alt, der med sin titel viser tilbage til hans 1981-digtsamling, Forstad til intet. Der var det fremmedheden for naturen, der trivedes om kap med forstadens klaustrofobiske fortrængninger:
»neurosen blomstrer vildt/i den tomme kondisko/på de gamle morænebakker/hvor firkantede rækkehuse/stikker en bordtenniskælder i jorden/og bilder sig selv ind/de står fast,« hed det blandt andet dér.
I Forstad til alt skriver han:
»Er du bange for at elske./er du bange for at dø,/bange for at isen i din sjæl/engang skal tø?/Er du bange for at leve,/er du bange for dig selv/bange for at noget nyt/skal slå din angst ihjel?«
»Lær at høre græsset gro,« lyder digterens medicin. – Hvad angår temaerne er der således kontinuitet mellem ’intet’ og ’alt’. Skiftet er sket fra negativ til positiv.

Samtidig tradition
Peter Laugesen hentede nogle af sine tidligste inspirationer i et miljø, der også blandede alt muligt, fri jazz, danseteater, happenings, såkaldt ’action painting’ og beat-poesi, nemlig den amerikanske beat-generation i 1950’erne og 60’erne. Han nævner selv Jack Kerouac som en, der parafraserer og citerer masser af forfattere, og som derved også bragte den unge Laugesen på sporet af en masse forfattere.
For det er ikke sådan, at Peter Laugesen ikke er traditionsbevidst. Hans teaterarbejde, en vigtig side af hans mangefacetterede virke, er angiveligt foregået i samtale med dramatikere som Aischylos, Sofokles og Shakespeare. Men der er samme mangel på skel mellem tradition og nutid som mellem liv og bøger:
»Man læser det, man kan bruge, og laver sin egen tradition,« har han sagt.
Peter Laugesen kombinerer mange forskellige genrer og former, nonsenspoesi, surrealistiske skriftprøver, spontantskrift, Joyce-agtige ordsammensætninger, høj- og lavkultur i skøn blanding, ligesom han bevæger sig rundt mellem forskellige kunstformer som musik, billedkunst og poesi. En vågen skriftbevidsthed og insisteren på nuet hører med til karakteristikken.
Peter Laugesen er oprindelig uddannet typograf, et erhverv han fejrer i Forstad til alt for dets troskab mod ordene som ord og som materiale:
»Vi er en lille adspredt kreds af gamle håndsættere/der mener hvad vi siger/fordi vi ved hvad det betyder/alle de ord der ikke blir brugt/hver gang ord blir brugt/og alt det der heller aldrig/kommer til at stå mellem linjerne,« hedder det.
Peter Laugesens skrift »bevæger sig uden ophold fra indtryk til indtryk, fra en ydre til en indre verden, fra digterens nutid til bardomserindringer, fra oplevelser med kunst og litteratur til refleksioner over livet, døden, kærligheden og det formelle arbejde med sprog og poesi,« lyder lektor ph.d. Anne Borups præcise sammenfatning af et
værk, der ikke mindst henter sin styrke i ikke at kunne sammenfattes.

Eksperimentator
Det er ikke den første store pris, Peter Laugesen modtager. Senest fik han Victor B. Andersens Hæderslegat i 2002. I 1998 fik han Martin Andersen Nexø-prisen, og i 1992 Det Danske Akademis Store Pris. I 1997 blev han selv akademimedlem. Han har også fået Morten Nielsens Mindelegat (1984), Beatrice-prisen (1985), Holger Drachmann-legatet (1990), og Emil Aarestrup Medaillen (1990).
Men fra debuten i Hvedekorn i 1962 og til 1984, hvor han modtog Morten Nielsen-prisen, var det ikke priser, der haglede ned over digteren, som var lidt til en side i forhold til den dominerende modernistiske centrallyrik. I godt 20 år stod den udelukkende på engangsydelser fra Statens Kunstfond, enkelte produktionspræmier og et treårigt arbejdslegat fra 1971-73.
»Eksperimentator og provokatør i det etableredes udkant,« karakteriserede Informations Erik Skyum-Nielsen ham i 1981. Rosende ord i Skyums pen, men sådan blev Laugesen ikke opfattet overalt. Selv hos folk, der havde sans for hans kvaliteter, vakte han blandede følelser som hos digterkollegaen Juliane Preisler, der i 1986 skrev om Vindens tunge:
»Det er temmelig modbydeligt og anstrengende at læse, for der slækkes ikke på virkelighedsgengivelsen. Men det er også givende, fordi der ingenting gives og intet tages fra. Som at ankomme til Hundige Station og skulle besøge nogen lidt derfra og ganske vist få øje på vinterhimmelens rosa-schatterende forsvinding i sen-eftermiddagen, men ikke uden at få Hundige-Centet SMASK lige ind i de samme øjne.«
Nu kan Laugesen føje Kritikerprisen til den trods alt efterhånden pæne række af anerkendelser for et egensindigt forfatterskab, der aldrig har betænkt sig på at gå sine egne veje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu