Læsetid: 7 min.

I broderens navn

Den irske instruktør Jim Sheridan måtte ’kannibalisere’ en familietragedie, der ramte ham selv dybt, for at lave, hvad han betegner som sin klart bedste film
16. januar 2004

(2. sektion)
Interview
Det er søndag aften i pubben The Black Lion på Kilburn High Road i London. Shane MacGowans Dirty Old Town gjalder fra jukeboksen. Pubgæsterne sidder i små klynger, nipper til deres fadøl og taler animeret, imens de presser de sidste dråber lystighed ud af weekenden. Hollywood kunne ikke være længere borte.
Her møder jeg en upåfaldende Jim Sheridan – den irske instruktør bag filmsucceserne Min venstre fod og I faderens navn. Hans tøjstil er afslappet, og han taler i et sagte tonefald med sine venner. Hans blik strejfer af og til rundt i pubben som for at registrere synsindtryk og lyde.
Man kunne godt få den tanke, at han havde siddet her i årevis. Men faktisk er han lige ankommet, og det er kun fem minutter siden, at han i Tricycle Cinema på den anden side af vejen viste den foreløbige version af sin kommende film, In America, for et indbudt særpublikum af filmentusiaster.
Vi var 60 kritikere og filmbranchefolk, som var blev inviteret til at se Sheridans dengang endnu ikke færdige spillefilm (der dengang bar titlen East of Harlem), og alle var vi enige om, at denne film ville blive et markant opbrud fra hans tidligere mere polemiske værker. Sheridan introducerede selv filmen med en ødipal-ironisk tilståelse.
»Alle begivenheder er sande, bortset fra at det var min bror, som døde, og at jeg i filmen gør mig selv til min far, min kone til min mor og min datter til mig selv. Spørg mig ikke, hvad det betyder.«

Skiller vandene
Sheridan fortalte mig, hvordan han havde brugt såvel sine personlige erfaringer som illegal immigrant i 1980’ernes New York og den følelsesmæssige rystelse, han oplevede i forhold til sin bror, Frankies død – en familietragedie, der var hændt nogle år tidligere.
»Mit største tvivlsspørgsmål, før jeg gik i gang med denne film,« sagde Sheridan, »var, om jeg havde ret til at ’kannibalisere’ min brors liv.«
18 måneder er gået siden Sheridan på The Black Lion betroede mig sin bekymring.
In America (der har premiere i Danmark i dag, fredag, red.), ser ud til at skille vandene blandt fans og kritikere. Nogle hylder denne katharsis-fortælling om en familie på jagt efter sin sjæl som Sheridans bedste værk til dato – andre har kritiseret den som ujævn og sentimental.
I hovedrollen har filmen den ret ukendte Paddy Consine. Han spiller Johnny – en arbejdsløs irsk skuespiller, der sammen med sin kone Sarah (Samantha Morton) og deres to børn emigrerer til Manhattan. De ønsker at begynde et helt nyt liv og flygte fra en familietragedie: deres yngste søns død, tilbage i Irland.
Den nedslidte boligblok, som familien flytter ind i, er fyldt med narkohandlere og diverse særlinge – de fleste af dem også illegale immigranter, som pludselig materialiserer sig ud af skyggerne og fylder lærredet som visuel modvægt til Johnnys forgræmmede og spøgelseslignende ansigt.
Da jeg møder Sheridan igen, er det i helt andre omgivelser i hans hjem i Dublin en smuk efterårsmorgen. Han tager imod iført en blå slåbrok, der reklamerer for The Mets, og fører mig gennem sit køkken. Alting flyder. Store stakke af videokassetter er spredt på borde og stole, og billeder af hans tre døtre fylder væggene. Børnelegetøj, der tilhører Sheridans spæde barnebarn, Layla, ligger på gulvet.
Mens han tilbereder morgenmaden til sine kone, Fran, bemærker han leende:
»Jeg er omgivet af kvinder. De freudianske muligheder i denne film er uudtømmelige.« Sheridan fortæller, at In America har fremkaldt kraftige reaktioner i USA på tværs af hele den følelsesmæssige skala.
»Jeg har fået aggressive reaktioner fra mænd, som absolut ikke kunne lide den,« siger han – han vil dog ikke sætte navne på hvem.
Han virker mere afslappet end på pubben. Den forløbne tid har helet nogle af de sår, der endnu var åbne, da han stadig var i gang med at finpudse filmen.

Usund dødskultur
»Jeg har lavet denne film, fordi det irske folk har et usundt afhængighedforhold til en dødskultur,« siger han pludselig. »Vi minder om muslimerne i den henseende. Vi er det eneste vestlige samfund, hvor folk kan finde på at sultestrejke.«
»Forældrene i denne film elsker et dødt barn højere end noget andet. De evner ikke at give afkald på ham. Mit yndlingsskuespil er Hamlet, og selvfølgelig spiller spøgelset en stor rolle i Shakespeares drama. Der er ligheder, selv om jeg selvfølgelig ikke vil driste mig til at sidestille min film med Hamlet! Men den bygger på samme idé om, at nogen driver sit spil med en fra hinsides graven.«
Sheridan erklærer uden forbehold, at In America er den bedste film, han nogensinde har lavet. Der er ingen arrogance at spore i hans udsagn – kun oprigtighed.
»Denne film er som et ansigt mejslet ind i en klippevæg,« siger han og kigger mig intenst i øjnene. »De andre var gode og kunstnerisk tilfredsstillende. Men skræller man alle lag af denne film, vil man alle følelser og indre konflikter altid være der underneden. Det er for mig langt mere værd end Oscar-nomineringer, selv om det var en svær proces, fordi ens eget liv bliver fiktionaliseret, og man selv bliver en modellerbar figur. Jeg har nok altid vidst, hvordan jeg havde det inderst inde, men først med denne film har jeg turdet konfrontere mig selv.«
Sheridans følelsesmæssigt engagerende filmværk har underbygget hans ry for at være en ’skuespillernes instruktør’. Han har da også arbejdet intensivt sammen med en af Storbritanniens mest estimerede ’metode-skuespillere’, Daniel Day-Lewis. Sheridans forældre var selv teaterfolk, og i 1970’erne var han med til at oprette Dublin Project Theatre Company sammen med sin bror Peter, der nu er forfatter. I 1981 sneg han sig ind i USA via den canadiske grænse (en episode, som også filmen skildrer) og engagerede sig i teaterarbejde på New York Arts Centre, før han gav sig til at læse til filminstruktør på New York University.

’Adams er en sær snegl’
Hans spillefilmsdebut i 1989, Min venstre fod, der bygger på den sande historie om den bevægelseslammede forfatter Christy Brown, var en øjeblikkelig succes: Både Daniel Day Lewis (der spillede Christy) og Brenda Fricker (der spillede hans mor) vandt Oscar-priser. Året efter fulgte The Field – et drama med Richard Harris i rollen som en irsk bonde, der må forsvare sin grund mod at blive opkøbt af en amerikansk jordspekulant.
Og i 1994 kom så den kontroversielle I faderens navn, som blev nomineret i kategorierne ’bedste instruktør, bedste manuskript og bedste film ved Oscar-uddelingerne samme år.
Filmen var et ætsende angreb mod det britiske retssystem og fortale historien om justitsmordene med de såkaldte »Fire fra Guildford«, der blev uretmæssigt dømt for IRA’s bombeaktion mod en britisk pub i 1984.
»I faderens navn var en formidabel succes,« siger Jim Sheridan med synlig stolthed. »Sinn Feins formand, Gerry Adams, fortalte mig, at han var vild med den. Han er en sær snegl. Han synes vist bedst om bare at se på fugle gennem en kikkert. Han ligner en, der har været inde at spjælde den i lang tid.«
The Boxer – Sheridans seneste film fra 1997 – er en kærlighedshistorie, der udspiller sig i et sekterisk splittet Belfast. Den blev ikke godt modtaget af kritikerne, men fandt alligevel et stort publikum i mange lande.
Sheridan er kendt for sit kompromisløse arbejde med skuespillere og indrømmer blankt, at han tit skændtes med Day-Lewis under optagelserne.
»The Boxer var en prøvelse for os begge.« Han overvejede at caste Day-Lewis som In Americas Johnny, men opgav det. »Jeg synes, han var blevet lidt for gammel til rollen.«

Dyster prognose
Heller ikke disse optagelser forløb uden skærmydsler. Kilder tæt på skuespillerholdet fortæller, at Sheridan fandt Samantha Morton »krakilsk og svær at styre«, og at den anden hovedrolleindehaver og hendes medspiller, Paddy Considine, tilsyneladende delte hans opfattelse.
Men to år efter er disse genvordigheder glemt. »Paddy og Samantha leverer et fremragende sammenspil. Samantha er lige så vidunderlig, som hun var i Under the Skin. Hun er som en skarpere udgave af Meryl Streep. Hendes stærke personlighed træder klart frem, og jeg tror, at denne rolle vil få mange flere til at lægge mærke til hende. Studiet presser på for at køre filmen i stilling til en Oscar. Jeg vil mene, at Samantha har gode chancer.
Sheridan holder blikket fokuseret på USA, da vi taler om hans filmplaner for fremtiden.
Hans næste film, der endnu ikke har nogen titel, skal handle om et irsk-amerikansk politisk dynasti. »Alle vil selvfølgelig tro, at det er Kennedyerne, men det er det nu ikke.«
Hans prognose for filmbranchens fremtid i Storbritannien og Irland er dyster.
»Hvis man vil lave en film baseret på irsk eller engelsk stof, kan man kun håbe på halvt så store eller kvart så store budgetter. I dag er man nødt til at vælge et stof eller tema, som er universelt. Ingen i Hollywood i dag forstår sig på England og da slet ikke på Irland.«

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu