Læsetid: 8 min.

Danmark i kold krig på Nordpolen

Danmark er klar til at kæmpe om fem nye områder med Nordpolen som spydspids. Kampen kan nemt løbe op i en kvart milliard kroner, når Danmark møder Rusland og Canada i den arktiske boksering
31. januar 2004

Filtstøvlerne sætter deres tydelige aftryk i de 30 centimeter sne. Hvert eneste skridt kræver intens opmærksomhed, da lange revner og fordybninger ligger skjult i den hvide dyne under geologernes fødder.
Forskerne forbereder ophyggeligt boret, der langsomt skal æde sig igennem den fem meter massive isflage midt i det Arktiske Ocean nord for Grønland.
Her er 25 minusgrader.
Sådan ser kamppladsen ud, når Danmark til foråret sender sine tropper af sted mod Nordpolen bevæbnet med ekkolod og snebriller og klar til at foretage de indledende undersøgelser i kampen om verdens nordspids.
Danske forskere har det seneste år fået troen på, at Nordpolen er grønlandsk område.
»Hvis vores antagelse om, at Nordpolen geologisk set er forbundet med Grønland, er korrekt, kan Nordpolen blive en del af Rigsfællesskabet i kraft af internationale regler,« siger Christian Marcussen, leder af projektet hos Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS). Det hele handler om rettigheder til olie, gas og hundredtusindvis af kvadratkilometer, der kan gøre Rigsfællesskabets havområder betydelig større, hvis videnskaben kan fremskaffe de afgørende beviser.

Uret tikker snart
Den danske interesse for de nordlige områder har ellers ligget i dvale i årevis. Men en torsdag kort før jul i 2001 år ændrede situationen sig markant. Som det første land i verden havde Rusland benyttet sig af en særlig paragraf i international havret til at gøre krav på meget store områder i blandt andet det Arktiske Ocean.
Med ét blev der travlt i det danske embedsværk. Rusland benyttede sig af FN’s havretskonvention – den såkaldte ‘havets grundlov’ – som Danmark endnu ikke har tilsluttet sig. Konventionen giver landene ret til gøre krav på havområder ud over 200 sømil fra kysten, der indtil nu har været internationalt farvand.
Med de rette beviser kan grænser, der i dag går seks til 20 km fra kysten, placeres hele 700-800 km ud i havet. Senest til foråret underskriver Danmark konventionen og har fra den dag 10 år til at gøre krav på nye områder.
»Det her har høj prioritet. Vi må og skal nå det inden 10 år – ellers er muligheden væk for altid,« siger Thorkild Meedom, kontorchef i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der er øverste ansvarlig for de danske aktiviteter.

Brev til New York
Tilbage i 2001 var der travlt på Asiatisk Plads i København. Embedsfolk i Udenrigsministeriet var i gang med at formulere et svar på det russiske krav. Det blev sendt af sted til Havretskommissionen i New York.
»Vi kunne ikke få den russiske dokumentation at se, men vi gjorde opmærksom på, at Danmark bestemt forbeholdte sig retten til at komme med overlappende krav,« fortæller Jørgen Lilje Jensen, ministerråd i Udenrigsministeriet.
Behandlingen af krav foregår for lukkede døre, og det eneste, Havretskommissionen har ladet slippe ud fra korridorerne, er et kort, hvor Rusland med tydelige røde og sorte linjer gør sine krav op.
Det russiske krav strækker sig fra Barentshavet til det Arktiske Ocean og hele vejen over mod grænsen til USA. Men Danmark og Rusland er ikke de eneste, der har drejet kikkerten mod verdens geografiske top. På sidelinjen knokler USA, Canada og Norge med lignende ønsker om at kapre områder omkring Nordpolen.
Arktis blev samtaleemnet på bestemte danske forskningsinstitutter sidste år. På finansloven havde Folketinget afsat 5,6 millioner kroner til at besvare ét enkelt spørgsmål – hvor kan Danmark rejse krav om nye grænseudvidelser?
»Vi foretog en analyse, og den viste tydeligt, at der er fem områder, som Danmark har gode chancer for at gøre krav på,« fortæller Christian Marcussen, projektleder GEUS.
De fem områder tæller to områder ved Færøerne og tre i Grønland – her det ene ved Nordpolen. I sommer kom det danske projekt så ud på havet for første gang. Ekspeditionen gik fra Færøerne og videre over mod Sydgrønland på jagt efter geologiske data, der beviser, at fastlandet fortsætter langt ud i havet på en såkaldt undersøisk sokkel. Hvis det kan bevises, at soklerne under og over vandet er forbundet, er der åbnet for at flytte flere hundrede års gamle grænser.
»Togtet var en succes. Vi fik en masse gode data med hjem, som vi analyserer på. Vi håber selvfølgelig, at de vil styrke vores sag,« fortæller Christian Marcussen.

En potentiel guldkiste
Når grænser flytter sig, flytter rettigheder til undergrundens mulige lommer af olie og gas over i andre hænder. Grønlands Råstofdirektorat blev derfor positiv overrasket over sommerens første undersøgelser.
»De foreløbige resultater ser bedre ud, end jeg havde forventet, og potentialet virker stort især ud for Sydgrønland,« siger Hans Kristian Schønwandt, direktør i Grønlands Råstofdirektorat.
Hvor stor pengetanken er på bunden nord for Grønland er til gengæld stadig ukendt. Men alene russernes lyst til området er den bedste og billigste indikator på, at undergrunden har værdier som olie og gas.
» Da Danmark startede i Nordsøen, var der jo ingen, der regnede med, at der var olie. Se bare, hvordan det ser ud i dag,« siger Thorkild Meedom fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Beregninger fra amerikanske forskere viser, at Nordpolen er isfrit inden 100 år. Det vil gøre det nemt at hive værdier indenbords i fiskenet og på boreplatforme. Samtidig vil nye åbne havområder tiltrække skibe på jagt efter kortere og billigere sejlruter.
Projektet lever i bedste velgående på Christiansborg, hvor der foreløbigt er sat 140 millioner kroner af uden de store diskussioner frem til 2007. Men kun til de fire første områder. Det femte i nord er slet ikke medregnet endnu.
»Området i nord er stort set ukendt for os, så vi bliver nødt til at lave en del forprojekter. Vi skal finde ud af, hvad en større undersøgelse af havsoklerne vil kræve«, fortæller Christian Marcussen, projektleder hos GEUS.
Et internt notat fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling viser, at kampen mod de massive ismasser kommer til at koste. For at bryde igennem de op til fem meter is skal Danmark bruge atomdrevne isbrydere med op til 80.000 hestekræfter. Prisen for en isbryder af den kaliber koster let mellem en halv til en hel million kroner om dagen.
Ingen i ministeriet vil sige præcist, hvor meget området i nord kommer til at kræve, da der stadig forhandles om beløbets størrelse. Det forlyder dog, at det nemt kan komme til at koste det samme som de fire andre områder tilsammen. Altså endnu en check på op til 140 millioner kroner.
»Vi kan ikke udtale os om beløbet på nuværende tidspunkt, men det kommer nok til at ligge godt deroppe af,« fortæller Thorkild Meedom, kontorchef i ministeriet. Det regnestykke skal den nye Pilot-islejr hjælpe med at finde ud af.

Cowboytricks og brændstof
Til maj drager fire mand nemlig af sted mod positionen 85° N, 62° V på isen nord for Grønland. Sammen med tre fageksperter skal Morten Rasch, logistikchef hos Dansk Polarcenter, afprøve forskellige ekkolodder gennem isen, 250 kilometer nord for Canadas kyst. På 10 dage skal de lave boringer, der skal vise, hvor tyk isen er, måle vanddybden med specielle ekkolod og med helikopter og fly registrere isens egenskaber og bevægelser.
»Vi skal op på isen og lære de gode cowboy-tricks, så vi ved, hvad et større projekt i området vil kræve,« fortæller Morten Rasch.
Ekspeditionen skal dele fly, generator og teltlejr med et EU-finansieret forskningsprojekt for at holde omkostningerne nede. Alligevel er prisen 1,8 millioner kroner for at have fire mand på isen i 10 dage.
»Det er vanvittig dyrt at køre en islejr, fordi vi skal bruge utrolig meget brændstof. Udgifterne til transport stiger jo lynhurtigt med den afstand, der er ind til land,« fortæller Morten Rasch.
På de breddegrader stiger prisen på flybrændstof let til det tidobbelte, før det ankommer til islejren. Den danske ekspedition forventer at bruge omkring 1.000 liter brændstof om dagen til snescootere, helikopter og fly.
Det store projekt forventes at komme i gang i 2006. Her skal geologer og andre eksperter i 20 til 30 minusgrader kæmpe for at hive data hjem fra den såkaldte Lomonosov-ryg. Ryggen gennemskærer det Arktiske Ocean og er dermed forbundet til sokler i både Rusland og Grønland.
»Lomonosov-ryggen kan blive virkelig afgørende, derfor skal vi bruge mange oplysninger, der kan vise, hvordan soklen er forbundet med Grønland og videre op mod selve Nordpolen,« fortæller projektleder Christian Marcussen.
Russerne sidder nu heller ikke tilbagelænet og venter. Et kig i Havretskommissionens referater viser, at den har holdt mere end tyve møder med den russiske delegation siden de fremsatte deres krav i 2001. Uofficielt betyder det, at Rusland er blevet sendt hjem med besked om at indsamle flere data.
Det sætter russerne under pres. De tiltrådte konventionen i 1997 og har derfor kun fire år tilbage, før den 10-årige periode udløber.
Måske er det derfor, at man i den russiske avis Pravda den 6. februar i år kunne læse, at russiske forskere genoptager research-studier i en helt ny islejr med navnet North-Pole-29. Arbejdet i den russiske lejr er sat til at vare frem til april 2004.
Sokkelsagens journalliste i Videnskabsministeriet tæller flere dokumenter, hvor ordet Canada dukker op flere gange. FN’s havretskonvention stiller skrappe krav til målinger og bevisførelse, og det kræver utallige dyre undersøgelser.
Det har derfor fået Danmark til at kigge efter kvalificerede samarbejdspartnere. Men hvordan Danmark skal samarbejde med for eksempel Canada er en lukket sag for offentligheden. Begæring om aktindsigt afvises med »hensynet til fremmede magter«. Men et referat fra et møde i projektets ledelse viser, at en canadisk repræsentant skal besøge GEUS i november måned, hvor en planlægning af dataindsamling på Lomonosov-ryggen nord for Grønland skal aftales.
Meget kunne derfor tyde på, at de to lande har valgt at samle kræfterne sammen, når det gælder indhentning af oplysninger. Men det kan til gengæld give politisk problemer senere hen.
Hvis landene skal mødes ved forhandlingsbordet, vil det blive de samme målinger og data, de vil bruge som argumenter i en fordeling af området. To lande kan nemlig godt have ret til et bestemt område. Hvis det er tilfældet skal landene indbyrdes blive enige om at dele området, og det kan blive svært.

*Tejs Friling og Lillian Gjerulf er freelancejournalister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her