Læsetid: 20 min.

Dansen om virkeligheden

Det ville jo være ironisk, om Krarup selv skulle kunne karaktiseres med de ord, han møntede på folk som Lenin og Robespierre: »I det øjeblik man ser sig selv som én, der med en slags religiøs retfærdighed i ryggen kan definere for andre, hvad det gode er – så er man en djævel. Det djævelske er altid hos den, der tror om sig selv, at han er guddommelig«
15. januar 2004

Essay
I tiden efter 1945 er menneskerettighederne kommet til at indtage Vorherres plads. De skiller mellem godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt. Som det viste sig i Golfkrigen, ved NATO’s angreb på Serbien og ved EU's boykot af Østrig.
Jeg betragter denne udvikling som et skæbnesvangert brud med den vestlige verdens egentlige – kristne – forudsætning, et brud, som i sin konsekvens betyder menneskeforagt, ideologisk ensretning og hellige krige.
Kristendommen har været Vesterlandets åndelige baggrund, indtil Oplysningstidens humanisme forkyndte menneskets retfærdighed i stedet for Guds retfærdighed, og i denne forbindelse vil jeg anfægte USA’s ideologiske udvikling og nuværende lederskab af den vestlige verden: ’Vor tids afgudsdyrkelse’ ses afspejlet i den amerikanske Uafhængighedserklæring og FN’s menneskerettighedserklæring, og den humanistiske fundamentalisme er efter min opfattelse vor tids virkelige fare – baggrunden for den nye verdensordens hensynsløse krænkelse af det enkelte menneske og det enkelte folk.«

Denne bombastiske erklæring stod bag på Søren Krarups bog Dansen om menneskerettighederne, som udkom i år 2000, hvor ’det muslimske spørgsmål’ endnu ikke havde boret sig ind i centeret af Krarups bevidsthed.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at læse bogen, og slet ikke at deltage i en offentlig debat om den og om Krarup. Men Krarup fik mig. Der var noget i hans erklæring, som i den grad æggede mig til modsigelse, at jeg straks fik fat i bogen og læste den.
Det var ikke alene Krarups ret kendte modstand mod indvandreres og andres menneskerettigheder og kritik af NATO’s Kosovo-aktion og EU-landenes boykot mod Østrig, som gav mig denne lyst. Det var især hans påstand om, at Oplysningstiden i 1700-tallet – med dens Amerikanske og Franske Revolution, skabelsen af det moderne politiske demokrati og menneskerettigheder – har ført til menneskeforagt, ideologisk ensretning og hellige krige.
I min verdenshistorie har Vesteuropa fra kristendommens indførelse som statsreligion i Romerriget i det 4. århundrede og frem til netop Oplysningstiden været det mest intolerante samfund i verdenshistorien. Mens de muslimske lande husede store kristne og jødiske samfund og stort set lod disse dyrke deres religion i fred, var der i Vesteuropa ikke plads til en eneste moské, ja, i de enkelte kristne lande var der ikke engang plads til andre kristne med en lidt anden version af kristendommen.
Straffen for fritænkeri og afvigelser var i værste fald døden på bålet, i bedste fald forfølgelse, indespærring, fortabelse af ejendom og lignende.
Gennem århundreder bølgede religionskrigene gennem Europa. De største slag stod selvfølgelig mellem katolikker og protestanter. Men også jøder måtte holde hårdt for. Jødeforfølgelserne i Europa begyndte meget typisk, da det første korstog samlede tropper i slutningen af 1000-tallet. I England og på vej ned gennem Europa forlystede man sig med at brænde tusinder af jøder af. Når man nu skulle ned og dræbe vantro i det Hellige Land, kunne man lige så godt begynde i sin egen verdensdel. Og da man i 1099 indtog Jerusalem, myrdede man ikke alene alle muslimer, man kunne få fat i, men man indebrændte det meste af den jødiske befolkning i den største synagoge.
Det forgangne Europa, som Krarup henviser til som den noget nær uberørte kristne idealtilstand, flød i perioder med blod, udgydt i kristendommens navn.
I min verdenshistorie var det først med Oplysningstiden og de franske og amerikanske revolutioner, at menneskene i Vesterlandet, som Krarup kalder det, kunne begynde at ånde frit. Ikke på grund af den kristne kirke, men på trods af den. Kristendommen havde været så stor en svøbe, at Vesteuropa smed den af sig og skabte verdens første verdslige samfund, stater hvor religionen ikke dikterede politikken.
Sådan er min verdenshistorie.
Og nu siger Krarup, at oplysning, humanisme, demokrati og menneskerettigheder har ført til ensretning, undertrykkelse og en række humanitære katastrofer som Stalintiden i Sovjetunionen og nazismen og 2. verdenskrig. Og at den nuværende fokusering på menneskerettigheder er skaber af en række nye katastrofer og den største fare for fremtiden.
Søren Krarup var i mange år en ugleset og overset præstefilosof. Men så blev han pludselig populær i medierne, da han gik til angreb på den muslimske indvandring og på flygtninges rettigheder. Hans popularitet har nok ikke meget at gøre med hans filosofi, som er vanskelig tilgængelig, men skyldes snarere at han kan forlene kampen mod muslimske indvandring med et skær af filosofi og religion.
Krarups lutherske-kristne hovedsynspunkt er, at vi alle er syndere, og ingen skal stille sig op og påstå, at de har retfærdigheden på deres side. Der er Guds retfærdighed, siger pastoren, og den finder man gennem sit helt eget gudsforhold, og så er der livet i samfundet, i verden, hvor det hele er ufuldkomment, og der finder man ikke absolut retfærdighed, men højst, at vi syndige mennesker gør det så godt som muligt.
Krarup svinger pisken over »lighedsmagerne«, for vi kan aldrig være lige i samfundet, siger han, men »alle mennesker er lige i forhold til Gud, fordi vi alle er syndere... Dette er den sande lighed«.
Det er en barsk luthersk kristentro, som ikke tiltrækker i dag, hvor vi har varmt vand i alle hjem, men derfor kan man jo godt være enig med Krarup i, at det er halsløs gerning at forvente absolut retfærdighed i samfundet.
Men nu siger Krarup, at det helt store sociale syndefald – han bruger ikke det ord, men det må vel være passende i denne sammenhæng – det helt store sociale syndefald indtræffer, når mennesker udklækker ideer om en ideel verden og derefter går ud og prøver at ændre verden i idealets billede.
Idealisterne bliver så forhippede på deres ideal, at de rask væk er rede til at ofre andre menneskers liv på idealets alter. Idealisterne bliver de retfærdige, de gode i egen mening, og derved gør de sig skyld i afgudsdyrkelse. Mennesker forguder sig selv og deres ideelle retfærdighed.
»Tiden er blevet grebet af en formelig godheds-psykose,« skriver Krarup. »Medierne kappes om at være mest ’god’, dvs. mest politisk korrekt, og befolkningerne er derfor under en stadig propaganda og påvirkning for at være ’god’ og holde med de rigtige.
At dette indebærer, at det enkelte menneske og det enkelte folk skal opgive at være sig selv som en historisk given person og størrelse med en bestemt identitet og bestemte grænser og at mennesket og folket i virkelighedens navn derfor protesterer imod »godhedens« udslettelse af personlighed og identitet – ja, dette er netop årsagen til propagandaens intensitet.
Menneskerettighederne vil ikke vide af den skrækkelige, ’ulige’ virkelighed. Menneskerettighederne vil derfor ikke tillade virkeligheden at være til... og et opgør med menneskerettighederne kan derfor ikke undgå at få karakter af et forsvar for det enkelte menneske og det historisk givne folk.«
Krarups alternativ til menneskerettigheder er, at man simpelthen følger landets lov. Han hylder og romantiserer middelalderens lovgivning, især den engelske Magna Charta og den danske Jydske Lov. Om Magna Charta siger han: »Rettigheder havde du i henhold til, hvad loven sagde. I dig selv havde du ikke rettigheder, for du var ikke den guddommelige eller retfærdige. Du var Guds skabning, det syndige menneske, der blev frelst af Guds nåde, i Jesus Kristus. Så skulle mennesket ikke påberåbe sig medfødte rettigheder. Men så skulle det holde sig til loven i landet og påberåbe sig den, hvis det følte sig gået for nær.
Der er ingen selvretfærdighed i den verden, der bliver til på disse betingelser, ingen sentimentalitet, intet flæb, men der er respekt for den virkelighed, der ikke giver dig mere, end loven giver dig krav på. Der er dermed sans for lov. Der er sans for det magtforhold, der sætter loven. For naturligvis er loven ikke guddommelig eller hellig, men givet af kongen på de foreliggende betingelser i landet.«
»Derfor må en borger,« fortsætter Krarup, »der føler sig forudrettet eller undertrykt, selvsagt søge at ændre sin situation ved at søge at ændre loven og virke ind på de magtforhold, der gælder i landet og bestemmer lovens indhold – ikke ved flæbende at påberåbe sig ’rettigheder’ i luften eller naturen, men ved at blive stærk og indflydelsesrig nok. Sådan er denne jordiske virkelighed. Sådan og ikke anderledes giver Gud menneskene at leve på jorden,« slutter pastoren denne svada.
Ifølge den Krarupske politiske filosofi må man altså godt gøre oprør, men må ikke »flæbende« påberåbe sig højere rettigheder, for det vil være at ophøje sig selv over de andre syndere. Det er interessant, hvordan Krarup anvender ordet »flæbe«, som en streng skolelærer, der irettesætter en tøsedreng, der ikke kan klare mosten.
Men vi er hos Krarup i en streng verden. Om det er så er den tysk-nordiske kolde jord eller de gammeltestamentlige profeters vrede, som har formet det sådan. Om Adam og Evas uddrivelse af paradis hedder det: »…så drev Gud dem ud af paradiset og satte dem på den nøgne, stenede jord, hvor Adam skal æde sit brød i sit ansigts sved, og Eva skal føde børn med smerte. Dette er nu vores menneskelige virkelighed. Vi er uden for paradiset. Vi lever vort liv blandt torne og tidsel og skal ikke stille krav til vort liv, som om vi var i paradiset og kan stille absolutte, selvindlysende fordringer til tilværelsen. Synden er blevet vores virkelighed. Uretfærdigheden er blevet vores uundgåelige vilkår – vi, der som Adams og Evas børn lever i arvesyndens skygge.«

Og her kommer så i dag folk og kræver at leve i et paradis. Det huer ikke vor pastor. Men hvad der huer ham mindst af det hele, er, at folk påberåber sig rettigheder og udvikler idealer om en god verden.
I et interview om bogen til dagbladet Aktuelt sagde Krarup: »I det øjeblik man ser sig selv som én, der med en slags religiøs retfærdighed i ryggen kan definere for andre, hvad det gode er – så er man en djævel. Det djævelske er altid hos den, der tror om sig selv, at han er guddommelig.«
I Krarups ideologiske univers står ideer og idealer i modsætning til det konkrete virkelige, og de, der styrer efter ideerne, eller lader sig styre af ideerne, svigter det virkelige, som er de levende mennesker.
Derfor er de gode onde, siger Krarup. Og det er jo et udsagn, som nok kan gøre ondt på en og anden, der gerne vil være ’et godt menneske’.
Går han for vidt, pastoren fra Seem?
Det er jo ikke særlig svært at finde belæg i den nyere historie for, at idealister har været skyld i millioner af menneskers død. Det er sket i revolutioner, det er sket i Kina, Kampuchea, Sovjetunionen, under Anden Verdenskrig, og det sker stadig hver dag i verden, hvor folk myrder i den gode sags tjeneste.
I Danmark er vi noget mere fredelige. Men jeg selv oplevede sidst i 60’erne og først i 70’erne, dengang ungdomsoprør, studentermarxisme og revolution var på alles læber, at den store idealisme bestemt havde kimen i sig til en stor ondskab.
Jeg husker stadig de forstemmende øjeblikke, når man opdagede, at en stortalende revolutionsfælle var det største røvhul, større end alle de gamle professorer, direktører og politikere, vi ville have fyret.
Krarup har en meget stor og vigtig pointe, som han dog ikke nøjes med ydmygt at fremføre, men driver helt ud til den yderste grænse, hvor krigsforbryderdomstole, erklæringer om menneskerettigheder og omsorg for flygtninge bliver til selve dyret i åbenbaringen, ondskaben i egen høje person.
Det er vildt. Det er næsten fanatisk. Men når nogen siger noget, som er fuldstændig ved siden af, så plejer man at le. Ingen ler af Krarup. Og det er et tegn på, at pastoren sætter sin spottende finger på et ømt sted.
Der er noget om snakken.

Idealisme og demokratisme, som Krarup kalder det, skaber hykleri, selvretfærdighed og menneskeforagt. Eller lever i al fald godt med disse fænomener.
Men Krarup sætter gang på gang i sin kamp for virkeligheden og imod ideerne lighedstegn mellem virkeligheden og det nationale. Hans kritik er, at her kommer de ideelle internationale menneskerettigheder og forstyrrer et folk i dets virkelige liv.
Men er den sociale virkelighed, de virkelige levende mennesker, bare lig med det nationale?
Krarup hævder her, før 11. september 2001 og før Irak-krigen 2003, at NATO temmelig utilgiveligt krænkede Serbiens selvstændighed som nation ved at gribe ind i Kosovo-konflikten – som et udtryk for ideernes magt over den nationale virkelighed. Lad os vente med at se på Krarups udvikling efter 11. september og blot spørge: Skal folk og nationer da have uindskrænket fred til at drive ufred? Hvis hinduflertallet i Indien for eksempel begyndte at uddrive landets flere hundrede millioner muslimer – ville en indgriben mod det da være udtryk for en abstrakt idealisme over for en folkelig virkelighed?
Èn nation med ét folk, med samme sprog, religion og kultur – er lidt af en undtagelse i den virkelige brogede verden, vi mennesker bebor. Men Danmark har længe mere eller mindre set ud til at være sådan en størrelse, en lille monokultur i udkanten af det hele. (Hvis vi ser bort fra Færøerne og Grønland, det tyske mindretal og Kongehuset!)
Og Søren Krarup – og med ham mange andre – vil gerne bevare denne monokultur – og han mener, at det er helt legitimt, at folk siger, de ikke vil have nogen til at flytte ind i landet udefra, og slet ikke nogen med en meget forskellig kultur.
Dette synspunkt kan man selvfølgelig diskutere, men Krarups lille mono-Danmark er en temmelig moderne konstruktion. Vist var der en stat på området gennem de seneste tusind år, men det meste af tiden var det en fyrstestat med mange forskellige sprog – og det hørte til undtagelsen og ikke reglen, hvis fyrstefamiljen snakkede dansk.
Mono-Danmark opstod i 1700- og 1800-tallet som en konsekvens af to faktorer: den moderne borgerlige dansksprogede offentlighed, som voksede frem med demokratiet, og tabet af de svenske, norske, vestindiske, afrikanske, tyske og islandske dele.
Mono-Danmark er resterne af et storrige, som er faldet sammen. Og det har aldrig været helt mono, og bliver det heller ikke, for selv om Færøerne og Grønland måske snart bliver selvstændige stater, så er ’muselmanden’ – og hans tildækkede kvinde – jo kommet ind, og denne proces kan kun reverseres ved ’etniske udrensninger’ a la Serbien.
Finder vi her årsagen til Krarups voldsomme udfald mod NATO og USA’s standsning af blod- og jordrensningen på Balkan? Det må man ikke håbe, men man kan ikke fortænke nogen i at frygte det.
Der er lidt af en ironi i, at kristendommen er en af de grundpiller, Krarup støtter den indvandringsfjendtlige politik med. Hvis fortidens Søren Krarupper havde været mere oppe på mærkerne, så var en vis Ansgar jo blevet smidt ud af landet for tusind år siden med besked om, at vi ikke heroppe ville høre om hans sydlige religion.
Men sådan gik det ikke, og danskerne blev omvendt til en sydeuropæisk religion, som var opstået i Mellemøsten. Og senere blev danskerne omvendt til en ny art af denne religion, som blev indført fra Tyskland af Krarups helt, Martin Luther.
Det er også en tyk – og igen utilsigtet – ironi, at Krarup i bogen fremhæver apostelmødet i Jerusalem, hvor Paulus argumenterer for, at frelsen ikke har noget med de specifikke jødiske love at gøre, og at enhver mand kan blive kristen uden at skulle omskæres, dvs. uden at behøve at blive jøde.
Paulus var sin tids globalist, som løsrev den kristne sekt fra sit jødiske ophavsland og kultur, så kristendommen kunne udbredes. Snak om globalisering, som Krarup er imod. Den blev påbegyndt med kristendommen.
Krarup citerer også Paulus for hans ord i Romerbrevet: »Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed uden at den er fra Gud... så at den, som sætter sig op mod øvrigheden, står Guds orden imod.«
Det er jo stærke ord, som op gennem historien har været flittigt anvendt til at retfærdiggøre, at kirken stod sammen med statsmagten. Og det er yderst interessant, at Jesus, i hvis navn Paulus virker, blot sagde de berømte ord: »Giv Gud hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er.« Altså, at politik og Guds rige er to helt forskellige ting. Færdig.
Paulus udtrykker sig på én gang langt mere politisk og religiøst dogmatisk. Og baggrunden var, at de kristne menigheder i Mellemøsten havde problemer med at dyrke deres religion i fred. Derfor: »Lav ikke unødvendig ballade.« Ganske fornuftig politik, men religionsstifteren og prædikanten Paulus kan ikke lade være med at bringe Gud ind i sagen – det er jo den slags, man ligesom har ret til, når man er religionsstifter. Samfundsmagten er indsat af Gud, og den, der gør oprør, forbryder sig mod Guds orden, siger han, og religionsstifteren går dermed langt videre end Jesus, som bare var en konkret læremester for nogle virkelige levende mennesker.
Et helt utilsigtet – men fantastisk – eksempel på forskellen mellem en ægte kristen efter Krarups egen definition, nemlig Jesus, som forholder sig til det helt konkrete, og så idealisten og utopisten Paulus, som skaber en idé og oven i købet kommer til at forkludre sagen ved at blande Gud og kejseren sammen. Jesus kunne jo godt have sagt, at kejseren var indsat af Gud, men han gjorde det ikke. Det gjorde derimod Paulus og senere den lutherske ideologi: »Konge af Guds Nåde« – som det stadig hedder.

Men tilbage til nutiden. Her kommer de internationale menneskerettigheder og dikterer et folk, hvordan det skal leve. Men hvordan folket har levet, siger Krarup, er baseret på en lang historisk tradition, som har sat sine spor i form af kultur og tradition. Menneskerettigheder og store sociale ideer er ahistoriske. De kommer nu og kuldkaster, hvad der har vundet hævd – og skaber dermed anarki og kaos og rodløshed.
Krarups alternativ til al denne idealisering og dens uvæsen er, at man lader politik være pragmatisk og jordnær. Krarup argumenterer faktisk ikke imod store samfundsændringer, men siger, at de er udtryk for, at regeringsmagten har været korrumperet, eller en ny klasse har vokset sig stærk, og så sker der en måske lidt voldsom ændring, men det er netop ufuldkommen magtpolitik, og sådan er politik engang imellem.
Krarups store indvending er – i al fald teoretisk – ikke imod ændringerne i samfundene, men imod ideologierne, som glorificerer ændringerne og skaber mennesker, som bliver blinde over for deres medmenneskers virkelige liv.
Hvis jeg har forstået Krarups historiesyn ret, så ville han ingen indvendinger have haft imod, at sejrherrerne i Anden Verdenskrig havde henrettet nazitoppen uden rettergang. Hans indvending går på, at man skal forsvare henrettelserne med en højere retfærdighed, og i den forbindelse skaber en overnational retfærdighedsideologi – som derefter kan anvendes ret så vilkårligt. Hvorfor bomber man Serbien på grund af Kosovo-albanerne? spørger han, mens man ikke straffer Tyrkiet for landets behandling af kurderne eller Israel for dets undertrykkelse af palæstinenserne?
Den højere menneskelige retfærdighed bliver altså alligevel til gammeldags magtanvendelse, og vi har et hykleri af globale dimensioner. Og det er jo netop for ikke at falde i den fælde, at Krarup senere forsvarer sin støtte til Irak-invasionen med hensynet til sikkerhed, og udtrykkeligt gør opmærksom på, at det ikke har noget med menneskerettigheder at gøre.
Men baggrunden for krigsforbryderdomstolene efter Anden Verdenskrig var jo en hidtil uhørt række af forbrydelser imod virkelige mennesker med begrundelse i disses race, kultur, sprog eller religion. Drabet på otte millioner jøder i Europa var ikke resultatet af noget lands krig mod en jødisk stat, men var resultatet af staters – og selvfølgelig især én stats – forbryderiske forvaltning af deres nationale suverænitet.
Jøderne i Europa var virkelige mennesker. Men problemet er, at de ikke passer ind i den krarupske definition på menneskets sociale virkelighed. Og i det øjeblik, de omgivende flertal beslutter, at jøderne ikke tilhører deres »nationale folkelige virkelighed«, og derfor skal smides ud eller dræbes, da bliver det netop en idé – ideen om folkets kulturelle og religiøse enhed – der krænker virkelige mennesker.
Krarup henfører nazismen til at være et udslag af vanvittige ideer, men glemmer, at en vigtig del af dens idégrundlag nærmest er identisk med hans eget, nemlig sammenkædningen af afstamning og territorium (’Blut und Boden’ ), og han glemmer tilsyneladende også, at andre nationale ideer nemt kan føre til krænkelse af virkelige mennesker. Og gør det.
Når folk – som netop Krarup – i dag forsvarer det, de ser som det danske folk, imod muslimsk indvandring, så har forsvaret to dele. Den ene kan jeg til en vis grad sympatisere med. Den er: Vi har ikke lyst til at have en lejr med fem hundrede udlændinge af sytten forskellige folkeslag her i kommunen.
Denne konflikt mellem ønsker og interesser burde kunne løses ad sædvanlig politisk vej uden henvisninger til menneskerettigheder. Det er jeg enig med Krarup i. Det er ganske urimeligt, at velbjærgede københavnske meningsdannere bruger fine menneskerettigheder til at tryne simple folk i provinsen, og i hovedstaden, som bare vil være i fred.
Men den anden del af forsvaret mod det, man ser som globale ideers indtrængen, har selv karakter af at være idé. Nemlig forestillingen om det evige Danmark, som jo igennem historien har forandret sig for hver generation, også med hensyn til befolkningssammensætning, sprog, rigsmønt, regenternes nationalitet o.s.v.
Virkeligheden, vi lever i, er jo langt mere broget end billedet af en flok dansktalende hvide lutheranske danskfødte, som drikker øl og synger »Sejle op ad åen«.
Vores sociale virkelighed er i stigende grad transnational. Det er en kendsgerning. Danmarks økonomiske udveksling med andre lande er alfa og omega for vores velstand. Vi er ikke en isoleret stat, men i høj grad en del af et internationalt samfund. Og dette samfund er ikke bare en fiks idé, udklækket af Eleanore Roosevelt i FN med en højtidelig erklæring om menneskerettigheder. Det er en praktisk realitet, som udmønter sig hver dag, hver time, hvert minut, i en række udvekslinger, hvoraf indvandring hertil af udlændinge blot er en lille del.
I dette øjeblik befinder flere hundrede tusinde danskere sig uden for landets grænser, og indenfor bor et tilsvarende antal personer, som er indvandret inden for de sidste 20 år. Ønsker Krarup, at vi kalder udlandsdanskerne hjem? Nok ikke.
Men man kan ikke påberåbe sig virkeligheden uden at ville have hele virkeligheden med.
Men det gør Krarup, og det er den store modsigelse i hans ideologi.
Krarups kritik af de storslåede sociale ideer er yderst relevant og dybt human – men når det kommer til nationale ideer, og specielt den danske, så gribes han af en mærkelig blindhed, hvor han rask væk går med til, at det nationale er lig med virkeligheden.

Krarups projekt »Afskaf det moderne samfund« er baseret på en ligelig blanding nationalromantik og kristen filosofi, idet Krarups særlige lutherske religion er parret med en god del Kierkegaard-læsning og eksistentialisme. Krarup henfører ofte til Kierkegaard-udtrykket »hin enkelte« – at vi hver af os står helt alene i vores forhold til det at leve.
Kierkegaard var ikke mindre stædig end Krarup, og denne danske kristne filosofs liv mundede ud i et gevaldigt opgør med selve Folkekirkens eksistensgrundlag. Sådan går det ikke med vore dages Søren.
Den statslønnede præst Søren Krarup forsvarer i Dansen om menneskerettighederne Folkekirkens eksistens, ganske vist ikke ud fra noget teologisk eller filosofisk argument, men ud fra sit begreb om »folkets virkelighed«.
Og her er vi igen ved et af de helt afgørende krarupske paradokser. Hvor den anden Søren vrængede ad folket og alt det kollektive, netop som en illusion, hvor hin enkelte er realiteten, der foretager Krarup et helt umuligt hop, idet han udnævner »folket«, nationen, til at være hin enkelte på den internationale scene.
Det er og bliver en filosofisk kortslutning. Kierkegaards »Hin enkelte« er absolut. Det er en levende virkelighed, fordi vi fødes som individer og dør som individer. Og intet samfund og ingen kultur og ingen kollektiv psykose kan ændre ved dette fundamentale forhold.
Folket, nationen, er derimod ikke absolut og virkelig i denne forstand. Et folk eller en nation fødes ikke og dør ikke, sådan som et individ gør. Et individ er skabt ud af den livets kraft, som Krarup kalder Gud, Vorherre eller Skaberen. Folket og nationen er betegnelser for menneskelige kulturelle skabelser. Hvilken afgudsdyrkelse at ville give dem status af virkelighed – kunne man sige, med krarupsk patos.
Ved at ophøje nationen til at være hin enkelte på den internationale scene gør Krarup det muligt at overføre begreber og følelser, som rettelig kun bør være knyttet til netop det levende menneske, og herved bliver han motor for noget meget farligt. Vi skal ikke længere forsvare det enkelte menneskes frihed. Nu skal vi – med samme argumenter og følelser – forsvare folkets renhed og nationens beståen.
Det er her Krarup svigter sin egen filosofi. Og dermed virkeligheden. Og dermed potentielt indskriver sig i historien på linje med alle dem, han kritiserer for at være selvretfærdige og fremkalde ondskab, fordi deres ideer er vigtigere for dem end de virkelige, konkrete mennesker.
Det ville jo være ironisk, om Krarup selv skulle kunne karaktiseres med de ord, han møntede på folk som Lenin og Robespierre: »I det øjeblik man ser sig selv som én, der med en slags religiøs retfærdighed i ryggen kan definere for andre, hvad det gode er – så er man en djævel. Det djævelske er altid hos den, der tror om sig selv, at han er guddommelig.«
At modsigelsen i Krarups filosofi er så alvorlig som påstået, mere end antydes gennem hans udvikling siden 11. september 2001. I Dansen om menneskerettighederne er indvandrerne og USA side om side de store sataner, indvandrerne fordi de ikke hører til her, USA fordi landet ifølge Krarup truede med at forpeste os alle med sin menneskerets-frelserideologi.
I dag støtter Krarup Irak-invasionen og kritiserer ikke længere USA. Det kan så skyldes, at USA har forladt sin menneskerets-position til fordel for ren magtpolitik – hvilket Krarup selv sikkert vil sige og de fleste af Informations læsere i øvrigt være enige i. Men det kunne også skyldes, at Krarups virkelige ærinde ikke er filosofisk, men alene skabelsen af en ’ren’ nation, befriet for fremmed indflydelse og tilstedeværelse, og filosofien blot er til pynt?
Hvis det er tilfældet, er det rigtig ærgeligt, for Krarups ideologikritik er faktisk både berettiget og vedkommende.

*Ole Grünbaum hører til Danmarks førende it-skribenter. I 1960’erne var han kendt som ungdomsoprører. Han er forfatter til en række bøger, blandt andet »Du skal ud« om 1960’erne og »Tekno-fetichismen og drømmen om det gnidningsløse samfund«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her