Læsetid: 4 min.

DF afviser hjælp til ældre og enlige lejere

’Flødeskummet på livets lagkage ryger sig en tur,’ siger 88-årige Elisabeth Bonde, der kan se frem til en gevaldig huslejestigning, fordi DF ikke vil gå sammen med oppositionen om at lukke ’hul’ i boligloven.
13. januar 2004

Ældre og enlige lejere i moderne udlejningsbyggeri kan ikke regne med Dansk Folkeparti, hvis de pludselig bliver præsenteret for en gevaldig huslejestigning.
I hvert fald vil partiets boligpolitiske ordfører, Freddie H. Madsen, ikke være med til at gå med oppositionen om at fjerne udlejernes lovmedholdige mulighed for at beregne deres afkast på basis af en fiktiv rente på 10-12 procent, uanset at renten i dag er nede på tre-fire procent. Reelt indgår der derfor tårnhøje renteudgifter fra ikke-eksisterende kreditforeningslån, når udlejerne beregner deres afkast, som så igen bruges som udgangspunkt for at fastsætte huslejen. Og det er okay, mener Dansk Folkeparti:
»Nu har man gjort det i 15 år, og det kan jeg ikke se, der er nogle problemer i,« siger Freddie H. Madsen.
Han mener ikke, at Dansk Folkeparti dermed tilgodeser udlejerne frem for de ældre og enlige lejere:
»Vi kører jo bare videre i den skure, som socialdemokraterne engang har lavet,« som han siger.
– Dengang var renten meget højere?
»Du kan altid trække nogle uheldige punkter ud,« afviser Freddie H. Madsen.

Farvel til flødeskum
Den melding er flere pensionister stærkt utilfredse med. En af dem er 88-årige Elisabeth Bonde, der har boet i sin to-værelses lejlighed siden 1991, og nu kan se frem til en lejestigning på mere end 700 kr. om måneden.
»Jamen, så kan jeg da ikke mere tage i teatret eller besøge familien i Jylland,« siger hun, der bor i Aldersrogade 37-39, hvor udlejer efter gældende lov må beregne sit afkast efter den helt specielle ordning. I stedet for at gøre op med den mulighed har socialminister Henriette Kjær (K) foreslået, at huslejen højst må stige med 155 kr. pr. m2 hvert tredje år.
»Med ministerens forslag vil min husleje stige med godt 700 kr. om måneden. Hvis jeg skal bruge de penge på stigende husleje, forsvinder alt det, jeg vil kalde flødeskummet på livets lagkage,« tilføjer Elisabeth Bonde og sekunderes af 86-årige Jørgen Andreassen, tidligere folkeskolelærer i København:
»Der vil være mange ældre og enlige, som ikke har råd til en sådan stigning på mere end 700 kr. om måneden,« siger han, der »vel har en fem-seks tusinde« at gøre godt med hver måned, når huslejen er betalt.

For gammel til boligjagt
»Jeg har ingen opsparing, så det bliver nok biografturen med børnebørnene, der må holde for. Eller hvis man er sent ude en aften, så er det taxaen hjem. Så tror jeg bare ikke, jeg tør være sent ude mere, hvis jeg ikke har råd til en taxa hjem. Det er jo ikke det mest trygge kvarter her,« siger Jørgen Andreassen med vrede i stemmen.
»Hvis man ikke har råd til at bo her, så må man flytte. Javel ja, men det er jo helt umuligt. Jeg har allerede undersøgt, om jeg kan få en ældrebolig, men det er jeg slet ikke syg nok til,« siger han.
Ifølge Bonde og Andreassen er folkepensionisterne i ejendommen »meget berørt« af den kommende huslejestigning.
»Mange af os ældre føler os virkelig utrygge ved det her,« siger Elisabeth Bonde.
»Som 86-årig har man ikke kræfterne til at flytte rundt og lede efter en billig lejlighed, så jo, det påvirker da en temmelig meget,« medgiver Jørgen Andreassen.

Tømmer sparegrisen
For 40-årige Pia Madsen, enlig mor og invalidepensionist, er udsigten til en månedlig huslejestigning på mere end 700 kr. »slet ikke til at bære.«
»Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre,« siger hun.
På grund af voldsom astma har hun måtte opgive sit arbejde som bogholder.
Efter næsten 20 hospitalsindlæggelselser de seneste tre år mangler hun overskud til at håndtere sin situation.
»Vi har været rigtig glade for at bo her, fordi der er elevator og p-plads til invalidebilen. Men det går i høj grad også ud over børnene. De kan mærke, at forældrene er utrygge,« siger hun og fortæller, at datteren har tilbudt mor at »tømme sparegrisen«.
Pia Madsen betaler inklusiv varme godt 6.000 kr. for en tre-værelses. Ifølge socialministerens lovforslag vil den stige med 1.185 kr. 0m måneden.
»Det er helt udelukket, at vi har råd til at betale det. Men jeg aner ikke, hvor jeg skal flytte hen, hvis vi bliver sat på gaden. De sidste tre år har været svære nok for os i forvejen,« siger hun og henviser til, at datteren har haft mange nedture over morens sygdom.
»Hun går til skolepsykolog, og hvis vi skal flytte, så mister hun jo alle sine venner. Hele hendes verden bliver knust,« siger Pia Madsen, der selv har haft meget gavn af gode naboer, der kunne se efter datteren, når hun selv var indlagt.
»Det er forkasteligt, at der er nogle mennesker, der er så pengeglade, at de er helt lige glade med, hvad det betyder for andre,« siger hun med henvisning til den fynske boliginvestor Niels Pedersen fra Tommerup, der har købt Aldersrogade 37-39 med henblik på at sætte huslejen op og dernæst sælge lejlighederne, efterhånden som de fraflyttes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her