Læsetid: 4 min.

Diagnositis

9. januar 2004

Er lykken en diagnose? Næppe, men en diagnose kan være den eneste farbare vej til at få et problem taget alvorligt og til at få en behandling, der kan hjælpe. Sådan føler mange, hvis børn ikke opfører sig som andre. For forældre til børn med psykiske handicaps som DAMP eller autisme har det været et enormt fremskridt at få redskaber til at hjælpe deres barn videre. Ligesom de såkaldte lykkepiller har løst problemer for mange voksne, der bremses i deres udfoldelse af angst eller nedtrykthed. Men som det er fremgået af artikler i Information i går og i tirsdags, dels om børn, der stemples med tvivlsomme diagnoser, dels om useriøs brug af lykkepiller, er det samlet en kendsgerning, at vi oftere og oftere søger professionel hjælp:
*Henvisningsprocenten for børn med adfærdshandicap er steget med 300 procent de sidste 20 år.
*Forbruget af SSRI-produkterne, lykkepillerne, er næsten fordoblet siden 1998 og stiger stadig voldsomt. Hver fjerde bruger får pillerne for mere diffuse symptomer end angst og depression, som pillerne er gearet til.
Med andre ord: Har man ondt i livet, går man til læge, ikke en nærtstående, præst el. lign. Åbenbart er vi frivilligt ved at udsætte os for det kulturtab, at vi ikke længere søger råd og dåd hos hinanden, men styrer direkte mod dem, der kan udskrive recepter og bevilge behandling. Fart skal der åbenbart på.
Er der måske gået ’diagnositis’, diagnose-iver, i vores håndtering af menneskelig modgang?
At antyde sådant er ikke gratis. Kritikere af både lykkepiller og diagnoser mistænkeliggøres nemt som onde mennesker, der sparker til folk, som allerede ligger ned, som psykolog og forsker i folkesundhed Peter la Cour formulerede det i gårsdagens Information.
Og selv om professor Niels Egelund fra Danmarks pædagogiske Universitet udtrykkeligt skelner mellem på den ene side de 0,8 procent børn, der får konstateret DAMP i svær grad, og på den anden de op til fem procent af alle børn, som DAMP-foreningen selv peger på som ramte, ja, så er reaktionerne i miljøet chok og raseri: »Jeg er virkelig chokeret over, at nogen i fuldt alvor kan tro, at forældre er vilde med, at deres børn får en psykiatrisk diagnose,« siger direktør for DAMP-foreningen Birgit Christiansen.

Indvendinger er der selvfølgelig også i ’miljøet’: ’Det er jo ikke forældrene, der stiller børnediagnoserne,’ siges det, og desuden skal kommunerne ifølge Serviceloven bevilge støtte ’efter behov’, ikke efter diagnoser.
Hertil kan siges, at ofte er vel en ekspertudtalelse, eller en diagnose, netop den måde, hvorpå behovet fastslås. Og hvad forældre angår, har mange især veluddannede på internettet nu let adgang til informationer, der før var specialviden. Tilbage er så blot at overtale lægen til at åbne for receptblokken eller kommunekassen.
Et velkendt fænomen er det vel også, at enkeltpersoner og interesseorganisationer – og interesseorganisationer er jo DAMP-Foreningen, NLD-gruppen m.fl. – dels overdriver tallene for at få vind i debatsejlene, dels skubber de hårdest ramte foran sig. Sådan lyder i en nøddeskal opskriften på en enkeltsag, der skal fungere som pressionsmiddel til gavn for en hel gruppe.
Tabuet om psykisk sygdom er ved at være brudt. Dét er en gevinst. Og det er selvfølgelig ethvert menneskes gode ret at søge hjælp, hvor hjælpen findes.
Men måske er der både for få og for mange, der bliver behandlet? Hvad hvis man lidt for ofte hjælper dem, der råber højest, i stedet for dem, der nærmest håber, at ingen får øje på dem eller deres problemer?

I et større samfundsperspektiv er det vigtigt, at vi til stadighed har en bred samfundsmæssig debat, også om de emner, det gør ondt på nogen at tale om. For eksempel, om en diagnose er det rette livsgrundlag for et barn, eller om en lykkepille er den rette kur mod ondt i livet? Måske var der andre måder, f.eks. at leve lidt enklere i en periode og tage hensyn til, at livet kan kræve ro, f.eks. når børnene er små?
Det handler jo også om, at samfundet i de senere år er blevet mere krævende, mindre tolerant. Alle arbejder hårdt – også børn. Det giver mindre plads til folk, der er vredladne, småsære, indadvendte, pylrede eller konsekvent bliver syge, når noget vigtigt skal gøres – for nu at nævne ’særheder’, der i virkeligheden næppe er uløselige. Det bliver ikke lettere af, at vi allesammen i fjernsynet kan se, hvordan man skal være: Flot, omgængelig, god til at sætte ord på sine følelser, og tilpas, men ikke for selvpromoverende.
Intet under, at mange af os kommer til kort indimellem. Men måske skulle vi begynde her – med at spørge, hvordan vi gerne vil ha’ det? I virkeligheden.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her