Læsetid: 6 min.

Dirty Harry er en drøm

I en fabrik i Bangkok har politiet fundet en gruppe udmattede og pjaltede børneslaver. Men moderne slaveri er også et eurpæisk problem
12. januar 2004

Asien 4
En lille notits om et stort problem; Dagbladet The Nation beretter om, at politiet har stormet en såkaldt ’sweatshop’ et sted i Bangkok. En virksomhed, hvor man fremstiller forskellige metalvarer, blandt andet dåser til levnedsmidler.
Det er en virkelighed lige ud af Dickens’ univers. Efter et tip fra naboer omringede politiet en bygning, hvor man fandt en gruppe tilfangetagne børn, som levede på stedet, overnattede på fabriksgulvet i deres pjalter og kun fik den mest nødvendige fortæring. Nogle af dem havde lasede, blodige forbindinger efter at have mistet fingre ved det arbejde de var tvunget til at udføre. De fortæller selv, at det skyldes, at de har måttet arbejde fra tidlig morgen til sen aften, mellem 12 og 15 timer hver dag. Og når trætheden og søvnen overmandede dem var nogle af dem kommet til skade ved udstandsningsmaskinerne. Der var ikke lægelig behandling, så de havde forbundet sig med de klude, de havde kunnet finde på stedet.
Hvad er dette for en historie, hvor kommer disse mennesker fra? Avisen beretter, at børnene menes at være kommet fra Cambodja, solgt til mellemhandlere efter formodentlig at være blevet kidnappet fra deres hjemegn, og videreekspederet i denne form for malabarisk arbejdsformidling uden bedøvelse og formildende omstændigheder. Her har de levet midt i denne magapolis, gemt væk i en lovløst mørke indtil en barmhjertig sjæl alarmerede myndighederne. Avisen beretter, at børnene nu er sendt på børnehjem, og at ejerne af fabrikken er arresteret.
Denne gruopvækkende forbrydelse er nu afsløret af myndighederne og frem for alt er den kommet til offentlighedens kendskab, hvilket i sig selv er et mirakel og kan være et eksempel på, at staten kan sætte en stopper for globalismens mest afskyelige forbrydelser – slavehandel og mishandling af børn.
Umiddelbart kunne man måske tro, at der her var tale om et specifikt asiatisk, eller oven i købet thailandsk problem for et land, som er en økonomisk magnet med grænser til lovløse, kriminelle fattigdomsdiktaturer som Burma og Cambodja, hvor alt er til salg.
Men notitsen eksponerer et globalt problem, hvor en lovløs monsterkapitalisme har mulighed for at operere. Også i Europa qua problemets globale karakter. Det findes over alt, også midt iblandt os. I det nordlige Europa dog i en anden variant, da billig arbejdskraftintensiv produktion ikke findes i stor målestok som i Asien, og markedet derfor ikke er i stand til at opsuge denne reserve af slaver.
Men strømmen af mennesker, der er totalt strippet for rettigheder, og som overlever i et tusmørkeland uden for loven og i angst for myndigheder og på deres forhandleres nåde er et voksende problem, også i Europa.

Et liv i mørkeland
Lad mig give et eksempel, som ikke fik mange notitser i danske aviser, da det kom for dagens lys. Selv hørte jeg første gang om historien i Vestafrika, hvor folk forarget spurgte hvad det var for et land, jeg kom fra, som tillod dette. En blind passager havde i Abidjan sneget sig ombord på en dansk coaster og havde meldt sig til besætningen, da skibet befandt sig i rum sø.
Det skulle vise sig at blive fatalt for denne illegale indvandrer. Besætningen bandt ham omme agter og gennemtævede ham halvt til døde med en baseballkølle til han var nærmest bevidstløs, og smed ham derpå i havet. Da man ikke kunne holde kæft med sin dåd, kom sagen til rederiets kendskab, som alarmerede myndighederne i Danmark.
Ved den første behandling af sagen ved byretten i Esbjerg fik de stolte danskere, der slog et slag for den hvide mand betingede straffe og nogle måneders fængsel. Som dommeren konkluderede, så var der i sagens natur ikke noget lig, og derfor ikke noget bevis på, at der var begået et mord. Kun indicier på grov legemsbeskadigelse, som det eufemistisk hedder.
Hvad var det for et land, jeg kom fra, som tillod dette?
Den svenske instruktør Lukas Moodyson skildrer med sin film Lilja 4-ever en højst realistisk historie om en russisk teenager, som lokkes til et job i Sverige, men som kidnappes af sine formidlere til at arbejde i prostitution. Hun lever i et mørkeland, hvor et råb om hjælp til myndighederne vil sende hende tilbage til de gangstere, som truer med at myrde hende hvis hun angiver sig.
Hvem skriver om disse personer, hvor mange notitser ser man i de danske og svenske aviser om disse retsløse personer? Hvad foretager myndighederne sig? En lille notits i en thailandsk avis kan give et perspektiv på, hvor bigotte og hvor nationalistisk selvforblindede man kan være i Europa og i Danmark, hvor de samme forbrydelser ikke engang når frem til aviserne.
Og jeg må indrømme, at jeg lader mig friste af min hotelvært Monsieur Guys foragt, når han omtaler det Europa han har forladt for bestandigt, og omtaler det som gennemstrømmet af en falsk beskedenhed, der kun dækker over selvforelskelse og moralsk svaghed over for at træffe de mest indlysende beslutninger.
Men som vi var inde på tidligere i disse depecher, så er der også problemer med Dirty Harrys metoder. Andre problemer, når man kompromitterer reglerne i den bureaukratiske retsstat. Når man farer hårdt frem med sine skydevåben og hele statens voldsapparat, og dræber to et halvt tusind mennesker i kampen mod et andet onde: narkokriminaliteten.
Misèren ligger naturligvis i, at ikke alle ordenshåndhævere er så rene af hjertet som selveste Dirty Harry – en idealfigur, som desværre kun findes i vores fantasi. Når hans metoder slippes løs på et samfund giver det rum for alle mulige beskidte handler og interesser.
Vi venter her i landet stadigvæk på at få en redegørelse for, hvad der er blevet af alle de mange døde – formentlig 1.700, som der indtil nu ikke er redegjort for. Hvem er de, hvorfor er de blevet skudt, og hvordan var omstændighederne?

Skandale under opsejling
Da kampagnen blev sat i værk i begyndelsen af året, var det på foranledning af Kongen. Regeringen tog opfordringen op. Nu på hans fødselsdag, hvor man vil overrække ham resultatet af kampagnen, ser det på sæt og vis ud som om han er selveste Dirty Harry, der har sat det hele i sving, også selv om man bedyrer, at Hans Majestæt naturligvis ikke skal forbindes med den skandale, som er voldsomt under opsejling.
På fødselsdagen finder man en kæmpeannonce, der er indrykket af naturparkerne i Thailand, og som afbilder Bangkok og majestæten, der står over byen i kæmpeformat og bladrer i en avis (han ser ikke bekymret ud på billedet, men man må selvfølgelig spørge om han selv læser om skandalen?) Den medfølgende tekst lyder: »Længe leve Kongen. Hans Majestæt Kong Bhumibol Adulyadej er ikke blot en stor Konge, men også en hengiven udvikler af sit land. Med en ægte interesse for hele Thai folket har Hans Majestæts ærværdige lederskab skabt grundlaget for Thailands velstand.«
Men på forsiden af den seriøse Bangkok Post eroderes billedet af den ideale drøm om, at opgøret med samfundets onde er så enkel. Ingen kan holde til at være Dirty Harry, når regnskabet skal gøres op. Men premierminister Thaksin holder stand i sin festtale for kongen. Hans Majestæt har udtrykt sin bekymring, og regeringen har med sin kampagne vist, at den vil kæmpe for ham. Embedsmænd og andre, som er impliceret i narkokriminalitet vil blive betragtet som fjender at landet, og ministeren er-klærer sig rede til at skaffe sig af med dem. Der er i det forløbne år udstedt 38 dødsdomme i forbindelse med narkokriminalitet, og 161 livstidsdomme.
Alligevel fortæller avisen, med en general som kilde, at hele kampagnens resultat til dels er en illusion. Man har estimeret tal på, hvor meget der kan produceres i nabo-landet Burma, mellem 700 og 800 millioner speedpiller. Men man har kun konfiskeret 50 millioner. Konklusionen er, at narkoen, med nabolandets hjælp eller beskyttelse er oplagret ved grænsen. Burma har ikke bidraget til opgøret, ikke ødelagt nogen syndikater, men tværtimod beskyttet oprørske stammehære som financierer sig med narkoproduktion og handel. Dette kompromitterer yderligere resultaterne af Dirty Harry aktionen. Og vi ventet stadig på redegørelser for de forsvundne døde.

*Dette er den fjerde artikel i serien Politisk kultur i Asien, hvor forfatteren Jens-Martin Eriksen skriver fra Sydøstasien. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her