Læsetid: 11 min.

Elastikspringet til Mars

Det moderne menneske tumler med sin egen tilkæmpede og påtvungne frihed. Jo mere kompliceret det bliver at få greb om tilværelsen, jo længere synes vi klar til at rejse bort i håbet om at få øje på os selv
31. januar 2004

Der er dødssygt på Mars. Eller for at sige det lige ud: Der er dødt. Stendødt. Intet andet end røde sten, røde bjerge, rødt støv. Temperaturer langt under frysepunktet, en atmosfære der knapt er der og mest indeholder CO2, en dødbringende stråling som intet ubeskyttet menneske kan overleve. Skulle der være vand, er det gemt under overfladen eller dybfrossent. Ingen grønne mænd man kan udveksle gaver eller verdensanskuelser med, allerhøjst skjulte spor af uddødt liv i form af mikroskopiske fossiler af urbakterier fra for millioner af år siden.
Som Elton John synger på Rocket Man: »Mars ain’t the kind of place to raise your kids – it’s ‘cold as hell and the-re’s no one there to raise them if you did.«
Så hvorfor i Himlens og Universets navn vil mennesker derop? Hvorfor er der i disse dage millioner af hits på Mars-hjemmesiden hos NASA’s Jet Propulsion Laboratory? Hvorfor får planetforskeren og Mars-entusiasten Jens Martin Knudsen adskillige daglige opringninger fra højskoler, der vil have ham ud og fortælle om den røde planet? Hvorfor har George W. Bush, præsident for verdens mest forgældede nation, besluttet at investere enorme milliardbeløb gennem de næste 20 år for at få landsat en astronaut på den golde, kolde og formentlig gudsforladte planet?
At nærme sig en forståelse af det kræver konsultation af kloge hoveder. Som Ulrich Beck, Emmanuel Lévinas, Søren Kirkegaard, Martin Heidegger, Max Weber. Plus idehistorikeren Ole Morsing fra Aarhus Universitet, som under denne teksts tilblivelse diskuterer Mars-rejsens filosofi fra sin mobiltelefon, ombord på færger, i bilen og fra et provinscafeteria. Og dermed illustrerer, hvordan det moderne menneske for længst har frigjort sig fra forankringen til Stedet.
Fra Georg Bush’s position er Mars-rejsen logisk. Det er den tyske sociolog Ulrich Beck, der har givet ledetråden. I en refleksion over terrorangrebene i New York den 11. september 2001 skrev Beck: »Igen og igen spurgte og diskuterede man: Hvad kan forene verden? Det eksperimentelle svar er: Et angreb fra Mars. Denne type terror er som et angreb fra ’et indre Mars’. I et kort historisk øjeblik står stridende steder og nationer sammen, forenede mod den fælles fjende i skikkelse af global terrorisme.«
Vi ved alle fra de bløde stole i biografmørket, hvordan den trygge, men sjældne følelse af menneskeligt skæbnefællesskab og planetarisk sammenhold vælder frem, når de modbydelige grønne skabninger i Mars attacks! eller den monstrøse ekstraterrestriske rumflåde i Independence Day går til angreb på vor fælles Jord. Intet kan skabe sammenhold og få indbyrdes konflikter til at blegne som en fælles ydre fjende.
Det fuldstændig geniale ved præsident Bush’s annoncering den 14. januar af en bemandet rumrejse til Mars er ikke blot, at den for en tid afleder opmærksomheden fra USA’s forudgående, nu temmelig fastkørte og affortryllede fællesprojekt, at bekæmpe den globale terrorisme. Det geniale er, at ingen sådan for alvor kan være imod Mars-rejsen. Nok er projektet en slags erobringstogt, men netop det at Mars er gold og øde indebærer, at der ikke er nogen trussel, ingen potentiel fjende og ingen, man – som i Irak – kan komme til at slå ihjel ved en fejltagelse. Mars er noget uden for os selv og dermed noget, der besidder den sjældne kvalitet at definere os alle på Jorden som værende indenfor, i et fællesskab. Som det hørtes straks fra start, da NASA’s John Grunsfeld gik på nettet i forlængelse af præsidentens Mars-tale. »Vær hilset, jordboer,« sagde Grunsfeld, der selv har fire rumrejser bag sig. »Med denne nye vision giver vi os ud på en rejse for den samlede menneskehed for at udforske nye verdener.«
Marsprojektet er i den forstand så fint, at der næppe vil rejse sig nogen slagkraftig opposition mod f.eks. det faktum, at rejsen og dens teknologiske spin-off givetvis også vil – og skal – gavne udviklingen af USA’s militære rumteknologi.
»Men det paradoksale ved Mars-rejsen er, at dét, der således meget belejligt befinder sig udenfor, det skal nu med selv samme rejse bringes indenfor,« siger Ole Morsing i mobiltelefonen. »Mars kan ikke få lov at forblive udenfor. Og når Mars er nået, vil man rejse videre til Venus og Merkur og Jupiter og hvad de hedder alle sammen. Præsidenten og NASA siger selv, at vi efter Mars skal videre til ’nye verdener’. Der er ingenting i verden, som vi kan acceptere forbliver udenfor. Det skal indoptages som del af den menneskelige sfære.«
Forfatteren og journalisten Tor Nørretranders skrev i gårsdagens Information, at vi skal til Mars, fordi »Vi har brug for at gøre svære ting og store ting. Det er det eneste, vi lærer noget af; det eneste, der udvikler os.«
Udsagnet afspejler det samme: Vi vil ikke holde os inden for det liv, vi kender. Vi kan ikke stille os tilfredse. Vi vil et andet sted hen. Har behov for at gøre os umage. Som Nørretranders dristigt på-står: »Det var sådan mus blev til mennesker.«
Og planetforskeren Jens Martin Knudsen sagde, at alt går i stå, hvis vi ikke opsøger det nye, det ukendte udenfor, men blot sætter os ned med os selv og filosoferer. Tankevirksomhed, der lukker sig om sig selv, fører ingen steder hen, højst til lukkede systemer, som vi kan bilde os ind er stabile, men som i virkeligheden er totalitære – som kommunismen eller nazismen.
Udsagnene rejser to spørgsmål, som har med Mars-rejsen at gøre: Hvorfra denne trang til stedse at bevæge sig uden for det kendte? Og hvorfor skal trangen antage ekstreme former som f.eks. en interplanetær rejse?
Det var den tyske sociolog Max Weber, der for snart 100 år siden som den første talte om den moderne europæiske kulturs ’affortryllelse’. Altså det forhold at de europæiske samfund med oplysningstiden, naturvidenskaben og verdsliggørelsen frigjorde sig fra den kristne tro, fra traditioner og nedarvede værdier.
»Ifølge Weber er det moderne vesteuropæiske menneske det første i verdenshistorien, der ikke har nogen værdier på forhånd. Vi har ikke en eneste værdi. Weber taler om værdirationalitet: Alt skal begrundes, alt skal der argumenteres for. Ord som ’godt’ og ’ondt’, ’sandt’ og ’falsk’ er blevet meningsløse i sig selv. Man kan ikke bare sige ’sådan’ til noget som helst. Ikke engang i børneopdragelsen,« siger Ole Morsing.

Den tidligere tjekkiske præsident, forfatteren Vaclav Havel, har formuleret det sådan, at det moderne vestlige menneske har en bopæl, men intet hjem. Denne frisættelse og løsrivelse fra alle trygge sammenhænge kan forklare det intense behov for såvel at styre og kontrollere alting som at prøve grænser af og søge at definere sig selv via det, der er ikke-selv, det udenfor. Og når noget er prøvet af, så bliver det styr-bart. Når grænsen er overskredet og dermed flyttet, bliver udenfor til indenfor.
Det kan således blive et mål i sig selv at overskride, flytte grænser og i samme proces etablere kontrol. At hoppe elastikspring og siden faldskærmsspring. At løbe 10 kilometer og derefter marathon. At flyve til Månen og efterfølgende til Mars og så til Venus. Eller for den sags skyld at bygge stadig højere sky-skrabere, at producere med stadig større produktivitet. Vi raser og regerer, vi er – som energiforskeren Jørgen Stig Nørgård har sagt – ved at rive kloden i stykker for bare at have noget at rive i. Og nogle grænseoverskridelser bliver til rene nødskrig. Som når vestlige kunstnere skærer i sig selv for at skære ud i noget, der er tydeligere end pap, at værdierne - godt og ondt – er forsvundet af syne.
Eller når kinesiske kunstnere spiser døde babyer for at signalere, at moderniteten og værdi – eroderingen er kommet til Østen som andet end biler og skyskrabere.
Disse kræfter i deres vidt forskellige udtryk bliver måske, siger Ole Morsing, en ’garanti’ for, at vi aldrig får skabt det perfekte samfund.
»Hvor gode betingelserne end bliver, synes der at være kræfter i mennesket, der går på tværs, underminerer projektet Måske er det viljen til liv, livskraften som manifester sig. Livet kan ikke stå stille,« siger han.
I det omfang alle anstrengelserne handler om at finde sig selv, søge en mening med tilværelsen og forstå mennesket, kunne man spørge, om ikke Mars er det allermest tossede sted at tage hen. Stedet hvor der er universel garanti for ikke at møde nogen, man kan spejle sig i. Det mest ensomme sted, vi er i stand til at nå.
Eller man kan nøjes med at spørge, om et big science-projekt som Mars-rejsen er bedre egnet til at give erkendelse end mere ydmyge projekter.
»Det er klart, at hvis Mars rummer enestående informationer om f.eks. istiders op-ståen eller om livets primitive organisering, så er det på Mars, man kan skaffe sig de oplysninger. Så lad os bare komme derop. Men princi-
pielt kan nye erkendelser lige så godt ske ved, at man går ud i skoven. Det giver lige så meget erkendelse som at være nok så teknofikseret. Jeg er uenig med udsagn om, at man ikke kan komme nogle vegne ved bare at sætte sig og filosofere. Naturvidenskab og rumrejser har noget at gøre med de materielle forudsætninger for det, vi foretager os i verden, men det har intet med livets mening at gøre. Om man så nåede frem til alle planeterne i hele verden, ville det ikke ændre et komma i forhold til de egentlige grundspørgsmål i menneskets liv.«
»Vi kender det i spørgsmålet om liv og død. Vi kan ikke give noget svar, når et barn dør. For det er ikke meningsfuldt i normal forstand. Interplanetære rejser rører ikke ved selve det fundamentale problem ved det at være menneske. Så hvis Mars-projektet er en rejse over universet for at møde os selv og forstå os selv, så er det at gå over åen efter vand. Søren Kirkegaard ville sikkert sige, at det at rejse til Mars, det er bare guddommelig adspredelse, ren nysgerrighed. Måske bare en slags drengestreger,« siger Ole Morsing.
– Er der ikke en stærkt tendens til, at vore drengestreger eller vores erkendelses
trang bindes op på store teknobaserede programmer? Og at erkendelsen slår over i beherskelse?
»Jeg tror, det er tilfældigt, om det kommer til udtryk i teknologibårne projekter. Men den type projekter er ét udtryk for den verdensdominans-ånd, der har sat sig på det hele. Det er Vestens force på godt og ondt, og det kan da godt være, vi selv bliver trætte af det. Det håber jeg, og hvorfor skulle det ikke blive tilfældet? Når vi læser historie, kan vi se, hvor kort den nuværende fase er. Bare et par hundrede år i forhold til årtusinder, hvor der er foregået nogle helt andre ting.«
»Problemet er, hvis vi i den nuværende proces ændrer så meget ved os selv, at vi så at sige ikke kan genfinde det menneskelige, som det har eksisteret i årtusinder. Vi står ved en tærskel nu, hvor vi kan begynde at lave om på det ene og det andet. Det gør det svært.«
Den fransk-jødiske moralfilosof Emmanuel Lévinas, der døde i 1995, skrev i 1961 et lille essay med titlen Heidegger, Gagarin og vi. Gagarin var den russiske kosmonaut Jurij Gagarin, som den 12. april 1961 blev det første menneske, der - ombord på rumskibet Vostok 1 - undslap Jordens tyngdefelt og kunne betragte kloden udefra under en 108 minutter lang rumrejse. Og Heidegger er den tyske filosof Martin Heidegger, der levede indtil 1976 og hele sit filosofiske liv beskæftigede sig med spørgsmålet, hvad det vil sige ‘at være’, at være menneske samt hvordan teknologien påvirker dette at være menneske. Heidegger var teknologikritisk i den forstand, at han ikke så mennesket som et subjekt, der ved hjælp af sin kontrol over magtfuld teknologi kunne herse og regere med verden, men snarere så teknologien som selve magten, der fratog mennesket identitet og gjorde det til et tandhjul, en ressource i et selvkørende maskineri uden kontrollerende subjekter. Truslen fra dette magtfulde maskineri er ikke i første række social eller økologisk ødelæggelse, men selve det at teknologien fratager mennesket meningen med det at være.
»Ingen skulle være til for sig selv,« noterer Lévinas om Heidegger i sit essay. »Den ensomme vandringsmand, der strejfer om på landet med visheden om at tilhøre sig selv, skulle i virkeligheden blot være en kunde i hotel- og turistindustrien, overladt uden sit vidende til kalkyler, statistikker og planlægninger,« skriver Lévinas.
Inspireret af Gagarins undslippen Jordens tyngdefelt gør Emmanuel Lévinas imidlertid op med Heidegger. Ikke at han opfatter teknologien som ufarlig, tværtimod.
»Den truer ikke blot personernes identitet. Den risikerer at få planeten sprængt i luften,« skriver han. Men han mener, at Heidegger og hans meningsfæller er reaktionære i deres stræben efter at genfinde verden, »som at genfinde en barndom der på mystisk vis putter sig i Stedet.«
En sådan romantisk venden tilbage til Stedet, forsøget på at genskabe rodfæstethed som vej til igen at få øje på mennesket og genfinde dets væren, fornægter den frigørelse, det moderne menneske vitterlig har gennemlevet, siger Lévinas.
Næh, Gagarin har udøvet en beundringsværdig dåd ved at vise os mennesket på en helt anden måde.
»Hvad der måske tæller over alt andet, er det at have forladt Stedet. En time lang har en mand eksisteret uden for enhver horisont - alt omkring ham var himmelrum eller mere nøjagtigt: alt var geometrisk rum. Et menneske eksisterer i dét absolutte, som det homogene rum er.«
»Herefter dukke en mulighed op,« skriver Lévinas: »At få øje på menneskene uden for den situation, hvor de er indlejret, at lade det menneskelige ansigt lyse i dets nøgenhed.«
Udfordringen er altså at få øje på mennesket, at bygge en moral og etik på det nøgne ansigt, uden for den situation og det sted, hvor mennesket er indlejret:
»Lévinas’ synspunkt er, at Gagarin har befriet os fra stedet, afmystificeret universet, omfortryllet naturen og dermed kastet mennesket tilbage på sig selv og åbnet for noget nyt,« siger Ole Morsing.
En ordentlig mundfuld. Og det er nu 40 år siden. Om det nu er Gagarins skyld eller ej, må man sige, at mennesket – eller mere præcist: visse dele af menneskeheden – står endnu mere frigjort, nøgent, overladt til sig selv, end da kosmonauten svævede i det tomme, homogene rum. I den grad løsrevet fra det lokale sted og fra lokale, nedarvede værdier og holdepunkter. Omend ikke åbenlyst fri af den teknologi, der ifølge Heidegger gjorde mennesket til rene ressourcer for et subjektløst maskineri.
Så om Gagarins time i verdensrummet på nuværende tidspunkt har banet vej for en ny moral og etik, bygget på menneskets nøgne ansigt, lader sig nok diskutere.
Lige som det lader sig diskutere, om nok en tur bort fra det jordiske sted vil gøre fra eller til for dét projekt.
»Månen er Jordens samvittighed,« skrev Søren Kirkegaard uden at forklare sig nærmere.
Mars er måske menneskets mulighed for selvbesindelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu