Læsetid: 2 min.

Endelig!

30. januar 2004

Spot
Det tog sin tid, og vi beklagede os, gjorde vi. Over Rundfunks imitationer af dyberegående musikjournalistik, som bliver indpakket i en postuleret teenagejargon. See you in real life, opfordrer programmet. Men helt Erling – hvem andre end runnerne på TV 2 Zulu løber rundt og kaster den slags munddiarré efter hinanden?
Og vi beklagede os over Boogies uindpakkede konstatering af, at de unge er dundrende dumme. Så dumme, at de enten vil have noget på den dumme, eller også blot vil fordummes endnu mere. Det første tilfredsstilles med nogle fjollede fyre og lækre tøser i værtsrollerne, det andet med alle de lirede musikvideoer, MTV alligevel også viser.
Ja, man begyndte reelt at savne det for længst forgangne Okay Tone og Vigga Svenssons meget distinkte stemmefarve. Her var der i det mindste et koncept, der appellerede til andet end underlivet og tågymnastikken. Det gjorde Okay Tone, fordi folkene bag tog musikken alvorligt. Ikke gravalvorligt, men alvorligere end værtsegoerne foran kameraet.
Onsdag aften blev det endelig tid til at holde inde med klagesangen. Med inspiration fra ikke mindst svenskernes mangeårige Musikbyrån debuterede værten Anja Pil Overby med Musikprogrammet, der foreløbig skal køre over skærmen hver onsdag aften på DR2.

Den kodeløse og meget uprætentiøse titel skal selvfølgelig signalere noget troværdigt, nemlig at det her kun handler om musikken. Skåret ind til benet – ligesom det spartanske studie, der består af et spot, en trashet lædersofa til gæsterne og en lidt mere fashionabel læderstol til værten.
Det slap Musikprogrammet i første omgang godt fra. Havde onsdag aftens jomfru-kørsel været et album, skulle det vel have haft anmelderroser à la »lovende debut med en frontfigur, der træder i karakter uden at træde melodien eller budskabet over tæerne«.
Anja Pil Overby gjorde det altså bravt, men undgik at tiltuske sig opmærksomheden fra det virkelig vigtige – musikken og de inviterede gæster. Også selv om indslagene havde enkelte skønhedsfejl, for det er da noget vrøvl, når DR2 betegner Tue Wests dansksprogede tekster som en normbrydende sjældenhed.
Det danske sprogs renæssance i rocken begyndte allerede med Nikolaj Nørlund og co. tilbage i midt-90’erne, og i dag sprøjter det ud med udgivelser fra mindre pladeselskaber. Slut-prut-finale.
Ellers var gennemgangen grundig og med en udpræget sans for at finde de gode arkivklip af eksempelvis Kliché og et tidligt TV-2 med en mekanisk Steffen Brandt i forgrunden, ligesom den efterfølgende drøftelse med gæsterne Niels Skousen og Jesper ’Jokeren’ Dahl fungerede.
Mødet mellem hårdtrockende Baby Woodrose og Peter Belli bør man heller ikke snyde sig selv for.
Derfor er det også heldigt, at Musikprogrammet genudsendes hver fredag aften. Der er jo noget at revanchere sig for.

*Musikprogrammet: DR2 fredag kl. 23.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her