Læsetid: 5 min.

Der var engang...

Sergio Leones to hovedværker, ’Once Upon a Time in the West’ og ’Once Upon a Time in America’, er udkommet på dvd og fortæller deres egen historieom Amerikas tilblivelse
9. januar 2004

(2. sektion)

Dvd
Spaghettiwestern, hesteopera, voldsballet – anmelderne måtte være kreative, når de skulle anmelde Sergio Leones film. Den italienske filminstruktør redefinerede og genoplivede effektivt westerngenren med fire forrygende film i 1960’erne, de tre af dem, dollars-trilogien, med Clint Eastwood i hovedrollen.
Og det har været nødvendigt med en skriftlig elegance, der kunne matche Leones nyskabende, visuelle sprog og stadige brud med genrekonventionerne. Han elskede de amerikanske western og deres mytologi, som lå til grund for hans egne film. Men han satte sig også for at omskrive historien og tilføre mytologien ny energi og et råt udtryk, som man ikke kendte fra de klassiske, renskurede amerikanske western.
Det illustreres fint af en udtalelse af Leone om forskellen på sig selv og westernmesteren John Ford – et citat, som igen og igen bliver hevet frem: »Når John Fords skikkelser åbner et vindue, er det altid for at se den mageløse natur, der folder sig ud. Når en af mine skikkelser åbner et vindue, så er det med den tanke, at de kan få en kugle mellem øjnene.«

Civiliseret paradis
Da Sergio Leone i slutningen af 60’erne gik i gang med den western, der skulle blive hans bedste, Once Upon a Time in the West (1969), skyldtes det egentlig kun, at han ikke kunne få finansieret drømmeprojektet, en ambitiøs film om gangstertidens USA, Once Upon a Time in America.
Den film – et andet af Leones hovedværker – blev først realiseret 13 år senere, i 1982, men nu er de begge udkommet på dansk dvd, hvilket giver én mulighed for at fordybe sig i Leones bjergtagende vision om det moderne Amerikas tilblivelse.
Once Upon a Time in the West fortæller om jernbanen, der baner sig vej gennem landet og skaber forbindelse mellem øst- og vestkysten, forvandler det vilde vesten til et civiliseret paradis for den foretagsomme forretningsmand og gør vestens hårde halse og lone gunmen overflødige.
En forkrøblet jernbanebaron hyrer Frank (Henry Fonda), en revolvermand med ambitioner om at blive forretningsmand, til at sørge for, at ingen stiller ham eller jernbanen hindringer i vejen. Fremtiden tilhører denne entreprenør, der lader penge og ikke bly tale, hvorimod Frank og hans kolleger og naturlige modstandere, Harmonica (Charles Bronson) og Cheyenne (Jason Robards), er forældede størrelser, som efterhånden også selv er klar over, at der ikke længere er brug for dem, og at døden er det eneste, de har at se frem til.

En genres svanesang
Once Upon a Time in the West rummer alle de elementer, man forbinder med en Sergio Leone-film: skæve kameravinkler, majestætiske totalbilleder, ultratætte close-ups, opfindsomt koreograferede dueller, en poetisk stilisering i fotograferingen, en langsom rytme til tonerne af Ennio Morricones iørefaldende musik, skurke og helte, der sjældent er entydigt gode eller onde, hævntørst, forræderi og en tone af kynisme, brutalitet og uforsonlighed.
Men der er også håb i yppig skikkelse af den smukke Jill (en indtagende Claudia Cardinale), der ankommer nygift og optimistisk til det uopdyrkede land kun for at finde sin mand skudt ned, men dog en overraskende arv fra manden at bygge et liv på.
Filmen tynges ikke af firkantede budskaber eller rigtige meninger, men mere end Leones tidligere western, er Once Upon a Time in the West en politisk film, der skildrer en ikke nødvendigvis godartet, men ubønhørlig udvikling. På sin egen elegante facon er filmen det vilde vestens og westerngenrens svanesang, og da Harmonica til sidst rider mod solnedgangen med en død Cheyenne slængt over sadlen, ved både han og publikum, at nu er det slut.
På den måde er Once Upon a Time in the West også en naturlig forløber for Once Upon a Time in America og gangsterfilmen, der er blevet westerngenrens arvtager.

Magten bag politikken
Once Upon a Time in America har en spilletid på næsten fire timer og er en storladen fortælling om venskab, loyalitet og forræderi. Den er ikke så åbenlyst politisk som Once Upon a Time in the West, men den tegner dog et alt andet end flatterende portræt af en korrupt politietat og en fagbevægelse bygget på mafiaens økonomiske velvilje og fysiske beskyttelse.
Filmen fortsætter, hvor Leone slap i sin western og fortæller over små 50 år – fra begyndelsen af 1920’erne til slutningen 1960’erne – hvordan gadebander bliver til organiseret kriminalitet og ender som de økonomiske muskler bag politikerne.
Nu er det ikke længere landet, men magten, som skal erobres, og således tegner de to film den samme bevægelse gennem et samfund under hastig udvikling.
Handlingen i Once Upon a Time in America centrerer sig omkring en håndfuld venner med Max og Noodles i spidsen, der som knægte i Brooklyn i New York opbygger sig et ry som kvarterets skrappe drenge og skaber de første kontakter til den etablerede forbryderverden.
Det er dog som unge mænd, at Max og Noodles (spillet af James Woods og Robert De Niro) for alvor gør sig gældende og underlægger sig hele bydele.
På sin vis er Noodles som menneske en blanding af Harmonica og Frank.
Han er en forbryder med hjertet på det rette sted – i hvert fald indimellem – og han foretrækker at holde sig til det, han kender og er tryg ved, afpresning, spritsmugleri og beskyttelse.
Max, derimod, er jernbanebaronen op ad dage. En iskold forretningsmand, der ikke viger tilbage for selv de mest beskidte kneb i forsøget på at realisere sin vision og hyrer folk til det hårde arbejde. Max ved godt, at fremtiden tilhører politikerne og pengene bag politikerne, og han forsøger forgæves at overtale Noodles til at udvide forretningen.
Det fører naturligvis til et opgør, og de to venners veje må på blodigste vis skilles.

Sindbillede på Amerika
Megen af Leones westernæstetik går igen i Once Upon a Time in America, men fordi fortællingen strækker sig over så mange år, har instruktøren valgt at benytte sig af en række begavede, fortællemæssige kneb, som ikke kun tilfører handlingen spændstighed, men også sørger for, at publikum ikke altid ved, hvorhen den bevæger sig.
Historien afvikles ikke kronologisk, men gennem en række flashbacks, og foregår hovedsageligt i tre perioder, 1923, 1933 og 1968. Det hele begynder og slutter med et besøg i en opiumshule, og slutbilledet - der utvivlsomt har inspireret Lars von Trier til et af de eneste, ægte filmiske skud i Dogville, hvor en sovende Nicole Kidman ses ovenfra gennem et klæde – antyder, at det hele måske var en drøm. En drøm – eller et mareridt, om man vil – der viser hovedpersonernes videre liv og Amerikas fremtid.
Om Sergio Leones vision stemmer overens med virkeligheden kan naturligvis diskuteres og er bestemt også blevet det – titlernes Once Upon a Time... fortæller, at vi har med eventyr at gøre. Men som sindbilleder på et Amerika bygget på vold og styret af penge og en stor filmkunstners bud på, hvordan det kunne være gået til, er hverken Once Upon a Time in the West eller ... in America til at komme udenom.

*Once Upon a Time in the West. Instruktion: Sergio Leone. Region 2. Paramount

*Once Upon a Time in America. Instruktion: Sergio Leone. Region 2. Sandrew Metronome

*Begge film er udsendt i dobbelt-disk-udgaver, der er forsynet med oplysende ekstramateriale. Kan fås i de fleste velassorterede dvd-butikker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu