Læsetid: 2 min.

’Familie og naboer skal ikke passe børnene’

Børn skal kunne være i institution senere om aftenen, mener BUPL og PMF
13. januar 2004

Omkring nytår signalerede en række politiske partier med Venstre i spidsen, at der er behov for, at landets vuggestuer, børnehaver og fritidshjem udvider åbningstiden, så børnene kunne blive passet længere og på andre tidspunkter. Både BUPL og PMF, der organiserer landets pædagoger og pædagogmedhjælpere, støtter nu tanken ganske massivt.
»Ja, der er utvivlsomt et behov for længere åbningstider,« siger Finn Danielsen, medlem af PMF’s forretningsudvalg. »Kommunerne har de senere år indskrænket åbningstiden med henvisning til, at folk har fået kortere arbejdstid. Det er kun i et vist omfang rigtig. Og først og fremmest er arbejdstiden blevet mere fleksibel, hvilket betyder, at flere og flere arbejder uden for den såkaldt normale arbejdstid, som åbningstiden i institutionerne er tilpasset,« fastslår Finn Danielsen.
Han bakkes op af BUPL’s formand Annette Trads Hansen:
»Det er min klare holdning, at kommunerne med institutionernes åbningstider skal imødekomme forældrenes behov og børnenes tarv. Det er ikke hensigtsmæssigt, at et barn skal hentes af forskellige familiemedlemmer eller naboer og passes der ind til forældrenes arbejdstid er ophørt,« siger hun.
Hverken PMF eller BUPL har betænkeligheder ved, at den halve million børn, der i dag er omfattet af pasningsordninger, skal senere hjem fra institution, for at mor og far kan passe arbejdet.

Politisk pop
»Nogle institutioner har allerede i dag åbent til klokken 18.00 Og jeg tror ikke, der er børn, der har taget skade af det,« siger Finn Danielsen, der kalder det »politisk pop«, at politikerne har kastet sig over åbningstiderne.
»Kommunerne har jo skåret voldsomt ned på institutionerne de sidste år. Men jeg tror, at det ligger i baghovedet på i hvert fald regeringen, at forældrene selv kan betale gildet. Udvidelsen udbydes bare som tillægsydelse, og så er der jo frit valg for dem, der kan eller vil betale.«
Annette Trads Hansen:
»Om politikerne lefler for vælgerne er for så vidt uinteressant, det gør de jo alle sammen hele tiden. Det, der er vigtigt, er kvalitet i dagtilbudene og det forudsætter ressourcer – både i form af penge og pædagoger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu