Læsetid: 4 min.

? / ! Farshad Kholgi

Farshad Kholghi er kendt som skuespiller i film som Valgaftenen, Pizza King og satireserien OPS (Oplysning til Perkere om Samfund). Senest har den iranskfødte københavner, gjort sig bemærket som en harsk kritiker af Islam i foredrag og som klummeskribent i Berlingske Tidendes Groft Sagt. Kholghi er ikke muslim, men tilhører Bahai-religionen
31. januar 2004

– Du sammenlignede for nylig Lars Hedegaard med Salman Rushdie. Hvad mener du med det?
»Det er ikke helt rigtigt. Jeg sammenlignede PEN’s holdning til de to forfattere. Begge er islamkritiske. Salman Rushdie er ligeså Islamkritisk som Lars Hedegaard, men PEN deltager gerne i demonstrationer for at beskytte Rusdie, men når der er en ganske almindelig dansk journalist – hvid i huden – der fremlægger synspunkterne, så er det lige pludselig
hate speach. Jeg kan simpelthen ikke se rimelighed i den måde, man har behandlet Lars Hedegaard på. Jeg tror ikke, man sætter sig ordentligt ind i, hvad det er, Lars Hedegaard eller Helle Merete Brix eller jeg selv egentlig siger. Vi siger aldrig død over alle muslimer. Dræb dem hvor end du finder dem. Vi taler først og fremmest om fundamentalister, islamister og militante muslimer, som kommer ind og hjernevasker de fantastiske kræfter vi har i landet – i form af anden- og tredjegenerationsindvandrere. Hvis man kritiserede nazisterne i 30’erne, ville man måske også tale om hate speach, og at jeg ikke var nuanceret, men jeg siger jo ikke tyskere som nation, jeg siger nazister – det er holdninger jeg kritiserer, ikke folkeslag.«
– Men nogle gange kan man få en fornemmelse af, at I ikke mener, der findes andre indvandrere end middelalderlige krigsgale fundamentalister?
»Man skal være totalt ærlig, når man begiver sig ud i at beskrive problemerne. Det syntes jeg Lars Hedegaard er. Vi har sgu da kæmpe problemer med muslimske indvandrere. Man skal se på det historisk. Anden- og tredjegenerationsinvandrere kæmper en brav kamp i øjeblikket for at komme væk fra den landsbyagtige mentalitet, som mange af 60’ernes og 70’ernes indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan kommer fra. De kom fra landsbyerne. Flere af mine tyrkiske venner fortæller, hvordan udviklingen hjemme i deres landsby er meget længere fremme end indvandrermiljøer her i Danmark. Hjemme i landsbyen må piger og drenge gå hånd i hånd, men i Ishøj falder der brænde ned, fordi forældrene holder fast i de traditioner, forældrene tog med til landet for 30 år siden. Denne landsbymentalitet er op gennem 90’erne blevet blandet med fundamentalisme, og det er en utroligt farlig cocktail. Det er her Staten eller Dagbladet Information går ind og siger ’det må vi ikke røre ved, det er deres kultur’. Det ville være det samme, hvis jeg sagde, at Jehovas Vidner var dansk kultur. I disse dage er det Holbergs 250 års fødselsdag, og læser man disse stykker, vil man opdage, at det ikke kunne blive mere aktuelt end i dag. Erasmus Montanus, Maskerade og Jeppe på Bjerget. Det skulle hedde Muhammed på bjerget. Maskerade handler netop om de unges lyst til at være fri af forældrenes magt, der bliver lovliggjort af religionen. Den samme kamp kæmper de unge indvandrere med i dag. Derfor er det vigtigt at være ærlig, for der er problemer i visse kredse. Lad os se, hvordan vi kan løse det i stedet for at undertrykke det, fordi vi er bange for at fornærme nogen.«
– Kan det være frugtbart at fornærme nogen?
»Forleden holdt jeg et foredrag, hvor en gruppe indvandredrenge råbte og skreg efter mig. Efter foredraget greb jeg fat i en af de drenge, der råbte efter mig, og her kunne jeg virkelig mærke, at jeg ved den direkte og tætte kontakt nåede ind til drengen. Jeg var meget hård over for ham, men han takkede mig bagefter, og jeg tror virkelig, jeg rykkede noget i ham ved at konfrontere ham hårdt med hans eget forhold til ytringsfrihed og Danmark.«
– Men der er jo forskel på at tale direkte til nogen, og så sige tingene direkte i en klumme i en avis, der læses af mange mennesker. Tror du ikke dine klummer kan få de samme mennesker til at vende sig mod samfundet?
»Det handler om at cut the crap. At gå direkte til sagen. Hvis man holder sig til sandheden og går direkte til værks, tror jeg ikke, folk kommer til at vende sig imod det. Vi skal ikke være onde, men ærlige.«
– Kan du forstå, at nogle af disse indvandrergrupper ikke bryder sig om dig?
»Ja, det kan jeg sådan set godt. Men jeg vil omvendt sige, at de taler meget hårdere til mig end jeg taler til dem. Og hvis de ikke kan lide at høre de ting, der bliver sagt, kan de jo bare gå. Det er det herlige ved ytringsfrihed.«
– Har du en mission med dine foredrag?
»Det havde jeg ikke til at begynde med, men mit projekt nu er, at nå de her unge indvandrere inden Hizb ut-Tahrir gør. Der ligger et fantastisk talent, som vi kan udnytte i det danske samfund. En helt anden energi, et temperament som ville være så fantastisk for det her land. Men taber vi dem nu, bliver det farligt.«
– Er den eneste måde for en invandrer at komme frem i debatten på at tage afstand fra Islam?
»Hvis man virkelig skal komme frem her til lands, så skal man være overtolerant. Hvis man vil opnå chefstilling, så skal man gå ind for sharia og sige, at man er muslim.«
– Jeg taler om indvandrernes mulighed for at komme frem.
»Det gør jeg også«
– Så du mener at...?
»Ja, det er den udvikling, der er ved at komme. Derfor må vi være ærlige, og sige hvem og hvad problemet er. Hvis min kammerat har dårlige ånde, så vil jeg da også sige det til ham, så han ikke bliver til grin, når han skal mødes med en pige. Vi elsker at gøre tingene kompliceret: ’Uha så enkelt er det ikke’. Jo, der er sgu så. Så enkelt er det.«
– Så enkelt er det?
»Så enkelt er det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bahai religionen er i direkte konfrontation med Islam. Sekten har sine rødder i shia-islam. Målet er Den Store Fred, som opnåes, når Bahai er universelt udbredt - dvs når de store verdensreligioner fortrængt som dominerende. Derfor er Farshad Kholghis islamkritik noget, man skal læse på samme måde som når kristne sekter og frikirker kritiserer hinanden. Der er kort sagt ikke tale om religionskritik, men derimod om organiseret ideologisk angreb på Islam.

Kholghi er som bekendt medlem af Cepos, den rendyrkede modstand mod velfærdsstaten og social retfærdighed. Samtidig er en af Bahai sektens værdier den humanistiske tanke om social retfærdighed, hentet i vesteuropæisk socialdemokratisk velfærdsideologi.

Kholghi er erklæret tilhænger af den nationalkonservative og racistiske Pia Kjærsgaard (selvom han endte med at stemme på Venstre pga skattepolitik), medens bahai-religionen forkynder smukke humanistiske tanker om menneskehedens enhed.

At Jakob Schmidt-Rasmussen ser en åndsfrænde i Farshad Kholghi kan ikke overraske, når læsere her på debatbloggen kender Jakob som en ligeså phony debattør. Scientolog, islamofob og samtidig en med alle "de rigtige" politiske holdninger.