Læsetid: 3 min.

Film i tv

16. januar 2004

(2. sektion)
*Erik Clausen laver efterhånden kun film hvert tredje eller fjerde år (hans nyeste, Villa Paranoia, kommer om et par måneder), så har man Clausen-abstinenser, er her chancen for at dulme dem. Denne familiefilm hed tidligere Tarzan Mama Mia og er Erik Clausens største filmsucces.
Kim Larsen skrev den iørefaldende titelmelodi, og den gamle historie om en pige og hendes hest gik lige hjem. Den 11-årige Rikke (Christina Haagensen) er dog ikke traditionelt film-nuttet, men en levende Vesterbropige med et gavtyveglimt bag brillerne og en frejdig replik. Hendes største drøm går i opfyldelse, da hun vinder en hest i lotteriet. Det kommer der gemytlig underholdning ud af på Clausens kendte djærve manér.
Mig og Mama Mia. DK4, fredag kl. 20.30-21.55

*Ingrid Bergman var ikke verdens mest troværdige psykiater og Gregory Peck ikke den mest indlysende neurose-patient i Alfred Hitchcocks Troldbunden fra 1945. Men deres romantiske samspil gjorde alligevel filmen til en af datidens store hits og Bergman til det største kvindelige Hollywood-trækplaster i USA i efterkrigsårene. Filmen er ellers blevet mest kendt for Salvaldor Dalis flot opsatte drømme-sekvenser – et af de indslag, der interesserede Hitchcock mest ved denne ret typiske Selznick-produktion.
Hitchcock havde optaget langt mere Dalisk drømme-materiale, end der blev brug for i filmen, der nok er værd at se, men fortjent har stået noget i skyggen af den efterfølgende, Berygtet, også med Bergman.
Troldbunden, Sverige 1, fredag kl. 23.35-01.30

*John Cusack har den dominerende hovedrolle i denne sorte komedie fra 1997. Cusack er også medforfatter til filmen og spiller en neurotisk lejemorder, der prøver at få mening i sit tomme liv ved at deltage i en 10 års klassefest, hvor han måske kan genoprette forholdet til den skolekæreste, han svigtede i sin tid. Faktisk har han også en professionel opgave i Grosse Pointe, Detroit, hvor skolefesten holdes. Så der er meget at se til for en mand, der vil spille med i den anden tilværelses-akt, som kan være så svær for kiksede amerikanske eksistenser.
Alan Arkin er Cusacks psykiater, og den ofte glimrende, engelske Minnie Driver ses som skolekæresten. Og så er der selvfølgelig også en rolle til John Cusacks altid vittige søster Joan.
Grosse Pointe Blank, Sverige 4, lørdag kl. 22.40-00.45

*Jane Campion blev i 1993 en suveræn GuldPalme-vinder i Cannes med The Piano, en verdenssucces, som hun har haft lidt svært ved at leve op til siden. Filmen er en skarpsleben diamant af sanselig filmkunst, en 1800-tals-vision af tre menneskers ny-opdagelse af slumrende følelsesliv og seksualitet. Holly Hunter yder den stadig mest magnetiske præstation som den stumme Ada – den gådefulde pianist, der som postordrebrud ender på New Zealands brændingsbrusende kyst, ægteviv for en fantasiløs landbesidder. Men manden har en analfabetisk nabo (Harvey Keitel), der fascineres af både Ada og hendes klaverspil. De to indgår en farlig pagt, der fører til sanseberusende forelskelse og mulig tragedie. The Piano er ikke blot en visuel styrkeprøve, hvor New Zealands eksotiske natur bruges som udtryk for personernes lidenskaber. Filmen fungerer også som et intimt-sensuelt kammerspil, hvor et lille hul i Adas sorte strømpe forlenes med en erotisk intensitet, som langt overgår de fleste stønnende samlejescener.
I centrum står hele tiden Holly Hunters sortklædte Ada med et brændende blik og en spinkel skikkelse, hvorfra der udgår ukuelig livsvilje.
The Piano, Sverige 4, lørdag kl. 00.45-03.00

*Joan Crawford vandt i 1945 en Oscar for sin legendariske melodrama-præstation som husmoderen, der bryder ud af ægteskabet, bliver servitrice og til sidst restauratør. En stærk dame, som dog ikke kan forhindre sig selv i at forelske sig i den samme mand som sin datter (Zachary Scott, der ikke fortjener det).
Sådan går det, når datidens Hollywood-kvinder vil have »deres eget liv«!
Har man smag for 1940’ernes drivhus-følelser, stiliserede replikker, Crawford-kostumernes brede linealskuldre og den raffinerede brug af sort-hvid foto og scenografi, er der ikke noget at betænke sig på. Michael Curtiz, kendt for bl.a. Casablanca, har instrueret.
Midred Pierce, Sverige 1, onsdag kl. 14.10-16.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu