Læsetid: 3 min.

Der’ fjernsyn for dig!

Der var tale om legestue, da Danmark kvalificerede sig til semifinalen ved EM i håndbold. Det sjove spørgsmål er nu, hvad den kommende modstander har tænkt sig at stille op mod Europas pt. mest intelligent spillende landshold
30. januar 2004

Håndbold
Nu danses der igen på Koldinghus! De to Kolding-fløje, Christian Hjermind og Boris Schnuchel kørte i første halvleg af gårsdagens ganske betydningsfulde EM-kamp mod Schweiz rundt med urmagernes forsvar, så man troede, det var løgn. Så kom man til at tænke på, at det også var løgn, da de tonstunge russere blev løbet over ende, eller da de svenske rollatoraspiranter – stadig nogle af verdens bedste håndboldspillere – mistede pusten, eller da vi – dansk nok – næsten spillede uafgjort med Kroatien.
I en kamp hvor landstræner Torben Winther i lange perioder lod den faste stamme hvile ud, tog ’resten’ over, og der blev uddelt lektioner til modstanderen. Som ganske vist ’ikke havde noget at spille for’, men intet hold i en slutrunde lader sin uformåenhed udstille for åben europæisk tv-skærm uden kamp.
Der ’gik kuk i uret’, eller – ’schweizerosten blev gennemhullet’. Flosklerne presser sig på i minutterne efter Danmarks 14-målssejr, 34-20, over middelholdet Schweiz i sidste kamp i mellemrundepuljen ved EM i Slovenien. Og hvis man havde tid, kunne man sikkert finde på mange flere. Men tid er det sidste, man har – vi skal nemlig snart spille semifinale – og det drejer sig her om noget helt andet, noget der ikke kan beskrives med de i fingrene latent klartliggende forenklinger af en
sportsbegivenhed.

Sådan scorer man
Inden da spoler vi lige tilbage til en – unavngiven – dansk landsholdsspiller, som vist nok dagen før turneringsstart, på det intelligente tv-sportsjournalistspørgsmål: »Hvad skal vi gøre for at vinde den indledende, og så vigtige kamp mod Portugal?«, svarede:
»Det drejer sig om at stå godt i forsvaret, og derved gøre det lettere for målmanden, og så håbe vi kommer godt i gang i angrebet.«
Der er jo ingen grund til at intellektualisere professionel topsport mere end allerhøjst nødvendigt. Udsagnet kunne blot følges op af konstateringen efter det første kvarters skududveksling med Sovjet: »Hvis du placerer bolden forbi målmanden, og inden for målrammen, er der mål.«
Torsdagens klasseforskelsunderstregende sejr – i en slutrundekamp – over Schweiz er kun en lille del af det billede, der efterhånden tegner sig af et dansk landshold, der i den grad er vokset med en opgave, man har kendt i meget lang tid, men hvor det mere og mere virker, som om der fra både spillere og træner(e) er blevet set på samme opgave med nogle for dansk håndbold næsten uhørt analytiske øjne, og hvor ikke mindst samme analysers resultater er blevet omsat til praktisk handling, dér hvor det foregår: på banen, i spillet. Evnen til at omstille sig, skifte tempo – på egne præmisser, vel at mærke – ikke, som vi har set det i snart rigtig mange år, afhængigt af hvad de andre nu foretager sig, tro på egne evner, og en næsten realitetsbenægtende tillid til at den danske boldfantasi altså stadig gør sig, hvis baglandet (læs: forsvaret), passer deres arbejde.

Sure æbler
Vi taler her om højere enhed, og hvad de andre gør, er nu (stort set) ligegyldigt, i og med de danske spillere i al deres befriende forskellighed er blevet spilstyrende. Og netop dette ord, så irriterende det end er blevet efter den forgangne uges idelige gentagelser, har i de seneste fire kampe Danmark har spillet, vist sig at være altafgørende. Og det er nok her, kritikerne af landstræner Torben Winther – det var galt med både spillertrup og spillestil – må ile til nærmeste grøntsagskiosk og finde nogle sure æbler at bide i. (Jeg har købt.)
Portugal, Kroatien, Spanien, Rusland, Sverige, Schweiz. Sådan har ruten set ud indtil nu, og havde det ikke været for en (måske positiv?) manglende vilje til at slagte en kroat på helt professionel vis, med omkring 20 sekunder tilbage, var vi kommet i semifinalen helt uden nederlag.
Nu er vi kommet der, stort set uden dårlig samvittighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her