Læsetid: 3 min.

Første takt i Cannes

Det danske musikfremstød får kun ører at gå på, hvis nattens brag følges op. I dag skal der derfor networkes på Midem-messen
26. januar 2004

Midem
Når dette læses, ligger op mod 400 danskere formodentlig brak rundt omkring på hoteller og hostels i badebyen Cannes ved den franske Riviera.
I løbet af søndag aften og nat deltog de i det dyreste danske kulturfremstød, der til dato er skudt af på så relativt få timer – nemlig temaet Discover Denmark, som fyldte åbningsaftenen på den ugelange Midem-musikmesse.
Knap tre millioner kroner kostede det Kulturministeriet og Eksportrådet at score sig værtsskabet på åbningsaftenen, hvor Swan Lee, The Raveonettes, Mew, Tim Christensen samt en håndfuld andre danske bands og solister med internationalt stjernepotentiale efter planen optrådte på det luksuriøse Hotel Martinez’ scener. Det gjorde de foran det meste af Midems samlede deltagerfelt. Og det er stort.
I 2003 besøgte 8.620 deltagere Cannes i musikugen – heraf ca. 800 artister, 4.002 pladeselskaber og forlag, 2.136 udstillere samt 635 journalister fordelt på 92 lande. I år skulle besøgstallet gerne ligge på mindst det samme niveau.
Det er alle disse folk, den danske regering og pladebranche har investeret de mange penge i at få i tale. Så den danske eksport af musik kan få et nøk opad, nu der endelig lader til at være lidt grøde i den tidligere så overskueligt boblende talentmasse.
En frisk analyse af den danske musikeksport viser, at den ligger stabilt på ca. 700 millioner kroner om året. Det kan gøres bedre, mener kulturminister Brian Mikkelsen (K), der støtter op om den danske satsning og efter eget udsagn var meget begejstret over sidste års Midem-messe.
Men ifølge fagfolk nytter værtsskabet på åbningsaftenen ikke alene. Hvis investeringen i Discover Denmark skal kunne betale sig, gælder det dagen derpå om at komme ud af fjerene for de danske kunstnere, deres agenter og managere. For selv om åbningsaftenen er en eksklusiv fornøjelse at optræde på, så går eksponeringen nemt tabt i de kommende dages overflødigshorn af andre happenings, fremvisninger og koncerter.

Det lange stræk
Ifølge Nikolaj Nørlund – sanger og formand for de små danske pladeselskaber, DUP – gælder det om at jamme løs, mens mikrofonen endnu brummer i sanganlægget.
»Åbningsaftenen går hurtigt i Cannes. Man skal forstå at følge det op hurtigt. At er jo så gigantisk dernede,« vurderer Nikolaj Nørlund, der har svært ved at afveje, om de danske skattekroner er godt investeret i Midem-værtsskabet:
»Pengene blev jo ikke taget fra noget andet, så det er svært at diskutere, hvad man ellers kunne have brugt dem til. Men de risikerer at være spildte, hvis ikke man efterfølgende satser og bruger nogle flere penge. Så paradoksalt er det jo en gang imellem,« påpeger Nikolaj Nørlund.
Han hentyder til, at det næppe er alle de danske optrædende, der sikrer sig en international pladekontrakt eller massiv medieomtale alene på den foregående aftens præstationer. De fleste vil til gengæld kunne opleve en spirende opmærksomhed og
goodwill omkring dansk musik i løbet af de følgende messedage.
»Det kan så udnyttes ved at sende navnene på turné i udlandet, hvilket er møgdyrt,« siger Nikolaj Nørlund.
Marketingdirektør Jesper Bay fra IFPI Denmark, der er den danske pladebranches fællesorgan, mener også, at Midem kun bør være det første taktslag i en længere schlager.
»Vi ser ikke søndag aften som den kulmination på dansk musikeksport, Discover Denmark fra flere sider er blevet udnævnt til. Vi vælger at betragte den som et startskud,« forklarer Jesper Bay.
Han taler i den forbindelse om »det lange stræk«:
»Hvis det her skal have en effekt på sigt, så skal indsatsen lægges i den enkelte kunstners potentiale. Ikke i at vise hvad dansk musik helt bredt kan præstere.«
Den indsats begynder i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her